Cecilie Beck: Jeg er lidt af en økoflipper

Vi kender hende som den tjekkede nyhedsvært på TV 2, der stiller skarpe spørgsmål til landets politikere. I fritiden står den på løb og yoga, brune ris, slik uden farvestoffer og masser af samvær med familien.

De store vinduer i Cecilie Becks hus i Vangede ved København vender ud mod baghaven, der ligger våd og indhyllet i en grå farve. Indenfor hersker hyggen med ‘latte’ i glassene fra den fancy espressomaskine og kakaomandler i en skål inden for rækkevidde. For selv om der er slik på bordet, skal det helst være forholdsvis sundt og i hvert fald uden de røde farvestoffer, Cecilie og hendes ene datter ikke kan tåle.

– Jeg kan desværre heller ikke tåle de røde farvestoffer, der er i skaldyr, og det ærgrer mig lidt. Jeg kan godt spise rejer, men engang, jeg var på restaurant, fik jeg hummersuppe, der var kogt på skallerne. Pludselig begyndte mine håndflader at klø, og kløen bredte sig. Dem, jeg var sammen med, spurgte, hvordan det var, jeg så ud? Da jeg kiggede mig selv i spejlet, kunne jeg se, jeg var blevet rød i ansigtet. Jeg tog en taxa, og da jeg kom hjem, lignede jeg en, der var blevet dyppet i kogende vand. Det er faktisk farligt, luftvejene kan lukke, men heldigvis gik det over, uden der skete mere.

Cecilie Beck siger, hendes allergi nok har været årsag til, at hun tænker ekstra meget over, hvad hun indtager, men økologisk havde hun nok købt alligevel.

– Jeg er lidt af en økoflipper, der hellere vil have brune end hvide ris, og jeg elsker bønner og linser, siger hun og tager en kakaomandel.

Vegetar har hun også været. Da hun var 16 år, holdt hun op med at spise kød i en årrække.

– Jeg har altid spist mange grøntsager, også rene grøntsagsmåltider, og ellers fisk og fjerkræ. Der var en periode midt i firserne, hvor samfundsøkonomien var stram, og kødet var af virkelig dårlig kvalitet. Det slog hovedet på sømmet, da jeg under en skiferie i Norge fik serveret femterangs kød, der var helt gråt og sejt. Så droppede jeg kødet en lang periode. Nu spiser jeg kød igen, men det skal være godt og helst øko, det er især vigtigt med svin, siger hun.

Kedelig mad i barndomshjem

Cecilie Beck er vokset op med gymnasielærer-forældre i en lille landsby på Horsens-egnen, og i barndomshjemmet var der også en holdning til madens kvalitet.

– Hjemme fik vi mad grænsende til det kedelige. Jeg elskede at komme på besøg hos kammerater og få birkesfranskbrød med Nutella. I dag bryder jeg mig ikke om det. Jeg syntes, det måtte være paradis at have sodastream-maskine og få lov til at spise og drikke alt det usunde, i dag er jeg glad for, mine forældre holdt fast. Jeg har udviklet en relativ lav tærskel, der betyder, jeg ikke kan fylde mig med særlig meget. Jeg kunne f.eks. aldrig drømme om at spise en pose Matador Mix.

– Slik fik vi kun en gang om ugen, og det var vitterligt kun en gang om ugen. Sådan er det ikke her hjemme, for det kan jeg ikke selv overholde, så hvorfor skulle børnene? Men jeg prøver altid at få dem til kun at spise ting uden farvestoffer og unødvendige tilsætningsstoffer.

I huset bor også Cecilie Becks mand og TV 2-kollega, Rasmus Tantholdt, hendes to døtre, Astrid på 15 og Frida på 11, som hun har sammen med sin eksmand, samt ind i mellem Rasmus’ søn, Emil, der er otte år.

Lige nu er det kun pigerne, der er hjemme. Rasmus Tantholdt er i Mexico for at lave indslag om narkohandel. Syv til ti dage om måneden er han af sted, ofte til krigsramte områder, men Cecilie Beck sidder ikke hjemme og bider negle af den grund.

– Jeg er et menneske med gode nerver. Jeg har f.eks. aldrig haft sikkerhedsnet på trampolinen ude i haven. Jeg tror, det ser mere farligt ud, end det er, uden at forklejne risikoen ved at opholde sig på de steder, Rasmus gør. Det er selvfølgelig risikabelt, men livet er farligt. Jeg er mere bange for at lade mine børn krydse Vangedevej på cykel, end at Rasmus står i en militærlejr omgivet af soldater eller er i Mexico. Han sælger jo ikke narko, han laver bare journalistik om det.

Cecilie Beck har været ansat på TV 2 siden marts 2004 og bruger fem kvarter i tog til og fra arbejde, hvilket ikke generer hende.

– Jeg synes, det er meget dejligt at sidde i det tog. Jeg læser bøger på iPad’en, det er genialt! Hvis man løber tør, henter man bare en ny. Jeg har lige læst en historisk bog om den almindelige berliner under krigen og Jan Guillous seneste, der handler om en familie, som man følger fra 1901 til 11. september 2001. Begge super gode bøger. Og så jublede jeg, da jeg fandt ud af, at den næste Harry Hole af Jo Næsby udkommer i juni! Jeg måtte straks ringe til en veninde og fortælle hende det.

