Sind

Har vi helt mistet meningen?

27. juni 2022

– om den politiske motivation, der forsvandt …
Samtidigt med, at rigtig mange af os har fået mere og flere materielle goder, er der også blevet længere mellem de store protestaktioner. Er vi virkelig blevet os selv nok?

 

Er du klar til at kæmpe for en sag, der handler om samfund, miljø og retfærdighed? Eller ligger dit fokus og din energi mest i kampen for gode forbrugerforhold – den billigste forsikring, den bedste service, gode håndværkergarantier? At dømme efter de utallige “forbrugerprogrammer” lader det til, at det står skidt til med den politiske motivation: indignationen!

Er håbet helt ude for os? Gennem de sidste tre årtier har der ikke været megen politisk indignation og handlekraft at spore, men hvor blæste vreden og forargelsen over  samfundsmæssige uretfærdigheder egentlig hen? Og vender den nogensinde tilbage?

Bod Dylan og kibbutz-lejre

Bob Dylans store hit Blowin’ in the Wind fra 1961 handlede bl.a. om at se uretfærdigheden og handle på den: “..how many times can a man turn his head, pretending he just  doesn’t see?”

De fleste danskere i dag er “velorienterede” om det politiske landskab, men den politiske handlekraft – aktionen – den hørte tresserne og halvfjerdserne til, f.eks.  fredsbevægelsen mod Vietnam-krigen – “Make love, not war” – eller miljøforkæmpere som f.eks. “Atomkraft – Nej tak”, eller World Wildlife Foundation (Verdensnaturfonden).

Jeg tilhører den generation, der som ung har gået med de gule smiley-badges for “Atomkraft – Nej tak” og som barn var med i Pandaklubben, som var Verdensnaturfondens  tilbud til børn om at støtte sagen til beskyttelse af de truede dyrearter. Jeg husker en tid, hvor jeg og mine venner tog i kibbutz for at udleve den kollektive socioøkonomiske drøm og for egen regning og uden løn tog ud i verden med Mellemfolkeligt Samvirke – om så bare i sommerferien – for at gøre et konkret stykke udviklingsarbejde, der kunne  ses og mærkes. Vi troede på en sag, og vi gjorde noget.

Fra aktiv til velorienteret

Selv om de fleste også dengang primært bidrog med medlemskaber og støttekroner, så var der i forhold til i dag dog langt flere folk, som “gik på gaden”, når de var utilfredse. Til illustration af forskellen benytter fagforeningerne i dag fratræk i strejkelønnen til at motivere deres medlemmer til at være aktive, når strejkevåbnet en sjælden gang skal støves  af i forbindelse med arbejdsmarkedets overenskomstforhandlinger.

I dag kan vi tilsyneladende bedst forholde os til det, der foregår på skærmen, hvor vi kan blive siddende i sofaen og sms’e 1-2-300 kr. ind til “et godt formål”, eller tilbud, hvor du kan købe aflad gennem “autentiske” postkort eller fadderbreve på børn fra tredjeverdenslandene.

I dag er det en begivenhed, hvis en gruppe borgere i København samler brugt legetøj ind til børn i Rumænien, eller hvis en ung kvinde sælger sin bil for at tage til Afrika og hjælpe de sultende børn – det giver 10 minutter i prime time, hvor vi alle kan sidde og kigge med!

Tordenskjolds soldater

Men er vi så alle sammen nogle indifferente ignoranter?! Ignoranter, nej – vi VED rigtig meget om miljøkatastrofer i turistområderne, mistænkelige mikrolån og “genbrug” af forældede medicinlagre. Indifferente, nej ikke på papiret. Vi går gerne til stemmeurnerne, på vejen mellem arbejde og Brugsen. Men helt ærligt er langt de fleste af os ret ligeglade! Det gør reelt ikke den store forskel for vores nattesøvn, om børnene i Afrika vokser op som forældreløse pga. aids-epidemier, og vi ligger ikke og vender os, fordi indiske børn får helbredet ødelagt pga. 12 timers dagligt arbejde med f.eks. at producere brugskunst til Vesten.

Der er dog nogle få, der holder fanen højt, som stadig finder den der indre glød til at kæmpe for en sag. Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, hvis historie går tilbage til 1961, dukker til stadighed op på gaderne i form af unge ihærdige – dog ofte lønnede – “facere” (kampagnemedarbejdere). Greenpeace fanger også jævnligt mediernes bevågenhed med sin “civile ulydighed”. Organisationen blev etableret i begyndelsen af 70’erne, oprindeligt som en græsrodsbevægelse mod atomkraft. I dag er det en stor, professionel miljøorganisation, som kæmper for fred og et miljø i økologisk balance, og frem for alt er den kendt af de fleste. Græsrødderne er blevet veletablerede, men ånden bag er dog intakt.

Det sorte hul i paradis

Tressernes vilje til at investere sig selv – ikke blot sine lommepenge – er en sjældenhed i dag, men nogle få mennesker oplever stadig en nødvendighed i at være politisk aktive. Hvad er motivationen bag? Tilfredsstillelsen ved at ændre på samfundet – næppe, fordi det tager rigtig lang tid at få et konkret miljøproblem eller en truet dyreart bragt op på den politiske dagsorden. Der er ufatteligt langt fra aktioner mod hvalfangerbåde eller politiske fangelejre til f.eks. EUs eller FNs bonede gulve. MEN midt i dyrkelsen af materiel bekvemmelighed er der dog opstået et vakuum – en tomhed, som vi i første omgang forsøger at dække med sms-donationer og fadderskaber.

Meningen med livet baner vejen

Vi kan ikke komme uden om, at jagten på den større mening med tilværelsen omsider er gået ind. Overalt bliver det mere tydeligt, at et meningsfyldt liv ikke kun findes i den materielle og økonomiske tryghed. Den fornyede interesse for det spirituelle tager umiddelbart udgangspunkt i en selvcentreret søgen efter mening, men dagsordenen er begyndt at rykke sig, for med det spirituelle bevæger vi os i retning af de essentielle værdier uden for os selv: Troen på det gode, medmenneskelighed, mangfoldighed, værdighed, retfærdighed … Så lad os håbe, at vi meget snart igen får trangen til at kæmpe for en sag – uden for os selv – og at den politiske vagthund igen vil vise tænder. At vi igen vil tage sociale og politiske uretfærdigheder personligt – og handle på vores indignation.

Forrige artikelDiabetes øger risikoen for demens

Næste artikelHelbredende mad