Chokoladerne og vingummierne må vige pladsen ved den attraktive plads foran kassen i landets Irma-butikker. Her skal appetitlig frugt og grønt som bananer og gulerødder nemlig trækkes frem.
Det har Irma, købmandskæden med butikker i hele hovedstadsområdet og Sjælland, besluttet. Butikskæden går dermed foran i detailhandlens indsats for mere sundhed.
– Vi tror, at vi som detailhandlere først og fremmest kan gøre livet sundere for vore kunder ved at gøre mere velsmagende og spændende sunde varer nemmere tilgængeligt , siger Irmas administrerende direktør Alfred Josephsen, som vil nedprioritere de mest usunde varer ved at fjerne dem fra udgangskasserne.
Stativerne med de noget sundere impulskøb flytter frem til kassekøerne i alle 73 Irma-butikker i løbet af maj måned.
Samtidig med flytningen indfører Irma en kun-et-styk-politik for tilbud på slik, kage og chips. Den betyder, at 3-for-2-tilbud på den type varer forsvinder. Fremover vil der således ikke være penge at spare ved at købe større mænger af de usunde varer.
Irmas initiativ går dermed et skridt videre end den 13-punkts-aftale, detailhandelen netop har indgået med Forbrugerministeren.
Kilde: www.seksomdagen.dk