Allergi over for andre?

”Arrh, jeg bliver bare SÅ irriteret!” Hvor ville det være nemt, hvis vi bare kunne gå i hak med alle… men ind i mellem er der bare NOGEN, som man ikke kan med. Så hvad gør du, når du alligevel skal have det til at fungere?

Er der nogen i din omkredskreds, du bare får røde knopper af? Og som du er tvunget til at tilbringe tid med?

Hvad enten det skyldes forskellige holdninger og vaner, eller at I ’konkurrerer’ om samme opmærksomhed eller plads i familien, firmaet osv., så er det nødvendigt at lære at håndtere det! Ellers kan det nemt blive meget anstrengende eller pinligt.

Ud fra tre ’klassiske’ historier, som du sikkert genkender i en eller anden version, vil vi forsøge at finde nogle veje ud af kniben. Læg selv til og træk fra – og forsøg at finde din måde at lære at leve med den eller de personer, du har udviklet en ’allergi’ overfor.  Og du er ikke i tvivl, når det er sådan en situation, du er landet i – irritationen fylder hele din krop, og du kan ikke bare ignorere det. Du er nødt til at kigge på det og ’klø igen’…

1. historie: Dine og mine traditioner…

”Der er travlhed i den lille familie, som selv skal holde jul for første gang. Svigerforældrene er på vej – i god tid inden eftermiddagsgudstjenesten. Anne har besluttet sig for at blive hjemme med den yngste og gøre klar til maden, men hun frygter reaktionen fra svigerforældrene: ”Skal du ikke med i KIRKE! Jamen, vi kan da bare spise lidt senere…” Sandheden er, at Anne ikke har været vant til at gå i kirke, og det stresser hende at have begge børn med, da de ofte bliver ekstra urolige i hinandens selskab. Og der skal jo helst være stille under gudstjenesten …

Anne ved, at hun vil blive presset til at tage med, og bliver irriteret bare ved tanken. Hun har stiltiende fulgt sin mands families vaner, når de var hos dem, men nu er det hendes tur til at sætte rammerne. Men hvordan kan hun få lov til at gøre, som hun vil, uden at ødelægge julestemningen?”

Historien handler især om forventninger – her til, hvordan en ’rigtig’ juleaften skal være. Vores traditioner gør os ind i mellem blinde for fordelene ved andres måder at gøre tingene på, og vi lukker automatisk af for ’det nye element’, hvis vi ikke er opmærksomme på det. I Annes tilfælde er der to ’ærlige’ muligheder:

1) Undgå at forsvare sin beslutning, men blot sige, at det er sådan, hun helst vil have sin juleaften. Ved at være direkte, viser hun sin myndighed og ret til at bestemme for sig selv/i sit eget hjem.

2) Lave en afledningsmanøvre, hvor fokus placeres et andet sted. Her kan det være ved at give svigerforældrene opgaven med at holde det ældste barn ’beskæftiget’ under gudstjenesten med en pose med legetøj.

Målet er IKKE at ty til hvide løgne som f.eks. utilpashed eller gøre et stort nummer ud af, at Anne egentlig ikke bryder sig om at gå i kirke.

2. historie: Konkurrent eller sparringspartner?

”Michael har gennem seks år været afdelingsleder på en større virksomhed, hvor ledelsen har vedtaget udviklingen af en ny produktserie og afdeling. Michael har længe gået og overvejet et nyt ansvarsområde, men har ikke lige fundet den rette anledning, og her er måske en mulighed, selvom den nye afdeling omfatter nogle elementer, som Michael ikke har erfaring med. Ledelsen præsenterer planerne for medarbejderne og fortæller, at de allerede har ’headhuntet’ en ny afdelingsleder fra en anden virksomhed. Den nye medarbejder viser sig at være lidt yngre end Michael, fuld af gode idéer, som ledelsen udtrykker det, og så er det tilmed en kvinde, den første kvindelige afdelingsleder i virksomheden. Michael synes, hun virker LIDT for snakkende og kæk, og kan mærke, at hendes facon inderst inde irriterer ham.”

Historien her handler først og fremmest om manglende selvtillid. Når vi bliver overgået eller overhalet af andre, eller når de tager opmærksomheden fra os, kan frustrationen og misundelsen snige sig ind på os. Det sker hele tiden – blandt søskende, veninder/venner og kolleger. Problemet er dog her, at Michael ikke selv opfatter ledelsens anerkendelse i at ville beholde ham på den post, han bestrider (stabilt og yderst tilfredsstillende).