Mental balance kan mangle

42-årige Cecilie Beck har skruet sig ned i et par ålestramme, grønne jeans, og hun har figuren til det. Hver anden dag løber hun eller cykler på den motionscykel, der står i kælderen, og derudover dyrker hun yoga, der begyndte som en nødvendighed, men som hun hurtigt blev glad for.

– Jeg begyndte at løbe, da jeg blev ansat på TV 2 og holdt op med at cykle på arbejde. Men jeg er en skurk til at strække ud, og det kunne jeg på et tidspunkt mærke, især i ryggen. Det er vist ikke så vigtigt at strække ud lige efter løbeturen, bare man får trukket de der fibre lange på et tidspunkt, og det bruger jeg yogaen til.

Selv om Cecilie Beck er glad for at løbe, stiller hun ikke op til et maraton.

– Jeg overvejede det på et tidspunkt, men det er jo ikke sundt. Så skulle det være for den mentale udfordring i det, men den har jeg egentlig ikke brug for.

I det hele er det der med det mentale straks værre, som hun siger.

– Man har jo en idé om, at man burde være “i balance.” Men jeg er i hvert fald ikke altid i balance. Balance er vel, når man på vej fra det ene yderpunkt til det andet rammer midten… Man er der jo bare ikke så lang tid ad gangen. Det er lige som lykke, den opleves også i glimt. Det må være frygteligt at være hyperglad hele tiden, og man skal heller ikke gå og være konstant ked af det, begge dele er ydertilstande. Men livet byder jo på begge dele. Og ro er vigtigt. Ro er en vigtig tilstand at være i ind i mellem for at kunne mærke, hvorvidt man er både glad og næsten lykkelig eller ked af det. Ro er et udtryk for, der ikke er nogen ydre påvirkninger, sådan opfatter jeg det. Tilstanden af ro med sig selv, den flygter alle mennesker fra til tider… Også mig. Men jeg er god til at være alene, jeg er meget social, men jeg kan virkelig også godt lide at være alene. Jeg har en mand, der rejser rimeligt meget og børn, der er blevet for store til at sidde på skødet af mig.

Cecilie Beck ser ikke ud som om, det er en tanke, der huer hende.

– Det piner mig, at der er under ti år til, at begge pigerne er flyttet hjemmefra. Der er en grænse for, hvor længe de er mine, snart er de deres egne. Hvem skal jeg så putte al den omsorg ind i? Hvad skal jeg stille op med al den tid, jeg bruger på at købe ind, smøre madpakker og bage kanelsnegle? Jeg ville aldrig bage kanelsnegle, hvis der ikke kom nogle børn hjem og spiste dem… Der er ikke noget andet, jeg savner at have tid til. Vores børn er jo skilsmissebørn, så vi har noget tid for os selv, og det er fint. Til sommer skal Astrid på efterskole, og selv om det er fantastisk, er det også hårdt. Jeg græd, da vi var på besøg der. Hvis der fandtes en sprøjte, jeg kunne give dem, så de holdt op med at blive ældre, ville jeg gøre det, siger Cecilie og griner lidt ad sig selv.

Primitiv ferie

Når Cecilie Beck holder ferie, sker det helst i hendes families fritidshus i Sverige, hvor der er muldtoilet, ingen rindende vand og intet komfur. En solfanger driver en pumpe, der trækker vand fra en kilde, maden laves over bål eller gasblus, og tiden går med at slappe af og bare være sammen.

– Jeg har haft børnene med i Italien, Spanien og Indien, men der er ikke noget, de hellere vil end at tage på skiferie i Norge eller op til huset i Sverige. Det første døgn uden computere og tv går med at finde sig til rette, men pludselig løber de ude på marken og plukker skovjordbær. Og de har været der siden, de var små, så de kender forholdene.

På køkkenbordet i det store, åbne spisekøkken står både økologisk håndsæbe og opvaskemiddel, så det er ikke kun i forhold til fødevarer, Cecilie køber god kvalitet. Og det er der en årsag til.

– Jeg har allergi over for parfumen og tilsætningsstofferne i en masse produkter. Engang kom jeg til at købe et vaskepulver, hvor der fulgte en smart dåse med. Jeg slog ud over hele kroppen af det. Så kan jeg lære ikke at falde for en smart dåse… Bestemte dufte giver mig hovedpine, og min datter slog ud af en solcreme, en gang vi var på skiferie. Så jeg køber kun parfumer, lavet på æterisk olie, og produkter med korte varedeklarationer.

Cecilie Beck fortæller, at hun også har måttet bede TV 2 om at købe nogle andre makeupprodukter, for hun har prøvet at slå ud omkring øjnene af øjenskyggen, som bliver lagt på hende, inden hun skal på skærmen.

– Hvad cremer angår, er jeg meget rigid. Jeg bruger kun produkter fra Rudolph Care, der er ikke noget fikumdik i. Det er dyrt men godt, og det lugter ikke af noget. Selv om jeg ind i mellem savner at købe noget, der lugter godt, generer det mig egentlig ikke, at jeg har den allergi. Det er jo sådan set sundt, at vi har en mekanisme i kroppen, der fortæller, når man ikke kan tåle det, man putter på huden. Det er bedre, end hvis man gik og nedbrød sig selv uden at opdage det.

 

Om Cecilie Beck

Født: Den 2. oktober 1970

Uddannet journalist 1997

Praktik: EU Kommissionen og Jyllands-Posten

Karriere: Mediemagasinet DR2, Rapporten DR1, Indefra DR2, Nyhederne TV 2, Dags Dato TV 2, Praxis TV 2 og nu Nyhederne igen.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*