Jakker, luffer og sengetøj med kemikalier, der kan fremkalde allergi eller forstyrre hormonerne – det er realiteten i følge ny rapport.
Her i vinterkulden får overtøjet mindre pæne ord med på vejen. Jakker og luffer indeholder nemlig allergifremkaldende og hormonforstyrrende stoffer. Der er dog ikke nogen akut risiko for barnet, skriver Miljø og sundhed.
Man har undersøgt fem jakker og fem par luffer. Alle tøjstykkerne viste sig at indeholde det allergifremkalde stof formaldehyd. Huden kan blive udsat for kemikaliet, fordi foret lukkes inde, når barnet har tøjet på, fremgår det af rapporten.
Et andet kemikalie, isocyanat, der kan fremkalde allergi, blev fundet i ni ud af ti stykker overtøj. Ifølge rapporten frigives isocyanaterne dog ikke så nemt fra tøjet som formaldehyd. Det hormonforstyrrende stof styren blev fundet i tre ud af fem jakker og i fire ud af fem par luffer. Andre hormonforstyrrende stoffer, som dukkede op i børnetøjet, var ftalaterne (DEHP) og (DIBP) samt bisphenol A, som bl.a. har været omtalt i forbindelse med sutteflasker.
I alle tøjstykkerne på nær én jakke blev der fundet fluorforbindelser – formodentlig fra imprægneringen. De er problematiske i miljøet, og kan desuden have hormonforstyrrende effekter.
Foruden vintertøj kiggede undersøgelsen også på sengetøj til børn. Her fandt man formaldehyd i tre af fem sæt dyne- og hovedpudebetræk og desuden en række stoffer, som mistænkes for at være hormonforstyrrende og/eller kræftfremkaldende. En del af stofferne blev dog vasket ud allerede efter den første vask.
I alle de undersøgte tekstiler er der fundet så små mængder, at der ikke er nogen akut risiko for barnet. Det fremgår også, at tøj langtfra er den største kilde til 2-åriges udsættelse for kemikalier. F.eks. vejer mad og plejeprodukter tungere i regnskabet.
Der er alligevel god grund til at tænke på miljø og sundhed, når vi vælger tekstiler. Fordi vi påvirkes af kemikalier fra mange kilder, kan de tilsammen godt give en effekt. Selve fremstillingen af tekstiler i sig selv belaster miljø og sundhed. Der bruges f.eks. op til 1 kilo kemikalier for hvert kilo tøj, som produceres.
Informationscenter for Miljø & Sundhed har netop udgivet pjecen Ren information om tøj og kemi fra top til tå. Pjecen er gratis og kan bestilles eller downloades på miljoeogsundhed.dk.
Vælg økologiske tekstiler eller kig efter miljømærkerne Svanen og Blomsten
Undgå nyt tøj, som lugter af kemikalier eller dufter af parfume. Duften kan være tilsat for at skjule en lugt af kemikalier
Forrige artikelFiskeolie og sukker – dårlig kombination
Næste artikelSunde olier – fedende eller slankende?