De første briller med blåtlysfilter kom på markedet i slutningen af 2010’erne, og siden dengang er interessen for og mængden af forskellige versioner af blåtlysfiltre bare steget.
I dag kan du få blåtlysfiltre til briller, skærmbriller og kørebriller. Men hvornår er briller med blåtlysfilter faktisk en god idé? Det svarer lektor ved Optikerhøjskolen Dania i Randers, Amond Westi Adsersen, på i en ny pressemeddelelse, hvor han skiller fup fra fakta og giver her en praktisk guide.
Amond Westi Adsersen er uddannet optometrist og master i klinisk optometri fra Pennsylvania College of Optometry i USA. Han har arbejdet med optometri i 28 år og undervist i faget i 17 år. Siden briller med blåtlysfilter kom på markedet, har han beskæftiget sig med området og fulgt med i den videnskabelige forskning.
Solens stråler består af lys i forskellige farver og bølgelængder, og en del af lyset er synligt for det menneskelige øje, f.eks. når man kigger på en regnbue.
“Det ultraviolette lys består af meget korte bølger og indeholder meget energi. Det kan give skader på både hud og øjne ved megen eksponering, derfor bruger de fleste solcreme og solbriller om sommeren”, siger Amond Westi Adsersen og fortsætter:
“Blåt lys, som udsendes fra solen, fra skærme og LED-pærer, er kortbølget ligesom ultraviolet lys. Men det indeholder ikke lige så meget energi som ultraviolet lys, og det er ikke skadeligt for hverken hud eller øjne i tilnærmelsesvis samme grad”.
Med indtoget af computeren, mobiltelefonen og tabletten er det ofte blevet diskuteret, om al den tid, vi bruger foran en skærm, kan skade øjnene.
“Der er blevet lavet rigtig meget forskning i blåt lys efterhånden, og der er ikke evidens for, at synligt blåt lys fra digitale medier skader vores øjne. Den mængde lys, skærmene udsender, er forsvindende lille i forhold til den mængde, vi bliver udsat for, når vi er udendørs”, siger Amond Westi Adsersen og tilføjer:
“Selvom selve lyset fra skærmen ikke er skadeligt, kan et stort skærmforbrug godt påvirke øjnene, f.eks. hvis man arbejder foran en computerskærm hver dag og ikke har opdaget, at man faktisk har brug for korrigerende briller eller skærmbriller”.
LÆS OGSÅ: Hold dine øjne sunde og skarpe hele livet
Det blå lys fra solen hjælper os med at vågne om morgenen og hjælper os til at holde os friske i dagtimerne. Det sker, fordi hjernen producerer mindre af søvnhormonet melatonin, når øjnene udsættes for blåt lys. I mørke stiger produktionen af melatonin.
“Problemet med det blå lys er, at det kan snyde kroppen til at tro, at det er dag, og dermed sænke produktionen af melatonin, selvom det faktisk er nat. Det er også derfor, at det kan være en god idé at undgå lyset fra digitale medier op til to timer, før man skal sove. Orange/gule briller med blåtlysfilter kan også hjælpe i en vis grad med dette”, siger Amond Westi Adsersen.
Der findes forskellige typer blåtlysfiltre, de har ofte en blålig eller orange farve, dog sælges der også briller med blåtlysfiltre, der er næsten farveløse.
“Hvis man vil bruge briller med blåtlysfilter til at forbedre søvnkvaliteten, skal blåtlysfiltret være orange/gult – jo mere orange/gult det er, jo mere blåt lys filtrerer det”, siger Amond Westi Adsersen og uddyber:
“Der er lavet forsøg, der viser, at orange/gule briller med blåtlysfilter kan hjælpe mennesker med at falde hurtigere i søvn og forlænge søvnen med omkring 20 minutter. Der er også noget, der tyder på, at mennesker med f.eks. ADHD og bipolar affektiv sindslidelse kan have glæde af de orange/røde blålysbriller”.
“For de fleste vil briller med blåtlysfilter ikke være nødvendige. Hvis man oplever gener ved skærmarbejde, er det altid en god idé at få synet tjekket hos en optiker. De kan lave synstjek og afgøre, om du har brug for briller eller skærmbriller. De kan også lave en sundhedsundersøgelse af dine øjne og sende dig videre til en øjenlæge, hvis det er nødvendigt”, afslutter Amond Westi Adsersen.
Artiklen er baseret på informationer fra Welltica og Ritzau.
LÆS OGSÅ: Træk det sundeste ud af solens stråler
Forrige artikelBank dine traumer og dit ubehag væk
Næste artikelFarlige kemikalier! Derfor bør du droppe toiletpapir