Nyheder

Cutting overhaler spiseforstyrrelse

27. juni 2022

Flere danske unge skærer i sig selv, fordi de er syge i sjælen. Cutting er ligeså udbredt som spisevægring og smitter, advarer chefpsykolog Bo Møhl.

»Alle andre kan jo, er du dum i hovedet eller hvad? Mislykket, mislykket, mislykket! Det er, hvad du er!«

Sådan beskriver 22-årige Sofia Åkerman de følelser, som prompte fik hende til at gå ud på toilettet og fikse et barberblad op af bukselommen, for derefter at skære tre snit i armen. Bagefter kunne hun for en stund få fred fra de indre dæmoner, der altid var på vagt over for hendes svaghedstegn. Fænomenet kaldes cutting.

Svenske Sofia Åkerman er ikke alene med sin sygdom. Hver tiende pige i Sverige skærer med jævne mellemrum sig selv. Herhjemme har cirka fem pct. af pigerne tyet til cutting, når smerten bobler indeni. Sammen med spiseforstyrrelse deler cutting pladsen som den hyppigst sindsrelaterede sygdom hos unge.

Chefpsykolog Bo Møhl, ved psykiatrisk klinik på Rigshospitalet, har netop udgivet sin bog »At skære smerten bort«. Han forventer, at flere unge vil blive grebet af de selvdestruktive afstraffelsesmetoder.

»Tallet er steget eksplosivt de sidste fem år. Det er en vanskelig størrelse at have med at gøre, fordi særligt de unge piger inspirerer hinanden,« siger Bo Møhl og forklarer:

»De syge unge gør det ikke for at påvirke andre. Men når andre unge ser klassens seje pige med blod ned ad armene, aktiverer det stærke følelser som afmagt, vrede og angst hos vidnet. Det kan få nogle til at følge trop,« uddyber chefpsykologen.

Svenske Sofia Åkerman har viklet sig ud af sygdommens fangarme, men hun husker, at det var lettest at få opmærksomhed, når man skar i sig selv.

»Da jeg var indlagt på psykiatrisk afdeling, blev jeg fortalt, at jeg skulle snakke mig ud af smerten. Men en anden pige fik al opmærksomheden, fordi hun skar sig i armen, og så måtte jeg jo gøre noget, der var værre for at få opmærksomhed,« erindrer Sofia Åkerman.

I dag hjælper Sofia Åkerman ved hjælp af sin hjemmeside andre piger til at komme ud af sygdommen. Den vigtigste medicin er omsorg, konkluderer hun.

Kilde: Berlingske

Forrige artikelEr din hverdag en fest?

Næste artikelMænd med brystkræft