Nyheder

Broccolispirer kan hæmme diabetes

27. juni 2017

Leverens produktion af sukker kan nedsættes med ekstrakt af broccolispirer. Det kan hæmme udviklingen af type 2-diabetes, og metoden bag er en ny måde at opdage lægemidler på.

Svenske forskere fra Lund Universitet har identificeret en antioxidant, der er rigt til stede i broccoli, som værende antidiabetisk. Antioxidanten hedder sulforafan og er tidligere blevet berømmet for sine kræftforebyggende egenskaber.

Ekstrakt fra broccoli

Der er lavet kliniske forsøg med ekstrakt fra broccolispirer. Spirerne indeholder nemlig tyve gange så meget sulforafan som broccoli, så effekten blev mere målbar. Overvægtige type 2-diabetikere drak ekstrakten, der mindskede leverens sukkerproduktion med ti pct.

– Vi er glade for resultatet. Tanken om at lade diabetespatienter spise funktionelle fødevarer frem for medicin er meget tiltalende, siger Anders Rosengren, der er ph.d. og leder af Translational Diabetes Research Group ved Lund Universitets Diabetes Center.

Ifølge Rosengren går det dog ikke an at spise en masse broccoli for at blive af med en diabetesdiagnose. Du skal spise omkring fem kilo broccoli om dagen for at få tilstrækkeligt med sulforafan. Det kræver ekstrakt fra spirerne.

Ny måde at finde lægemidler på

Metoden involverer både en genetisk analyse og en matematisk model, der beregner sandsynligheden for, at et bestemt stof kan modvirke effekten af skadelige gener. Den metode kan givetvis bruges til at finde lægemidler mod andre sygdomme.

– Vi er de første til at finde stoffer på den måde og samtidig vise, at de virker i kliniske forsøg. Vi er også ret sikre på, at vi på samme måde kan finde stoffer, som virker mod andre sygdomme, specielt livsstilssygdomme, siger Anders Rosengren.

Rosengren og hans kolleger ansøger i øjeblikket EU om godkendelse af broccoliekstrakt til behandling af type 2-diabetes.

Kilder (læs mere): Videnskab.dk, Lu.se

Forrige artikelMindfulness og tai chi dæmper inflammation

Næste artikelBivirkninger? Homøopater giver vaccine-ramte nyt håb