Nyheder

Børst tænder for et sundt hjerte

21. maj 2014

Tandsundhed og hjertesundhed kan være to sider af samme sag. Et nyt studie tyder på, at dårlig mundhygiejne øger risikoen for hjertekarsygdomme.

Det er et amerikansk forskningsprojekt med mus, der har vist en forbindelse mellem bakterier i munden og øget risiko for hjerteproblemer. Studiet er så nyt, at det endnu ikke er blevet udsat for den såkaldte fagfællebedømmelse, der er skridtet før offentliggørelse i et anerkendt tidsskrift.

Bakterier fra tandkødet i hjertet

Man inficerede mus med fire typer bakterier, der er kendt for at skabe tandkødsbetændelse. Da bakterierne havde fundet vej ud i blodbanerne, målte man på de parametre, der er kendt for at øge risikoen for hjertekarsygdomme, såsom kolesterol- og inflammationstal. Det viste sig, at bakterierne fra tandkødet fik disse tal i vejret.

– Vi har en tendens til at holde mundsundhed og kropslig sundhed skarpt adskilt i lægevidenskaben i den vestlige verden. Tandlæger og læger uddannes hver for sig. Munden er indgangen til resten af kroppen, og vores studie er endnu et bidrag til den voksende mængde af studier, der viser en sammenhæng mellem mundsundhed og kropslig sundhed, siger Kesavalu Lakshmyya, der er associeret professor i parodontologi på universitetet i Florida.

Stadig tvivl om forbindelsen

Den amerikanske pendant til Hjerteforeningen, American Heart Association, er dog endnu ikke helt overbevist om sammenhængen. De påpeger, at mange risikofaktorer er de samme ved sygdomme i munden og hjertet. Rygning øger f.eks. risikoen for såvel paradentose og hjertekarsygdomme. Foreningen understreger, at grundig tandbørstning eller brug af tandtråd desværre ikke er nogen garanti mod hjertekarsygdomme.

Forskerne fra universitetet i Florida holder dog fast i, at studiets konklusion viser en mulig sammenhæng. En sammenhæng, der skal følges op af nye studier.

Kilde: huffingtonpost.com

Forrige artikelOtte årsager til ADHD

Næste artikelEr du klar til shorts og sandaler?