Nyheder

Børn lærer om økologi
på sommerens Madskoler

23. juni 2009

Sommeren igennem bruger børn en uge af deres ferie på at lave mad på 65 Madskoler over hele landet. Ideen med Madskolerne er at give børn og unge viden om sund mad, kost og motion på en sjov og lærerig måde. Og i år er økologi for første gang en obligatorisk del af undervisningen.

Børn og unge bruger dagtimerne i en uge af deres ferie på at tage på madskole, hvor de lærer at lave mad, lærer om kost og dyrker motion. Der bliver også tid til at lege, tage på gårdbesøg og tilberede maden til en festaften sammen med forældrene.

Som noget nyt vil der på sommerens Madskoler være en dag med særligt fokus på økologisk mad. SuperBrugsen sponsorerer to kasser økologisk frugt til hver madskole i forbindelse med den økologiske dag.

Børnene får også opskriftsfolderen ”5 dage med økologi i madpakken”, der er udviklet i et samarbejde mellem SuperBrugsen og Økologisk Landsforening.

”Det er glædeligt, at børn får mulighed for at lære om økologi, lave mad med økologiske råvarer og eventuelt besøge en økologisk gård,” siger Dorthe Kloppenborg, kommunikationskonsulent i Økologisk Landsforening.

Madskolerne er et samarbejde mellem ungdomsorganisationen 4H og organisationen Landbrug og Fødevarer. Der er stadig ledige pladser på nogle af Madskolerne rundt om i landet.

Læs mere på www.madskoler.dk

Læs hæftet ”5 dage med økologi i madpakken” på www.okologi.dk/madpakker Økologisk Landsforening har udarbejdet et særligt materiale til instruktører på madskoler om økologi – det må også gerne benyttes i anden sammenhæng og kan downloades her

Kilde: økologi.dk

(oprettet 25. juni 2009)

Forrige artikelDu kan stadig nå den
sommerslanke linje

Næste artikelForkæl din partner – det betaler sig