Nyheder

CT-scanninger gør børn kræftsyge

12. juni 2013

Det er velkendt, at røntgen er kræftfremkaldende. Nu har et amerikansk studie sat tal på børns risiko for at få kræft senere i livet, hvis de er blevet CT-scannet.

I modsætning til ultralyd eller MR-scanninger efterlader CT-scanningen lægen med et tre-dimensionelt billede af det, der skal undersøges. Man bruger bl.a. CT-scanninger til indre blødninger, knoglebrud, indvortes svulster, hjerneskader m.v.

Børn CT-scannes hyppigere end før

CT-scanninger er et område i fremdrift. I nogle lande er denne type scanning øget med op mod 20 pct, hvilket blandt andet skyldes, at flere børn kommer ind i scanneren end før. Tidligere var det vanskeligt at CT-scanne børn, fordi de skulle ligge stille meget længe, men i dag er teknikken blevet så god, at en CT-scanning er væsentlig hurtigere overstået. Derfor kan CT-scanneren typisk tages i brug, når børn og unge fra eksempelvis trafikulykker skal undersøges hurtigt for indre kvæstelser.

CT-scanninger kan give besparelser

Selvom en CT-scanner er dyr i drift og anskaffelse, rummer den også et økonomisk potentiale for sundhedsvæsenet. Hvert år indlægges f.eks. omkring 10.000 danskere for mistanke om hjernerystelse. Før blev de liggende til observation i op mod tre dage, men med CT-scannerens mellemkomst kan man lave en scanning og sende dem hjem, hvis alt ser normalt ud. En rapport bestilt af Sundhedsstyrelsen fra 2008 anbefaler, at op mod 75 pct af sådanne patienter over seks år scannes, fordi risikoen ved scanning angiveligt ikke er højere end ved observation.

Tre års baggrundsstråling

Det langsigtede perspektiv ser dog ikke så uskyldigt ud: Under CT-scanningen udsættes patienten kortvarigt for en røntgen-påvirkning, der er mange gange højere end dosen ved en almindelig røntgenundersøgelse. Ved en CT-scanning udsættes kroppen for stråling, der svarer til tre års naturlig baggrundsstråling (den strålingspåvirkning, vi alle udsættes for i naturen).

Færre kræfttilfælde hvis overflødige CT-scanninger stoppes

Det er statistikere fra US Davis Health Systems afdeling for offentlig sundhedsvidenskab i Californien, der har regnet på kræftrisikoen, når børn udsættes for CT-scanninger. Undersøgelsen konkluderer, at hvis børn ikke udsættes for unødige CT-scanninger, kan man reducere deres risiko for at få beslægtede kræftformer senere i livet med hele 62 pct.

CT-scanninger kan udføres med forskellig røntgen-intensitet, og forskerne kom frem til, at hvis man reducerede røntgendosen i de 25 pct af scanningerne, der havde den højeste intensitet, kunne man forebygge omkring 43 pct af de forventede kræfttilfælde.

Op mod 5000 børn vil få kræft af røntgen-påvirkningen

Baggrunden for undersøgelsen er alvorlig. Forskerne fandt frem til, at ud af fire millioner årlige CT-scanninger udført på børn, vil 4900 få en kræftform, der kan relateres til CT-scanningen, senere i livet.

Det svarer meget godt til den statistik, vi bruger herhjemme. Her regner man med, at et sted mellem én ud af 1000 og én ud af 10.000 vil få kræft som følge af en CT-scanning. Denne statistik gælder dog for alle aldersgrupper samlet, og da kræftrisikoen er større hos børn, passer de amerikanske tal fint med den danske opfattelse af røntgenens farer.

Brug din kritiske sans

Det har ikke været muligt for naturli.dk at finde frem til hyppigheden af CT-scanninger på børn herhjemme, men Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at børn fortrinsvis ultralyds- eller MR-scannes pga. kræftrisikoen og risikoen for at svække barnets intellektuelle udvikling.

Så brug din kritiske sans, hvis en læge vil have dit barn i en CT-scanner. Vurdér om fordelene er større end risikoen. Det lader til, at hospitalerne i USA bruger CT-scanninger i flæng for at opnå hurtighed og effektivitet, så det er jo ikke helt utænkeligt, at dårlige, amerikanske vaner med tiden vinder større indpas på danske hospitaler. For der er givetvis penge at spare, og man kan ikke se konsekvenserne af kræftrisikoen her og nu.

Kilder: MedicineNet.com, cancer.dk, sundhedslex.dk, Sundhedsstyrelsen.dk

Forrige artikelNinka-Bernadette Mauritson: Jeg er en stenalderdame

Næste artikelKobber mod stafylokokker