”Jeg kan ikke li´ fisk”, ”Ad – hvorfor skal vi have blomkål?”, ”Er der løg i frikadellerne?”. Næsten alle forældre har hørt en af disse sætninger eller noget tilsvarende. Det kan udfordre ens tålmodighed, når man har brugt tid i køkkenet på at tilberede et nærende måltid, og så kan det også tricke ens bekymringer for barnets sundhed.
Får mit barn mon vitaminer nok? Hvad med fedtsyrer? Mangler mit barn noget? Kan jeg give mit barn noget, så vi slipper for snot og feber denne vinter?
Kender du de tanker og bekymringer? Så er du langt fra alene. Rigtigt mange mødre og fædre er i tvivl om deres barn er dækket godt nok ind af vitaminer og mineraler og andre næringsstoffer.
Samtidig er mange også i tvivl, om det overhovedet giver mening at give sit barn et kosttilskud? Og hvad man eventuelt skal kigge efter, hvis man køber noget. Kan man ligeså godt købe de billigste vitaminpiller som de dyreste? Er der noget, man skal man være særligt opmærksom på, når det handler om børn? Og hvad nu, hvis man ikke har så mange penge til kosttilskud?
Lad os se lidt nærmere på det hele.
Børn har i høj grad brug for masser af næring. Ikke kun i form af kalorier, men i høj grad også i form af vitaminer, mineraler, fedtsyrer med mere. Hvert eneste minut er dit barns krop i gang med at danne nye celler rundt omkring. Knoglerne skal vokse, slimhinderne skal dannes, hjernecellerne skal isoleres, hormoner skal produceres, enzymer skal udskilles og meget mere.
Det kan være svært at sikre optimale mængder af vitaminer og mineraler til et barn igennem kosten. Vores fødevarer i dag indeholder færre næringsstoffer end tidligere.
Nogle bliver dyrket helt uden jord, nogle bliver transporteret langt og nogle bliver opbevaret meget længe, inden de ryger ud i butikkerne. Børns kost består ofte af en del raffinerede og forarbejdede fødevarer, som bruger næring i kroppen, når det skal omsættes, frem for at tilføre næring. Derudover er mange børn ikke så glade for at prøve nye fødevarer. De spiser helst det, de kender og dermed bliver variationen ikke så stor.
Det kan altså være en god investering i dit barns sundhed at give et godt kvalitets-kosttilskud. En basispakke kan for eksempel bestå af en god multivitamin/mineral, probiotika (gavnlige tarmbakterier) og eventuelt en god kvalitets-fiskeolie. Disse ting kan være med til at styrke dit barns sundhed, fordi kroppen får de næringsstoffer og fedtsyrer, den har brug for, så den kan fungere optimalt.
Når du vælger kosttilskud til dit barn, er der flere ting du skal være opmærksom på.
Lad os først se på en god mulitivitamin/mineral til dit barn. Inden for tilskud af vitaminer og mineraler er der forskel på, hvor godt kroppen optager dem. Vitaminer skal helst være naturidentiske, og mineraler skal være organiske. På den måde kan kroppen rent faktisk optage dem og få gavn af de tilførte næringsstoffer.
For eksempel optages calciumCITRAT nemmere i kroppen end calciumCARBONAT. Det er ikke altid, du kan læse på pakken, hvilken form mineralerne er i, men på internettet bør du kunne finde en komplet indholdsfortegnelse (hvis ikke du kan det, kan du som regel godt regne med, at firmaet ikke har fokus på optagelighed).
Når du skal se efter organiske mineraler så gå efter mineraler, der ender på: Glukorat, citrat, succinat, malat, fumerat og sulfat. Gå så vidt muligt uden om: Carbonat, fosfat, hydroxid og oxid.
Naturidentiske vitaminer er lidt mere ustabile end de kunstige. Derfor kræver de nogle salte, der fylder lidt. Her vil du ofte opleve, at børnemultivitamin/mineraler i en god kvalitet er større og måske endda med en dagsdosis på to eller flere tyggetabletter sammenlignet med dem, du finder i supermarkedet.
