Når Chili-Klaus udsætter sine forsøgspersoner for nogle af verdens stærkeste chilifrugter, kan resultatet være ganske underholdende for alle os andre at kigge med på. Hjemme hos os er det i hvert fald en af favoritterne, når der skal grines igennem. Men er det egentlig særlig sundt at spise chili’er, der får folk til at hikke, svede eller kaste op?
Når Chili-Klaus udfordrer skuespillere og tv-værter til at gnaske en stærk chili for kørende kamera, sker det til stor morskab for tilskuerne – i hvert fald er videoerne nogle af de mest populære lige for tiden hos det danske publikum, snart 900.000 har i skrivende stund set Bubber blive overhalet af chilitoget hos Klaus.
Se videoen med Bubber og Chili-Klaus.
Men hvad med de stakkels forsøgspersoner? Er det helt ufarligt at blive udsat for verdens stærkeste chilifrugt i én stor mundfuld?
Først lidt om årsagen til den ubehagelige brænden, som forsøgspersonerne oplever: Chili indeholder en olie ved navn capsaicin, som generer vores slimhinder og følsomme hudområder. Det er derfor, du altid skal vaske hænder, når du har skåret chili ud.
Men der er ikke tale om en syre eller andet skadeligt, så chilien vil ikke ‘brænde’ hul i mavesækken. I de mængder, som vi normalt spiser chili i, er der ingen risiko for at tage skade, heller ikke selvom chilien kan give et voldsomt ubehag.
Læs også: Den udsatte krop – når noget er galt…
Olien er i øvrigt opløseligt i alkohol eller andre fedtstoffer – det er derfor mælk eller f.eks. en alkoholtår kan dæmpe den brændende fornemmelse, mens vand ikke hjælper. Selvom det ser voldsomt ud, når folk bliver udsat for meget stærke chilier, så er der ikke noget, der tyder på, at det er skadeligt. Kroppen reagerer instinktiv, hvis det bliver for stærkt med opkastning, men hvis man ellers er ved godt helbred, skulle det ikke kunne skade på længere sigt.
Når vi spiser chili, sker der flere ting i vores krop: Når det brænder i munden, vil hjernen frigive endorfiner, der minder om morfin – det er de samme ‘lykkestoffer’, der frigives ved motion og kan give os lyst til at motionere igen. Det er derfor, at vi faktisk kan blive lidt afhængige eller have meget lyst til stærk mad, når vi vænner os til den.
Læs også: Motion for humøret
Chili har andre ting tilfælles med motion – vi øger tilførslen af blod til musklerne, øger pulsen og sveder mere. Denne sved vil køle kroppen i et varmt klima, og det kan være forklaringen på, at man i varme lande har mere hang til stærk mad, end vi traditionelt har her nord på.
Der er nu heller ikke noget galt i at blive lidt afhængig af chilier – de indeholder masser af C-vitamin, faktisk 12 gange mere end appelsiner, samt en god portion A-vitamin.
Den reaktion med frigivelse af endorfiner, der udløses i kroppen af chili, er med til at øge vores fedtforbrænding, så det er helt korrekt, hvis du har hørt, at chili kan virke slankende.
Læs også: Januar-slankekur? Du skal bare forbrænde!
Hvis du oven i købet tilfører chili i høje doser i din mad, så kan det give en følelse af øget mæthed. Det kan derfor være en lille ekstra hjælp til at holde den slanke linje, men som en decideret kur kan det ikke anbefales, da man ikke ved helt nok om effekterne på længere sigt.
Endorfinerne gør dig i øvrigt i godt humør, og da det er sundt at grine, kan du roligt tage en runde mere med Chili-Klaus, og uden dårlig samvittighed more dig over hans gæsters kvaler med at spise nogle af verdens stærkeste chilier.
Du kan evt. supplere youtube-kigningen med denne lækre sag: Glutenfri chokoladekage med sorte bønner og chili