Opskrifter

Brændenældesuppe

7. maj 2011

En klassiker, man bare ikke kan komme udenom. Suppen smager rigtig lækkert serveret med blødkogte, røgede æg.

6 personer

  • 1 l brændenældeblade
  • vand og salt
  • 1 dl kyllinge- eller hønsebouillon
  • 1 løg
  • smør eller olie
  • 1 1/2 l kyllinge- eller hønsebouillon
  • 2 laurbærblade
  • 250 g små nye kartofler
  • 250 g små nye gulerødder
  • 1 kvist løvstikke – kan udelades
  • 1 dl grønne ærter
  • 1 lille bundt grønne asparges
  • peber
  • 1 anelse revet muskatnød
  • 1 dl piskefløde – kan udelades
  • 3 store røgede æg eller alm. blødkogte æg i halve
  • evt. ramsløgssalt eller brændenældesalt

Pil brændenældebladene af stilkene og kog dem i en gryde vand tilsat salt i ca. 10 minutter, til de er møre. Sigt vandet fra de kogte blade og skyl godt efter med iskoldt vand. Knug bladene fri for væde. Kom dem i en blender og kør til puré med 1 dl bouillon.

Hak løget fint og svits det i lidt smør eller olie i en gryde, til det er klart og mørt. Kom resten af bouillonen i gryden sammen med laurbærblade, skrabede kartofler og gulerødder og evt. løvstikke. Kog, til urterne er knapt møre, ca. 10 minutter. Skum suppen for evt. urenheder. Tilsæt brændenældepuréen, nybælgede ærter og asparges skåret i mindre stykker, og varm suppen op til kogepunktet. Smag til med friskkværnet peber og muskatnød. Sluk for gryden. Suppen er nu klar til servering.

Tilsæt evt. 1 dl piskefløde og varm suppen op til kogepunktet igen. Server i opvarmede dybe tallerkener med et halvt smilende/røget æg i midten. Drys gerne ægget med ramsløgssalt eller brændenældesalt.

TIP!

Husk langskaftede støvler og handsker, når du plukker brændenælder. Du kan høste brændenælder hele sommeren. Når du klipper bedet ned, skyder planterne hurtigt igen.

 

Fra bogen “Naturens Spisekammer” af Anette Eckmann.

Forrige artikelSvaret ligger lige udenfor i naturen

Næste artikelBoller med skvalderkål