Dyrevelfærdsdiskussionen er ikke længere forbeholdt forbrugerne i Irma og Kvickly. Som den første discountkæde vælger den tyske supermarkedsgigant Lidl at højne bevidstheden om dyrevelfærd i kædens 98 butikker.
Det sker ved at fjerne buræggene fra hylderne, og man vil efterfølgende også udfase produkter, hvor der er anvendt buræg. Det gælder for omtrent 35 pct af alle produkter med æg i Lidls sortiment, så der er en del at tage fat på.
– Som virksomhed har vi et ansvar for, at de produkter, vi sælger, bliver produceret under ordentlige forhold. Vi ved, at flere og flere danskere fravælger buræggene, og vi har derfor vurderet, at tiden er inde til, at vi fjerner buræg fra hylderne i Lidl. Samtidig har vi igennem længere tid arbejdet målrettet på at udfase buræg i vores øvrige produkter, så her er vi også godt på vej, siger Lidls administrerende direktør, Finn Tang, i en pressemeddelelse.
Det kan dog også være et udmærket markedsføringstiltag. Tal fra Dyrenes Beskyttelse viser nemlig, at 86 pct. af danskerne deler en holdning om, at fødevareproducenter og detailhandel har et ansvar for, at der er fornuftig dyrevelfærd i de varer, de producerer og sælger.
Udviklingen følges med stor glæde hos Dyrenes Beskyttelse.
– Det er stærkt gået af Lidl. Burhøns har en rigtig dårlig dyrevelfærd. De forhold de lever under strider på alle måder mod deres natur. At Lidl nu tager ansvar og medvirker til at hæve dyrevelfærden, kan vi kun bifalde. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at forbrugerne vil gøre det samme, siger Britta Riis, direktør hos Dyrenes Beskyttelse, til dagbladet Berlingske.
Danskernes glæde ved buræg er for nedadgående, og sådan har det været de sidste fem år. I dag er mere end hvert femte solgte æg økologisk, men andelen af producerede buræg er stadig tæt på 50 pct af den samlede ægproduktion. Det skyldes blandt andet, at store fødevareproducenter gerne aftager de billige buræg.
Billigste alternativ til buræg er som oftest skrabeæg, hvor hønsene er taget ud af burene og i stedet bevæger sig rundt i flokke på 3-10.000 stk. i store stalde. For hver kvadratmeter nettoareal må der højst være ni høns. Det er trods alt lidt mere frihed end de 2000 kvadratcentimeter bur (svarer til en kasse, der er én meter bred og tyve cm dyb), hvor der skal være plads til ti burhøns.
Kilde: B.dk