Bonusdatterens svære putning

Jeg bliver simpelthen nødt til at søge råd nu.

Sagen er den, at min bonusdatter (snart 8 år) ikke længere kan putte sig selv eller sove igennem hele natten. Hun samsover med sin mor derhjemme, hvilket de har gjort de sidste 6 måneders tid. Min kæreste (hendes far) giver hende lyse bamser, stjernehimmel, samt bruger mere end en time på at putte hende hver eneste gang.

Min egen søn som er 2 år yngre end hende kan sagtens falde i søvn selv. Men han påvirkes negativt af, at hun får så meget opmærksomhed omkring sin putning, og han vil selv have det samme som hende. Det påvirker mit barn negativt, samt det påvirker vores forhold. For mig ser det ud til, at bonusdatter spiller på det for at få sin vilje. Og far kan ikke se det.

Hvordan får vi hende til at falde i søvn selv?

Venlige hilsner

 


 

Jeg kan godt forstå, at denne situation er svær for dig og for jer.

Der er flere ting i spil, som altsammen kan være med til at påvirke din bonusdatters søvn. Det er svært at svare på i en brevkasse, da jeres virkelighed er kompleks.

Jeg vil prøve at komme med nogle input. Men med forbehold for, at der kan være mange andre ting i spil.

Forholdet mellem din kæreste og hans ex.

Forholdet mellem dig og din kæreste.

Det hele spiller ind på dynamikken.

Børns søvn er ofte et sted, man mærker det, når der er noget i relationerne, der bøvler. Børn er meget forskellige og har forskellige behov. Nogle børn har brug for ekstra meget tryghed især omkring sengetid. Også når de kommer op i skolealderen. Der kan også være særlige perioder i livet, hvor barnet har brug for ekstra kontakt. Nogle familier vælger aktivt samsovning, fordi det giver en god følelse hos dem alle.

Så hvad gør I nu?

Hvis det er en periode, hvor din bonusdatter virkelig har brug for den ekstra tryghed, så kan det være rigtigt, at din kæreste og hans datter ligger helt tæt sammen, til hun sover. Hvis det mest handler om, at hun lige nu har glemt, hvordan man selv falder i søvn, så kan I også hjælpe hende.

Jeg tror ikke, løsningen er flere bamser, lyshimler eller andet. Måske skal I endda skrue lidt ned for det.

Trygheden skal helst bygges op indefra. Her vil jeg foreslå, at din kæreste styrker sin datters indre tryghed ved at læse godnatbøger som: ”Hjerternes Dal” af Gitte Winther Graugaard. Hvis din søn efterspørger det samme som sin bonussøster, så kan I evt læse for dem samtidig.

Når historien er læst, kan din kæreste sidde ved siden af sengen i en stol for at give tryghed. Han kan læse i en bog eller andet imens, men ellers bare være der. I den kommende tid kan han flytte sin stol længere og længere væk fra sengen og hen mod døren, og til sidst bare lige stå lidt uden for døren, til hun sover dejligt.

Det tager lidt tid, men er en god og blid måde, som samtidig styrker din bonusdatters egen tryghed.

Jeg håber, det kan hjælpe jer videre

De bedste æblehilsner 

Anette Straadt

Sundhedsplejerske, børnesundhedsvejleder og ekspert i børns naturlige sundhed

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*