Nyheder

Børn får også parfumeallergi

17. november 2014

Tidligere var parfumeallergi en voksensygdom, der først ramte efter mange års eksponering. Men i dag rammer allergien småbørn helt ned til etårsalderen.

Er der parfume i tandpasta? Det spurgte Astma-Allergi Danmark 1300 danskere om. Omkring halvdelen mente nej, selvom tandpasta næsten altid indeholder parfume.

Dette eksempel kan rumme essensen af årsagen til udbredelsen af parfumeallergi: De færreste er klar over, hvor mange kemiske dufte vi omgiver os med. Der kan også være parfume i alt fra vådservietter, bleer og hygiejnebind til babycremer og babylegetøj.

Små mængder kan give allergi

Og det er slet ikke de store mængder, der skal til. Før troede man, at det var høje koncentrationer af kemi i et enkelt produkt, der forårsagede parfumeallergi, men nyere forskning viser, at det i ligeså høj grad er påvirkningen af mange forskellige typer kemi, der fremkalder allergien.

Det er derfor, at parfumeallergi bliver mere og mere almindelig blandt småbørn. Dels fordi ganske mange produkter til børn indeholder parfume, og dels fordi forældrene er uvidende om konsekvenserne. De færreste vil nok sprøjte deodorant på et lille barn, men påvirkningen fra parfumeholdigt vaskemiddel, creme, bleer, tandpasta m.v. kan være lige så slem.

Skal det dufte, før det er rent?

Brugen af parfume i husholdningen er lidt som med sukker eller salt i maden. Ligesom smagsløgene vænnes til sødt og salt, vænnes vi også til, at renhed skal dufte af parfume. Måske føles vasketøjet ikke rent, hvis det ikke dufter af kemi? Skal håret dufte af blomster? Måske skal der være duft i opvaskemidlet, før gryderne føles helt rene?

– Nogle synes selvfølgelig, det er forkert og undgår det, men vi har en kultur, hvor trenden er, at vi skal dufte af noget. Også spædbørn og unge. Unge mænd er lige ved at nå de unge kvinder i tilfælde af allergi, fordi de bruger så meget parfume, som de gør. Men der er mange små håndsving, hvor vi kan reducere vores forbrug, og det er okay at lugte af sig selv. Vi tror, at ting er renere, når de dufter, men det er de ikke altid. Tværtimod kan duften camouflere, at noget i virkeligheden er beskidt, siger vicedirektør i Astma-Allergi Danmark, Anne Holm Hansen til dagbladet Berlingske.

Parfumeallergi resten af livet

Omkring 200.000 danskere lider af parfumeallergi i en eller anden form. Den kan vise sig som udslæt, kløe og svie ved kontakt, eller den kan give åndedrætsbesvær i særligt grelle tilfælde. Det værste ved kontaktallergier er, at de nærmest altid er livslange; hvis du først har fået allergi overfor en type duftkemi, vil allergien følge dig resten af livet.

Kilde: b.dk

Forrige artikelUnge bør sove længere

Næste artikelRen skønhed uden kemi