Hvad skal der til, før du vælger sundere varer fra supermarkedets hylder? Børnefamilier bosiddende i Københavnsområdet søges til forskningsprojekt.
Hvad skal der til, før du vælger sundere varer fra supermarkedets hylder? Børnefamilier bosiddende i Københavnsområdet søges til forskningsprojekt.
Forskere fra SDU vil i gang med at undersøge, hvad der styrer de sunde valg i supermarkedet. Derfor søger de børnefamilier, der har lyst til at fortælle om deres indkøbsvaner.
Hvad putter du selv i indkøbskurven, når du handler i supermarkedet? Vælger du konsekvent økologi eller de billigste varer? Kigger du efter Fuldkornsmærket, Dyrevelfærdsmærket, Det Grønne Nøglehul eller andre mærkninger? Har du en indkøbsliste med dig, eller er du i højere grad styret af impulser?
Dét er nogle af de spørgsmål, som forskere ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU, gerne vil finde svar på. De søger derfor familier med børn, gerne bosiddende i Københavnsområdet, der har lyst til at være med. Deltagerne skal fortælle om deres indkøbsmønstre og vaner, og bagefter skal de have en forsker med på indkøbstur i supermarkedet.
– Vi vil gerne interviewe børnefamilier for at blive klogere på, hvilke overvejelser de gør sig, både før og under indkøbsturen. Hvilke forhold påvirker eksempelvis deres indkøbsvaner? Hvilken betydning har supermarkedets indretning og den måde, varerne er præsenteret på? forklarer Katrine Sidenius Duus, der er leder af projektet og ph.d.-studerende.
Interviewene skal bidrage til forskningsprojektet ”Sundere valg i supermarkeder”. Studiet undersøger, hvilke knapper supermarkeder kan skrue på, så det bliver nemmere for familier at vælge sundere varer. Det kan være frugt, grøntsager og fuldkorn – og omvendt mindre chips, kage og sodavand.
– Formålet er at udvikle og afprøve indsatser i supermarkeder, der gør det lettere for familier at leve lidt sundere. Kort fortalt handler det om at gøre det sunde valg til det lette valg, siger Katrine Sidenius Duus.
Blandt de indsatser, der skal afprøves, er eksempelvis at ændre på butiksindretningen. Så grøntsager og fuldkornsprodukter bliver mere synlige flere forskellige steder i supermarkedet. Derudover kan man f.eks. introducere mindre pakkestørrelser for varer med lav ernæringsmæssig værdi.
– Vi ved fra marketingsstrategier, at placering og præsentation af varer har betydning for, hvad vi køber. Det gælder også størrelserne på varerne. Mange pakkestørrelser er blevet større over tid, og vi vil bl.a. prøve at bytte de store sodavandsflasker ud med mindre flasker. Dermed får mindre med sig hjem, siger Katrine Sidenius Duus.
Med i forskningsprojektet er også Salling Group, der blandt andet ejer supermarkedskæderne Netto og føtex. Disser kæder vil på forsøgsbasis lægge supermarked til de indsatser, som forskerne skal prøve af.
– Størstedelen af den mad, vi danskere spiser, kommer fra supermarkeder. Derfor er et samarbejde med detailhandlen afgørende, hvis vi skal fremme sundere madvaner i befolkningen, siger Katrine Sidenius Duus.
Som et led i forskningsprojektet skal forskerne også undersøge, hvordan folkesundhedsaktører kan samarbejde med detailhandlen om sundhedsfremmende indsatser. Desuden skal de se, hvilke potentialer, der er i sådanne partnerskaber.
Familier, der ønsker at bidrage til forskningsprojektet og fortælle om deres indkøbsvaner, kan kontakte Katrine Sidenius Duus på telefon eller mail:
Kontakt: Katrine Sidenius Duus, ph.d.-studerende, tlf.:6650 7733, e-mail: ksdu@sdu.dk, og Tine Tjørnhøj-Thomsen, professor, tlf.: 6550 7811, e-mail: titt@sdu.dk, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.