Prisen er også anderledes. Men overvej, hvor meget du egentlig får for pengene ved at købe de billigste multivitaminer, hvis dit barn alligevel tisser det meste ud igen.
I Danmark fås der også nu flere mærker af vitamin/mineraltilskud, som er såkaldte ”foodstate”, hvor vitaminerne og mineralerne er pakket ind i en slags mini-madpakke, som giver en super god optagelighed. Derfor er disse produkter ofte også lavere i dosis. Foodstate-tilskud er dyrere at fremstille end andre typer. Derfor vil du også kunne se dette på prisen.
Du kan også finde multivitaminer på spray. De er meget nemme at give og optages rigtig godt via slimhinden. De er lavet med en god smag, og børn synes ofte det er lidt sjovt med sprays. Spraytilskud er især gode, hvis dit barns fordøjelse ikke fungerer optimalt, da de som sagt optages direkte via slimhinden i munden og dermed ikke skal ned i tarmsystemet, hvor de risikerer at ryge med hele vejen igennem uden at blive optaget.
Food-state multivitamin/mineral tilskud og vitaminsprays til børn indeholder ofte ikke så mange mineraler. Nogle multivitamin/mineraltilskud indeholder urter. Alle har de lidt forskelligt indhold.
Det kan derfor være en god idé at skifte lidt imellem forskellige gode mærker af børne-multivitamin/mineraler til dit barn. På den måde, dækker du dit barn godt og bredt ind.
Probiotika har vist i studier at kunne styrke og afbalancere børns immunforsvar. Det giver rigtig god mening eftersom minimum 70 pct. af dit barns immunsystem er placeret i og omkring fordøjelsen.
Når du skal vælge probiotika til dit barn, skal du være opmærksom på at vælge et produkt med bakteriestammer, der matcher dit barns alder. Der er forskel på, hvilke bakteriestammer man ser hos nyfødte og hos voksne.
For eksempel er stammen bifidobakterium Infantis (som navnet siger) en bakteriestamme, som kendetegner det nyfødte barns sunde tarmsystem. Se gerne efter, at produktet har flere forskellige stammer tilsat, og ikke bare en eller to stammer, gerne af både lactobacillus-familien og bifido-familien. De kan genkendes ved, at der står et ”L.” eller et ”B.” foran navnet på bakteriestammen, hvis ikke hele familie-navnet er skrevet.
Alternativt kan du vælge at kombinere forskellige produkter.
En god kvalitets-fiskeolie tilfører de essentielle omega 3-fedtsyrer DHA og EPA til dit barns krop og hjerne. DHA og EPA har i studier vist positiv effekt på alt fra søvn, motorik og hud til hjerneudvikling, sprogudvikling og adfærd. Det er afgørende, at den fiskeolie, du vælger, lever op til følgende tre krav:
1. Den skal indeholde nok DHA og EPA i en dagsdosis, gerne mindst 250 mg af hver. Det kan du læse bag på flasken/pakken, om den gør.
2. Den skal være fri for tungmetaller. Tjek gerne på internettet, hvad firmaet skriver om det. Bliver de tjekket af uvildige laboratorier?
3. Olien skal være frisk. Igen kan du tjekke på internettet, om du kan finde oplysninger. Du skal kigge efter Totox-tallet, som gerne skal være under 10. Du kan også bruge din næse og din smagssans. En god fiskeolie skal smage godt og ikke harsk. Hvis du bruger kapsler, så klip dem over og lugt til dem og smag på olien.
Kosttilskud, der aldrig kommer længere end til køkkenskabet, gør ikke noget godt for dit barn. Derfor er det vigtigt, at smag og måden tilskuddet skal gives på, fungerer i jeres familie. Multivitamin/mineraler findes både som tyggetabletter, som dråber, som spray og som vingummier.
