Sind

Sind: Bliv ven med din mørke side

27. juni 2022

Alt det, du ikke vil være, styrer dit liv. Både på jobbet og når du holder fri. Heldigvis kan du bryde de uheldige mønstre ved at kaste lys over din skygge, lover amerikanske Debbie Ford, der netop har besøgt Danmark.

Debbie Ford er en meget lille og usædvanlig spinkel dame med et stort og kraftfuldt budskab, der handler om, at vi først bliver frie og lykkelige mennesker, når vi tør stå ved alle vores menneskelige sider. Både de grimme, de smukke – og alt det midt imellem. Når vi med andre ord er villige til at integrere vores skygge.

Selv har hun skabt sig en imponerende karriere som international skyggeekspert og bestsellerforfatter ved at kaste lys over sin egen skygge.

– Jeg var styret af, at jeg følte mig dum og ikke ville stå ved det. Først da jeg arbejdede med min skygge, ændrede mit liv sig. Så mit ‘dumme’ selv fødte hele min karriere med skyggearbejde, fortæller hun.

Alle de sider i os, som vi forsøger at skjule for os selv og andre, er det, hun kalder vores skygge. Et begreb hun har overtaget fra den schweiziske psykolog Carl Jung, og som hun har brugt årtier på at skrive om i sine bøger og videreformidle i sin berømte workshop The Shadow Proces.

Dit skygge-mønster styrer

Hun står på scenen i København på Borups Højskole assisteret af den danske coach Pernille Melsted.

Overskriften for dagen er “Skyggen i arbejdslivet”, men det bliver hurtigt tydeligt for de mere end tohundrede tilhørere, at den skygge, der saboterer på jobbet og i karrieren er den samme, der spænder ben i resten af tilværelsen.

– Du kan være sikker på, at hvis du uden held igen og igen har forsøgt at opnå noget i din karriere eller på andre områder af dit liv, så er det noget i dig selv, du ikke har det godt med, som står i vejen, siger Debbie Ford.

Hun står et øjeblik og ser ud over sit publikum iført en knaldrød striktrøje og sorte bukser.

– Så længe du giver en side i dig selv modstand, så vil den ikke lade dig være. Hvis du eksempelvis fordømmer den del af dig, der føler sig dum, som jeg gjorde, så vil du gøre alt for at dække over den side, så andre ikke opdager det. Men resultatet er, at den side vil reagere med at sabotere dig. Du vil gå ud i verden med dit negative mønster først ind ad døren både på jobbet og i dit øvrige liv, siger hun.

Styret af ét ord

En kvinde i salen fortæller, at hun ikke tør fylde så meget, som hun har lyst til på jobbet, fordi hun er bange for at blive kaldt et fjols.

– Det ønsker jeg for alt i verden ikke at være, så hvis jeg skal fylde, skal jeg virkelig også have noget at have det i, så ingen kan kalde mig et fjols, siger hun.

En mandlig tilhører tør ikke gå efter at tjene mange penge, fordi ingen skal kunne kalde ham grådig.

– Samtidig har jeg en overbevisning, der siger, at rige mennesker er dårlige mennesker, og sådan vil jeg ikke være, fortæller han.

– Nej, så hellere være fattig, smiler Debbie Ford og stiller et centralt spørgsmål til hele salen.

– Vil du lade ét ord som for eksempel dum, fjols eller grådig styre dit liv? Et ord, som du giver så meget betydning, at det bestemmer, hvad du kan og ikke kan i dit liv?

Hun har hørt tusinder af tilhørere verden over fortælle den samme historie i forskellige forklædninger.

Vi lader vores liv styre af, hvad vi for alt i verden ikke vil være. Uvidende, usikre, svage, egoistiske, kloge, kompetente, grådige ….

Listen er lige så lang, som der er menneskelige egenskaber.

Skabt i barndommen

Pointen er i følge Debbie Ford, at vi er det hele, men får skabt selv-saboterende adfærdsmønstre, fordi der er sider, vi ikke vil stå ved.

Skyggen opstår i vores barndom, når forældre eller andre omkring os skælder ud, gør os forkerte eller afviser os, når vi har en bestemt adfærd. Måske blev vi sat på plads af en mor, der kaldte os doven, hvis vi snød os fra at rydde op på værelset eller en far, der kaldte os dum, hvis vi ikke forstod hans forklaring første gang.

Den slags situationer får vi som børn til at betyde noget negativt om os selv, og de overbevisninger bliver bygget ind i os og bliver en del af vores indre styresystem som voksne. Her giver de næring til tanker og følelser, der får os til at handle på selvbegrænsende måder, forklarer Debbie Ford.