Michael har to udfordringer:

1) Være åben omkring sine overvejelser og ønsker omkring udviklingen af hans ansættelse og opgaver, også inden han er helt sikker i sin sag.

2) Afgøre med sig selv, om han vil blive ved at ærgre sig over den nye kollegas ’overhaling indenom’, eller om han i stedet skal UDNYTTE situationen til sin fordel! Hvis Michael ser sig selv i øjnene, må han nok indrømme, at han er lidt forsigtig af natur, og her får han faktisk muligheden for at få en sparringspartner, som han som mellemleder reelt har en del fælles interesser med. Hun kan desuden lære ham noget om hhv. det nye produktområde, men også om at turde stikke næsen HELT frem. Rent strategisk kan han jo vælge at stille sig i kø til jobbet – som ’karrierestormeren’ sikkert forlader om 2-3 år, når afdelingen er kørt i gang – eller han kan her og nu tage en beslutning om, at han skal lære så meget som muligt fremover, måske videreuddanne sig, for at være klar, når det rigtige job dukker op – måske endda i en anden virksomhed.

3. historie; Vi er bare SÅ forskellige…

”Lisbeth er inviteret på weekend i forbindelse med sin gode venindes runde fødselsdag – det skal foregå på et feriecenter, hvor de inviterede 12 kvinder skal overnatte i tre lejligheder. Hun ved, at hun skal dele lejlighed med sin gode veninde og to af hendes gamle skolekammerater. Den ene af dem, Susie, har hun mødt før – og Lisbeth frygter gensynet. Sidste gang for en del år siden var på en forlænget weekend til Paris, hvor de tog fem piger af sted. Hun husker Susie som krævende og styrende – hele tiden kom Susie bare til at fylde rigtig meget …”

Historien her kunne handle om såvel konkurrence som forventninger, men her drejer det sig først og fremmest om forskellige personligheder. Lisbeth (eller Susie) har ikke grund til at være jaloux på hinanden i forhold til deres fælles veninde – de har to vidt forskellige forhold til veninden. Og de har egentlig ikke så forskellige forventninger til weekenden – de er begge glade for vin og lækker mad, at være aktive, opleve noget osv. Men de er meget forskellige som mennesker: Lisbeth er nok ret nem og lidt stille, hvis hun skal sige det selv. Hun gider ikke bruge kræfter på konflikter og vælger ofte den nemme løsning i mange af livets forhold. Susie er mere kompleks. Hun udtrykker sine følelser ret direkte og beretter gerne om sine problemer – grænsende til det pinlige, synes Lisbeth. Susie finder sig f.eks. ikke i dårlig betjening og vil altid gerne lige være sikker på, at alle sider af en sag er blevet vendt og den bedste plan eller aftale (for alle!) er fundet. Anstrengende, tænker Lisbeth.

Lisbeth har problemet her – fordi Susie gør af natur det, hun føler er rigtigt. Lisbeth frygter turen, fordi hun ikke er vant til, at nogen tager ansvar (også for andre). Når Susie går direkte i lag med konflikter eller problemer, tager Lisbeth det reelt for tungt – fordi hun ikke er i træning med at tage konfrontationer. Derfor bliver Lisbeth SÅ træt i Susies selskab… Lisbeth har to muligheder:

1) Acceptere forskelligheden! Dvs. lade Susie udleve sin trang til at belyse og håndtere problemer og udfordringer. Det kan ligefrem være til hendes egen fordel, at Susie f.eks. tager kampene og ’ordner’ tingene. Lisbeth behøver ikke tage sig af det, men kan køre sit eget løb, fokusere på noget andet og snakke med nogle andre.

2) Konfrontere Susie (og selv fylde lidt mere)… Dette vil være ret svært for en personlighedstype som Lisbeth, men det kan f.eks. lade sig gøre i det små med lidt humor OG selvindsigt. ”Jeg har godt nok mest lyst til at tage den nemme løsning, hi hi… Skal vi ikke se at komme videre – poolen/baren venter, juhu! Det lyder megahårdt – sådan noget har jeg slet ikke modet eller kræfterne til.”

TIP: Diskutér situationerne med venner/kolleger – det sætter ofte perspektiv på og fremkalder andre relevante eksempler.