Coaching: Det udsatte sind, I følelsernes vold

Glatter du ud? Undgår du situationer, hvor du risikerer at blive vred og aggressiv foran andre? Uanset om du er specielt følsom eller ej, så kan det være sundt at komme lidt i dine følelsers vold.

 

Tårerne triller ned ad kinderne på den lille pige, da moderen siger nej. Hun står som stivnet, men så pludselig, i løbet af få sekunder, er hendes klædelige, næsten smukke tristhed forvandlet til et drama: “Jeg VIL have den Hello Kitty-taske, jeg vil, jeg vil,” råber den 6-årige arrigt, trampende i gulvet.

De omkringstående i boghandelen kigger medlidende på moderen og trækker høfligt væk for at give mor og datter rum til at få løst konflikten. Umiddelbart efter står moderen i køen ved kassen med et anstrengt smil – og med Hello Kitty-tasken og sin pung parat. Hvad gør man ikke for husfredens skyld og for at undgå flere tårer…

Den sunde konflikt

Uden først at skele til, hvilke opdragelsesmetoder man er til eller ikke, så kan det være interessant at spørge sig, hvem der agerer mest hensigtsmæssigt i denne lille historie?

Det umiddelbare svar er (måske), at moderen formår at få ro på situationen og derfor agerer mest hensigtsmæssigt. Men hvis man ser på “sundheden” i de to reaktioner, er det datteren der løber med guldet. Hvorfor? Den mest indlysende årsag er, at hun opnår det, hun vil: Hun får tasken. Den mindre  oplagte, men langt vigtigere årsag, er, at hun viser sine følelser lige der, hvor hun er – både tristheden (over tabet af tasken, som hun allerede har set som hendes), og det efterfølgende raseri, hvor hun sætter sin vilje igennem og viser sin frustration.

Og moderen? Ja, hun er måske den “voksne”, beherskede pragmatiker, der bare skal nå to-tre ærinder mere på denne shoppingtur og ikke orker disse krævende scener. Forståeligt nok, men følelsesmæssigt er der ingen tvivl om, at hun ikke agerer hensigtsmæssigt! Hun pakker sine følelser ned, går (måske)  på kompromis med sine opdragelsesmæssige principper for at skåne sig selv for at blive overbegloet og for at komme hurtigst muligt ud af butikken. Resultatet: Dobbelt flovhed – ikke nok med, at hun ikke har “styr” på sin datters opførsel, men hun giver køb på sin opdragerrolle i situationen.

Selvfølelsen på spil

Hele situationen er gal: Barnet sørger for sig selv og styrer situationen. Moderen undergraver sig selv og sin myndighed. Datterens reaktion er for så vidt uvæsentlig i al sin naturlighed som 6-årig, og fordi hun sikkert med årene vil lære, at det ikke nytter at råbe og trampe i gulvet, når man vil have sin vilje –  om ikke andet så via andre personer, hun møder i sit liv.

Men moderen – som principielt har været gennem sin “prøvetid” (og måske har været lige så impulsiv engang?) – har en meget væsentlig opgave foran sig. For hvordan bevarer man sin selvfølelse, hvis ens følelser er forbudte og pakkes væk – selv i sådan en ligegyldig sammenhæng, hvor hun sandsynligvis aldrig møder disse mennesker i butikken igen? Hvordan lærer man at vise, hvem man er og stå ved det? Ved at vise sine følelser og acceptere dem.

I følelsernes vold

I dette tilfælde er den svage part den, der gemmer sig og er passiv. I situationen reagerer datteren impulsivt og er så at sige “i sine følelsers vold”, forstået som at hun ikke kan styre, hvordan hun viser sine følelser: først er hun trist (acceptabel opførsel) og dernæst rasende (ikke-acceptabel opførsel). Men moderen er i lige så høj grad i sine følelsers vold, blot som det passive offer. Moderens manglende reaktion – det anstrengte smil – viser, hvordan hun lader sig styre af sine følelser i form af behovet for at skjule dem.

Og hvad gør hun så af dem sidenhen? Og hvornår viser hun så sine følelser – altså de grimme af slagsen. Hvornår siger hun nej – og mener det?

Den pæne, stille pige

Når man taler om temperament og temperamentsfulde mennesker, er det ofte i en lidt nedsættende og undskyldende tone, afhængigt af om det er andre eller en selv, det angår: “Jeg må indrømme, at mit temperament ind i mellem render af med mig”. Og?!

Hvorfor ikke bare sige det, som det er: “Jeg blev bare eddike-hamrende-sur!” Javel! Over hvad? Fortæl dog, og få skovlen under det i stedet for at feje det ind under gulvtæppet endnu engang. Du kommer jo til at falde over alle de buler på tæppet en dag, hvis du ikke ser dig for…

Til gengæld kan vi bedre acceptere den klædelige tristhed (deprimerende!), og for den sags skyld den forsigtige udglatten, hvad enten det er den med “der er jo ingen grund til at skændes” eller den humoristiske “halløjsa, der er sørme gang i den”.

Den pæne pige og den søde dreng, som lister omkring på tynde ben for at undgå konflikter, sparer sig måske for mange umiddelbare knubs, men den sarthed eller angst, der ligger bag, giver aldrig stærkere ben at gå på, hvis ikke pænheden bliver udfordret og erstattet af noget mere solidt.

At turde være i sig selv

Der har i den seneste tid i terapikredse været talt meget om, at nogle personer er særligt følsomme (SSP kaldes det). Jeg aner ikke, om det kan “måles”, om man er sådan en person, eller om man kan være genetisk født som sådan. Jeg vil blot være varsom med at benytte sådan en betegnelse – den kan let komme på “afveje” og blive brugt som en undskyldning for at være modtagelig og have evne for at opfange mange vibrationer (en gave!).

Det er uden tvivl anstrengende at have antennerne ude hele tiden, og måske består øvelsen i at turde slukke for dem og “bare” være i sig selv i stedet. Det at være følsom handler i mine øjne også om at være bange for at miste kontrollen, og derfor vil jeg til enhver tid fraråde “diagnostiske” betegnelser, som risikerer at stemple og fastholde en letpåvirkelig person i en bestemt rolle og selvforståelse. Øvelsen for personen med det følsomme og udsatte sind består i at bevæge sig væk fra det passive, stationære og modtagende til det aktive, foranderlige og agerende, altså væk fra offerrollen og ud af følelsernes fangenskab.

Slip kontrollen og tag den igen

Jeg har bl.a. mødt mange mennesker i min praksis, som har været nervøse for at færdes i større forsamlinger, blandt nye mennesker eller i konfliktramte miljøer, f.eks. i et dårligt arbejdsmiljø. Nogle af fællestrækkene er, at deres tanker sjældent handler om dem selv, men om hvad andre tænker og gør. De reagerer følelsesmæssigt, som om de har ejerskabet over/ansvaret for, at situationen kommer “under kontrol” – som i moderens eksempel. Det at tingene “retter sig” går hen og bliver det primære, i stedet for at koncentrere sig om at sørge for sig selv – som datteren gjorde. Måske handler det “at være i følelsernes vold” på den gode måde, aktivt og med nærvær i sig selv, eller i virkeligheden om lige så stille at lade andre have deres dagsordener i fred og så turde koncentrere sig om sine egne.

På den måde bliver der måske overskud til at vise sin egen personlighed og sine egne følelser – stille og roligt i starten – og i den sidste ende opnå en reel kontrol i form af rummelighed/ærlighed over for sig selv og ejerskab/myndighed over sin egen situation og sine egne reaktioner.