Der er mange måder at nedsætte risikoen for hjertekarsygdomme. Men chokoladespisning er en af de mere behagelige.
Det ansete britiske lægetidsskrift, British Medical Journal, har netop publiceret en artikel, der siger, at man muligvis kan reducere sin risiko for hjertekarsygdomme med op mod en tredjedel, hvis man spiser meget chokolade.
Knap 200.000 danskere lider af hjertelidelser, og der er årligt omkring 13.000 dødsfald, der kan relateres til hjertekarsygdomme.
Der er mange råd til at undgå de frygtede sygdomme. Motion og sund kost er de væsentligste og bedst afprøvede. Kolesterolsænkende kost og adfærd er en sikker vej til at minimere risikoen for hjertekarsygdomme. Men chokoladespisning må siges at være en af de mere behagelige forholdsregler.
Forskerne til den netop publicerede undersøgelse understreger dog, at der skal flere undersøgelser til, før man er helt sikre. Der kan jo være andre ukendte årsager til, at mennesker med et højt chokoladeforbrug sjældnere får hjertekarsygdomme. Men indtil videre har man ikke fundet anden forklaring, end at chokoladen gør udslaget. Den nye undersøgelse er baseret på mere en 100.000 deltagere med og uden hjertekarsygdomme.
Tidligere studier har vist, at chokolade har en positiv indflydelse på helbredet, hvilket chokoladens indhold af antioxidanter og anti-inflammatoriske elementer tilskrives. Resultaterne viste, at chokolade kan nedsætte blodtrykket og forbedre sensitiviteten overfor insulin (for lav sensitivitet overfor insulin er tegn på begyndende diabetes).
WHO har forudsagt, at 23,6 millioner mennesker vil dø af hjertesygdomme i 2030, hvis ikke fedmeepidemier og andre sundhedsskadelige tendenser bremses. Men måske kan lidt mere chokolade på kakkelbordene også gøre en forskel. Du skal dog ikke købe Marabou i kilovis; det er den mørke chokolade, der har de sundhedsfremmende kvaliteter. Mælkechokolades indhold af antioxidanter er yderst begrænset. Vælg en chokolade med mindst 70 pct. kakao.