Jeg er så glad for min cykel, jeg kommer hurtigt langt omkring. Sangen er som cyklen blevet folkeeje. Og der er mange gode grunde til at vælge pedalkraft.
Motion og bevægelse er ikke altid en naturlig del af hverdagen. Det handler i stigende grad om at træffe bevidste personlige valg. Cyklen indgår i kostkompasset, hvor det illustrerer rådet om mindst en halv times daglig fysisk aktivitet for voksne og mindst én time for børn. Det er ingen tilfældighed. Danskerne er flittige til at hoppe på cyklen og valget af transportform til og fra skole eller arbejde er måske lige præcis det, der gør forskellen i en travl hverdag. Cykler en voksen person i moderat tempo i én time forbrændes der ca. 2.000 kJ. Med et dagligt energibehov på rundt regnet 10.000 kJ for en voksen har transportvaner stor betydning for den daglige motion og sundheden. Cyklen kører med på den grønne bølge Den grønne bølge er ikke længere kun forbeholdt biler. Den har også indfundet sig på cykelstierne. Samtidig er cyklen på mange måder et konkurrencedygtigt transportmiddel. Hvis bilkørsel erstattes med cykling begrænses fx støj- og luftforurening og CO2-udslip. Ikke noget ringe argument i året hvor Danmark er vært for FN’s årlige klimakonference. Cyklen er dog ikke alene en sund og miljøvenlig transportform. Den er også langt billigere i drift end de firhjulede alternativer og ikke nødvendigvis langsommere. Vi cykler til arbejde Det er stadig muligt at tilmelde sig kampagnen ”Vi cykler til arbejde”. Kampagnen arrangeres af Dansk Cyklist Forbund i samarbejde med Dansk Firmaidrætsforbund og kører fra den 4.-31. maj 2009. Sidste år havde kampagnen mere end 94.000 deltagere.