Førstehåndsindtryk: Er du “pæn” eller ærlig?

Man er ikke i tvivl, når man møder en person, der hviler i sig selv. På overfladen er påklædning og håndtryk måske ’i orden’, men det er den udefinerbare ingrediens – selvværdet – der virkelig gør indtryk, når vi møder et andet menneske. Og spørgsmålet er, om der findes en opskrift på det?

Igennem de seneste år er der rullet en bølge ind over landskabet, ikke mindst hos jobkonsulenter og lignende godtfolk: Det handler om at gøre et godt førstehåndsindtryk. Dvs. virke åben/interesseret og være afslappet. I arbejdsmæssig henseende er der næsten gået inflation i ”passende påklædning”, ”det faste håndtryk” og ”det direkte blik”. Derudover skal man forsøge at være smilende og ikke ”lukke af” med korslagte arme o.lign.

Der er efterhånden formuleret en slags ’opskrift’ på, hvordan man virker attraktiv som person. Bag førstehåndsintrykket skal man naturligvis være velorienteret og have de tilstrækkelige ”ressourcer”, men bevidstheden om vigtigheden af ”facaden” er stadig stigende. ”Det er de første 30 sekunder, der tæller mest,” er der endda nogen, der påstår.

Selv i private sammenhænge gælder disse regler: Det er altid en fordel at vide, hvem, der er hvem, til en stor fest, eller være god til at “tale med alle”, hvis selskabet er meget sammensat, eller man bare er ny.

 

At være ”pæn” er en fordel (?)

Det giver god mening at have nogle gode vaner, når man skal sælge sig selv – hvad enten det er til jobsamtale hos en potentiel ny arbejdsgiver, til møde med den nuværende chef om nye ansvarsområder eller til besøg hos svigerfamilien. Det handler om, at der ikke decideret står noget i vejen for det gode førstehåndsindtryk.

MEN jeg vil nu gerne advare mod den meget beregnende tilgang til et første møde! For hvad så med det andet og det tredje møde? Kan du holde stilen? Ønsker du at holde stilen?

Ofte lærer vi fra barnsben at være pæne og tænke mere på det indtryk, vi gør, end hvem vi i virkeligheden er, og hvad vi reelt ønsker. Problemet er, at vi på sigt let kommer til at skuffe, overraske eller ligefrem skræmme modparten. Og måske skuffe os selv…

 

Selvtillidens fokus: andre kan lide dig

Ind i mellem møder vi et menneske, som vi godt kan mærke gør sig for meget umage – altså anstrenger sig for meget for at gøre et godt indtryk eller være vellidt. På overfladen er selvtilliden i top – påklædning, status og jargon er på plads. Selv nogen af dem, som vi beundrer for deres mod til at fremlægge deres synspunkter eller stå op og holde tale, kan – trods deres rutinerede og elegante fremtræden – vippe over til den side, hvor vi inderst inde godt ved, at der er noget bagved, som ikke stemmer overens.

F.eks. hos tidligere statsministre, berømte skuespillere eller musikere o.lign. fornemmer vi, at – selv om de måske gør et nummer ud af deres særlige, ’skæve’ eller provokerende egenskaber – så er der noget, der mangler eller er skjult. Netop det, at de gør et nummer ud af deres person – spiller en rolle – viser, at personens fokus er, at andre kan lide vedkommende – mere end at personen får vist sin personlighed med alle dens andre facetter.

 

Selvværd – du står ved dig selv

De personer, der virkelig gør indtryk, er dem, der ikke er optaget af, om slipset sidder lige, om alle forstår eller accepterer vedkommende, eller hvilke fordele de opnår ved deres optræden. Her virker personligheden ægte.

Ofte er det de mest ”krøllede” eller ”strittende” personer, som får os til at mærke os selv og overveje, hvor vi selv står – fordi vi tydeligt mærker, hvor de står. En person med et sundt selvværd – et godt fundament, som jeg plejer at kalde det – står netop ved sig selv, og derfor kommer det ikke til at handle om FØRSTEHÅNDS-indtrykket – men det indtryk, der varer på lang sigt. Denne ærlighed er dyrebar, fordi her får vi lov til at se personen i sin helhed.

Selvværdet og personligheden står i disse tilfælde forrest, mens selvtilliden ofte er mindre synlig eller endda skrøbelig. Faktisk sker det ikke sjældent, at jeg i min praksis møder personer, som har erkendt deres egne vaner og ’krinkelkroge’, og måske i årevis har forsøgt at skjule deres ”upraktiske” personlighed! Hvilket paradoks! Det er jo langt lettere at opøve og etablere selvtillid end at bygge en hel personlighed op!

 

Ærlighed efter opskrift?

Hvad med os, der fokuserer meget på andres opfattelse af os og forfølger deres anerkendelse? Eller os, der måske har personligheden på plads, men har svært ved at leve med den i praksis? Hvordan kan vi lære at være mere ærlige og mindre pæne, så at sige?

Uden at skelne mellem selvtillid og selvværd vil en afbalanceret person med et godt fundament kræve, at vi kender os selv OG derfor står ved og tør vise vores personlighed. Meget kort fortalt handler det om tre punkter, vi skal arbejde med:

–      Hvem er jeg (i virkeligheden)? Hvad er mine egne holdninger og ønsker?

–      Hvad vil jeg opnå med min adfærd? På kort sigt og på lang sigt?

–      Hvordan vil jeg gerne huskes af mine nærmeste (ikke ”alle de andre”)?

Ærlighed betyder ikke, at vi aldrig kan spille en rolle – for at at opnå noget, der er vigtigt for os. Det afgørende er, at vi ved, at vi spiller en rolle – og at vi kan holde op med det igen, når vi vil.

Selvværd kan ikke erhverves på opskrift, men hvis vi vedholdende forsøger at være ærlige over for os selv – og dermed også (oftest) over for vores omverden – så vil vi en dag opdage, at vi ikke er optaget af, hvilket førstehåndsindtryk vi gør.