Blomkålsmos og stuvet spinat med bagte tomater og løg

Af: Henriette Vesterbak

Foto: Fra bogen 'Vegansk LCHF'

Blomkålsmos er et rigtig vintermåltid, der varmer helt ud i tæerne, samtidig med at de bagte tomater og løg spreder en liflig duft i dit hjem.

Til 2 personer

Du skal bruge:

Blomkålsmos

1 stor blomkål

1 tsk. fint salt til kogning

1-2 spsk. vegansk smør

1 tsk. urtesalt

1-2 dl kogevand (fra blomkålen)

Friskkværnet peber

Stuvet spinat

500 g frossen spinat

2½ dl neutral plantefløde

1 knivspids stødt muskatnød

1 tsk. løgpulver

1 tsk. hvidløgspulver

1-1½ tsk. urtesalt

Friskkværnet peber

Bagte tomater og løg

4 store tomater

3 løg (f.eks. 2 gule løg og 1 rødløg)

2-3 spsk. olivenolie

1 tsk. urtesalt

Friskkværnet peber

Sådan gør du:

Blomkålsmos – skær blomkålen i mindre stykker. Sæt en gryde vand i kog, tilsæt salt, og kog blomkålen i vandet, indtil stykkerne er møre. Det tager ca. 10-15 min., når vandet er kommet i kog.

Hæld vandet fra, men gem ca. 2 dl. til at blende med.

Put smør og urtesalt i gryden med blomkålen og lidt af kogevandet, og blend blomkålen med en stavblender, indtil den er helt ensartet og cremet. Tilsæt mere kogevand, til du får den ønskede konsistens.

Du kan også mose blomkålen med et kartoffeljern, hvis du vil have en grovere blomkålsmos med mere bid.

Stuvet spinat – put spinaten i en gryde med lidt vand i bunden, og varm spinaten op ved høj varme, indtil den er helt optøet. Hæld derefter vandet fra.

Tilsæt plantefløde og krydderier, og varm saucen op. Smag til med urtesalt og peber.

Bagte tomater og løg – tænd ovnen på 200°.

Skræl løgene, og skær både løg og tomater i to dele.

Læg bagepapir på en bageplade, og fordel tomater og løg herpå. Put olie, salt og peber på grøntsagerne, og vend det hele rundt med hænderne, så olie og krydderier bliver godt fordelt.

Bag tomater og løg i ca. 30-45 min. midt i ovnen, men hold øje med dem undervejs.

Fra bogen ‘Vegansk LCHF’ af Henriette Vesterbak.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*