Nyheder

Børn skal holdes fra svinestalde

27. juni 2022

Den multiresistente svinebakterie MRSA CC398 er fundet hos mennesker, der intet har med svin at gøre. En professor i mikrobiologi kalder det nu “grotesk”, at tusindvis af børn hvert år besøger de danske svinestalde.

Børnehaver og skoler har tradition for at besøge landbrug for at give børnene mulighed for at se landbrugsdyrene i deres vante omgivelser. Men de bør gå i en stor bue udenom svinestaldene, mener professor i klinisk mikrobiologi Hans Jørn Kolmos fra Syddansk Universitet, ifølge dagbladet Politiken. Han ser også problemer i arrangementer som Åbent Landbrug, der sidste år fik 65.000 besøgende.

Børn kan blive smittebærere af MRSA

Børnene kan nemlig få MRSA-stafylokokkerne med hjem, og de kan ende som raske smittebærere, ligesom bakterien kan smitte andre.

– Hvis barnebarnet har været på besøg i en svinestald med skolen og bagefter besøger sin bedstefar på plejehjemmet, kan bedstefaderen ende med at dø af en infektion med svine-MRSA, som han har fået via barnebarnet, siger Hans Jørn Kolmos til Politiken.

Bakterien gør ikke raske mennesker syge, men den kan forårsage dødelige infektioner hos personer, der er svækket af sygdom eller alderdom.

Ingen grund til panik

Hans Jørn Kolmos mener, at op mod 12.000 danskere er smittet med bakterien uden at vide det. Men han fraråder panik.

– Hvis man har en berettiget mistanke om, at man kan være smittet med bakterien, så kan det da være en god idé at blive podet hos lægen, men jeg vil nu mane til besindighed. Man skal ikke blive grebet af hysteri, siger han til nyhedsmediet Fyens.dk.

MRSA skal bekæmpes i toppen

Han peger på, at en effektiv metode til at begrænse bakterien ville være at begynde i toppen af avlspyramiden og sætte effektivt ind ved de relativt få svinebesætninger, der leverer de fleste smågrise til opfedning.

Kilder: Politiken.dk, Fyens.dk

Forrige artikelEt farligt stik med ringe virkning

Næste artikelHelbredsrisici ved skifergasboringer