Nyheder

Blodprøve kan forudsige Alzheimers

17. oktober 2007

En simpel blodprøve vil sandsynligvis kunne forudsige tidlige tegn på Alzheimers op til seks år før, sygdommen bryder ud.

I en undersøgelse offentliggjort i magasinet Nature Medicine, beskriver en gruppe forskere fra Stanford University, 18 nøgleproteiner i blodet, der med 90 pct. sandsynlighed kan forudsige, om en person vil udvikle demenssygdommen Alzheimers. Det skriver BBC. Proteinforandringerne kan spore tidlige tegn på sygdommen to til seks år før dens udbrud og kan muligvis også bruges i jagten på en kur mod sygdommen. Udelukkelsesmetoden I dag er en af de frustrerende aspekter ved sygdommen, at det er svært med sikkerhed at sige om mindre hukommelsesbesvær er begyndelsen til vedvarende demens. Derfor stiller læger Alzheimers-diagnosen ved at bruge udelukkelsesmetoden. Det kan f.eks. være ved at udelukke andre grunde som slagtilfælde, kræftsvulster eller alkoholmisbrug. Alzheimers er en fremadskridende, nedbrydende sygdom, som fratager patienterne deres hukommelse, ræsonnement og evnen til at kommunikere. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen lider 18 millioner mennesker verden over af sygdommen. Kilde: Jyllands-Posten

Forrige artikelForskere på vej til at redde mennesker fra lammelser

Næste artikelBørns kræsenhed er medfødt