Opskrifter

Butter chicken – med svampe

En opskrift på butter chicken med svampe fra Maria Engbjergs restaurant. Så lækker, at den var på menukortet i to år under lockdown.

Foto: Maria Engbjerg
18. oktober 2022

En opskrift fra Maria Engbjergs restaurant. Den kom på takeaway-kortet under første lockdown og er leveret i utallige portioner. Den var fast på kortet i to år, og når du smager den, så ved du hvorfor.

Antal portioner: Til 4 personer
Forberedelse: 15 minutter
Tilberedning: 30 minutter

DET SKAL DU BRUGE

  • 500 g kejserhatte
  • 1 løg, finthakket
  • 1 fed hvidløg, fintrevet
  • 1 spsk. garam masala
  • 1 spsk. karry
  • 1 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1⁄2 tsk. stødt ingefær
  • 1⁄2 tsk. gurkemeje
  • 1⁄4 tsk. kanel
  • 1 ds. kokosmælk
  • 1 ds. hakkede tomater
  • 1 spsk. kokosolie til stegning
  • nigellafrø, chili og koriander til pynt
  • Ris og naanbrød til servering

SÅDAN GØR DU

Forvarm ovnen til 200 grader og kom bagepapir på en bageplade.

Rens svampene med et stykke fugtig køkkenrulle. Brug to gafler til at rive stilkene og hætterne i trevler, kom det på bagepladen, og vend det med 1 spsk. af olien, paprika, salt, cayennepeber og hvidløg.

Sæt pladen i ovnen, og lad det bage i 20 minutter, eller indtil svampene er en smule sprøde og brune i kanterne.

Varm en stor gryde op til medium varme. Tilsæt kokosolie, og steg løget mørt her i ca. 5 min.

Tilsæt hvidløg og alle krydderierne, vend det grundigt rundt og lad dem stege med i et minut.

Hæld kokosmælken i og lad det koge et par minutter. Tilsæt hakkede tomater, vend det sammen og lad det så stå og småkoge i 15 min.

Vend til sidst de bagte kejserhatte i og vend dem rundt i saucen.

Server butter chicken drysset med nigellafrø, chili og koriander med ris og naanbrød som tilbehør.

Forrige artikelBoost dit held imod virus

Næste artikelIngen hjælp til kroniske smerter

Carsten Gottlieb

Redaktør