Nyheder

Cykling giver sundere vaner

21. april 2015

Cykl på arbejde, og du starter en sneboldeffekt af sunde vaner. Det viser en britisk undersøgelse.

Den evindelige fokus på vigtigheden af motion kan godt give stress. For du ved jo godt, at du burde dyrke motion mindst ret gange om ugen, du burde også spise sundere, du burde komme tidligere i seng, du burde måske stoppe med at ryge, og du burde …

Hvad du bør – eller hvad du burde – bliver en stressfaktor, men du kan måske komme et stykke af vejen, hvis du begynder at cykle lidt mere. Det viser den britiske undersøgelse ”Cycling 10:10”, hvor man har adspurgt 10.000 cykel-pendlere om cykelvaner og sundhed.

Cykling betød mindre tobak og alkohol

Undersøgelsen viste, at tilvalget af cyklen som transportform havde en række sundhedsfordele ud over den motion, cykeltransporten i sig selv giver.

En tredjedel af deltagerne i undersøgelsen svarede, at de var begyndt at drikke mindre alkohol, halvdelen var begyndt at spise sundere, og en femtedel havde skruet ned for tobaksforbruget, efter de var begyndt at cykle.

Cykling gav bedre humør

Men der var andre fordele ved at vælge cyklen frem for bil eller offentlige transportmidler. Der var også en klar forbindelse mellem cykling, stressniveau og sygefravær.

Omtrent halvdelen af cykel-pendlerne følte sig mindre stressede på jobbet, efter de var begyndt at cykle, og knap halvdelen følte sig i bedre humør. 42 pct. havde færre sygedage.

– Det er interessant, at cykling ser ud til at påvirke en generel sund livsstil, også hvad angår røg, druk og mad. Det er sådan, at når man bliver mere optaget af sin sundhed på et område, kan det godt påvirke andre områder. Hvis man for eksempel begynder på et intenst træningsprogram, bliver man mere opmærksom på, hvad man spiser. Det kan også virke helt forkert at ryge, når man samtidig motionerer meget, siger Bente Klarlund, der er professor på Rigshospitalet og sundhedsforsker, til b.dk.

Det er blevet mere populært at cykle

Cyklens popularitet er i øvrigt i stigning. Ifølge tal fra Vejdirektoratet cyklede vi mere i 2014 end året før. Stigningen har været konstant siden 2009, og Dansk Cyklist Forbund fremhæver den femårige cykelpulje, hvor der blev sat ekstra millioner af til blandt andet at gavne infrastrukturen for cyklisterne, som årsag.

I 2014 cyklede danskerne samlet 3,1 milliard kilometer, og det er en fremgang på syv pct. i forhold til året før.

Kilder: b.dk, cyklistforbundet.dk

Forrige artikelSkinketoast

Næste artikelKlimaforandringer forlænger pollensæson