Husk dog også at tag hensyn til kvaliteten, når du vælger – ikke kun smagen. Et godt tip er at gå ned i din lokale helsekostbutik og spørge, om det er muligt at få nogle smagsprøver på deres kvalitets-børnevitaminer.
Probiotika findes som dråber, pulver, der kan drysses på mad, pulver, der skal røres op i vand, tyggetabletter og kapsler (der evt. kan åbnes). Husk at tjekke hvilke bakteriestammer, der er i. Probiotikadråberne har f.eks. ofte kun få stammer og kan eventuelt med fordel kombineres med andre dråber, der indeholder supplerende stammer.
Fiskeolie findes som flydende, som tyggekapsler, som ”gele-gummier” og som kapsler. Flydende olie er som regel billigst og nemt at bruge til hele familien. Køb gerne den almindelige flydende olie frem for særlige børneolier, da børneolierne som regel indeholder mindre DHA og EPA. Olien har ofte lidt frisk citrussmag og kan gives for eksempel i et lille snapseglas med kold æblejuice eller danskvand oveni.
Find det tidspunkt på dagen, hvor det giver bedst mening for jer at huske kosttilskuddene. Måske er der travlt om morgenen, så der er mere overskud til at huske det om aftenen. Sæt en huskeseddel på køkkenrullen eller et andet sted, hvor du får øje på det, når I skal spise. Doser eventuelt tilskud til en uge af gangen i doseringsæsker, som du kan købe på apoteket.
Jo, nemmere du gør det for dig selv, jo større er sandsynligheden for, at de gode tilskud, du har købt, rent faktisk ender i dit barns krop. For ja – du kan faktisk styrke dit barns sundhed og nedsætte risikoen for en masse sygdom med nogle gode kvalitets-kosttilskud. Men det kræver, at de kommer ud af dåsen og ind i munden og i kroppen på dit barn.
Men hvad kan du gøre, hvis pengene ikke altid rækker til kosttilskud? Her får du nogle ideer:
1. En god måde at booste dit barns indtag af vitaminer og mineraler er ved at lave friskpressede juicer af forskellige grøntsager og frugter. Her kan du bruge nogle af de grøntsager, som dit barn måske ikke spiser så meget af til dagligt: Squash, kål, salat, spinat. Ønsk dig eventuelt en god juicemaskine i julegave.
2. Du kan også ønske dig en dehydrator. En dehydrator tørrer mad ved lave temperaturer i mange timer. Her kan du lave dine egne grøntsags-pulvere ved for eksempel at tørre spinat og bagefter hakke det i en minihakker. På den måde får du et helt kilo spinat til at fylde en stor håndfuld og du kan nemt tilsætte spinat til smoothies, grød, pandekager, fars, tomatsovs og mange andre retter. Både juicemaskine og dehydrator bevarer de fleste næringsstoffer og koncentrerer dem.
3. Gavnlige tarmbakterier kan I tilføre via kosten ved selv at fermentere grøntsager og eventuelt lave din egen kefir. Fermentering er en gæringsproces, hvor de gavnlige bakterier vokser frem og formerer sig. Søg på opskrifter på internettet og find inspiration i facebookgrupper.
4. Fedtsyrer fra fisk kan I få ved at spise fisk til hovedmåltid mindst to gange om ugen. Husk at vælge fede fisk, men vær opmærksom på ikke at vælge rovfisk med mange tungmetaller. Husk også, at opdrættede fisk kan have fået meget medicin, og at fiskeopdræt er miljøbelastende. Det kan være svært at finde de gode valg i ”fiske-junglen”, men hvis du kan finde økologiske fisk i køledisken, så gå gerne efter dem.
Dit barns sundhed hænger i høj grad sammen med den næring, der kommer ind i kroppen. Find de løsninger, der passer til jeres familie, så I kan gå vinteren i møde med smil og overskud på sundhedskontoen. Så er der også plads til at skeje ud og feste!
Forrige artikelInfertilitet: Kan din krop fange og holde barnet?
Næste artikelOvergangsalder? Ny hormonfri behandling får lægers anbefaling