Den negative spiral er med andre ord i gang.
– Vi tiltrækker præcis det, vi tror, føler og tænker om os selv, og får på den måde hele tiden beviser for, at vi har ret i alt det negative.

Vi kompenserer

En ung kvinde i salen fortæller, at hun er styret af en frygt for, at folk ikke kan lide hende.

– Det betyder, at jeg taler med flere tunger, alt efter hvem jeg snakker med. Jeg kan rose seminaret overfor jer nu, og i morgen, når jeg snakker med en kollega, siger jeg, at det var spild af tid, siger hun og smiler.

Debbie Ford ser ud over publikum og siger med et glimt i øjet;

– Se, nu smiler hun, fordi vi skal kunne lide hende. Men bare tag det roligt, jeg kan ikke lide dig, siger hun drilsk til den unge kvinde.

Af frygt for at få afsløret vores uønskede sider, som vi dybest nede skammer os over, så pakker vi os selv ind i en personlighed, der skal skjule alt det uønskede. Vi bliver hende, der altid hjælper andre for at dække over følelsen af at være uelskelig. Eller ham, der knokler løs på jobbet for at skjule sin følelse af ikke at være god nok.

– Vi kompenserer, så folk ikke finder ud af alt det, vi dækker over og ikke ønsker at være, siger Debbie Ford.

Find gaven

De fleste af os ønsker de forhadte sider langt væk. At de bare skal forsvinde hen over natten. Men Debbie Ford har et vigtigt budskab til os.

Det kommer aldrig til at ske – og heldigvis for det.

For vi har brug for at have adgang til alle vores menneskelige egenskaber for at kunne leve et godt liv.

– Det er helt afgørende, at du virkelig forstår, at du har alle egenskaber i dig – og at du kan være med, at du er det hele. Så længe der er egenskaber,du ikke vil være sammen med, kan du ikke udfolde dig i dit liv, sådan som du gerne vil. Din skygge vil blive ved med at sabotere dig, siger hun.

– Du får først fred for din skygge, når du har respekt for alle dine ‘forhadte’ egenskaber og er villig til at se, hvilke gaver de har til dig. Måske har det, at du ikke ville være svag, gjort dig meget selvstændig. Eller din frygt for at virke uintelligent har betydet, at du nu er meget veluddannet. Du skal med andre ord lede efter alle de godter, din skygge gemmer på til dig.

Lyden af tvivlende latter breder sig i salen.

– Nogle af jer tror ikke på mig, vel, siger Debbie Ford og smiler.

– Det forstår jeg godt. Hvis nogen havde sagt til mig dengang, at min dumhed ville bringe mig mit livs største gave, så havde jeg også grinet. Men det er sandt. Frem for at hade dine egenskaber og negative mønstre, så undersøg hvad de kan bringe dig. Måske ligger der en helt ny og spændende karriere gemt i din værste skygge. Hvis jeg ikke havde været villig til at finde gaven i at være dum, stod jeg ikke her, siger hun.

Valget er dit

Budskabet er ikke til at tage fejl af. Debbie Ford anviser en metode til at stoppe smertefuld og frustrerende selvsabotage, så vi kan komme i gang med at leve det liv, vi længes efter. For hvorfor bruge de næste mange år på at sabotere sig selv og frarøve sig selv glæde, sjov og lykke, når vi kan begynde forandringen i dag, som hun siger.

– Tag kontrol over dit liv, for ingen kommer og redder dig og gør det for dig. Du kan vælge at leve anderledes, men det kræver, at du er villig til at forstå og lære af dine mønstre, selvom det vil føles ubehageligt i begyndelsen.

Det kræver med andre ord en indsats at få skabt et nyt og støttende mønster, der kan give grobund for en ny måde at være i livet og arbejdslivet på, som vi har lyst til.

– Du skal sætte en ny, opdateret software ind i dit system og finde ud af, hvad du kan gøre, som fremelsker de egenskaber, der er din nye software. Hvad kan du for eksempel gøre allerede i dag, som viser, at du har selvrespekt eller selvomsorg? Måske skal du sidde i stilhed i 10 minutter og bare mærke dig selv. Det er som at udvikle en ny muskel, så du skal huske at øve det ofte, især de første 28 dage.

– Og husk – det er dit valg hver eneste dag, om du vil følge dit gamle negative mønster eller dit nye og positive, siger Debbie Ford.

Forrige artikelMænd får oftere parfumeallergi

Næste artikelRå bountybarer