Nyheder

D-vitamin beskytter bedre end influenza-vacciner

Foto: Adobe Stock
8. oktober 2018

Sidste år kunne forskere konkludere, at ugentlige vitamin D-tilskud er en både sikker og naturlig måde at beskytte mod luftvejsinfektioner, og at virkningen faktisk er bedre end influenza-vacciner.  

Danmark har været velsignet med en af de bedste somre i mands minde. Solen har bagt over landet fra maj til august, og vi skulle ikke langt ind i sommersæsonen, før vi havde overgået hele sidste års antal af meteorologiske sommerdage.

Strandene har været brugt som fælles legepladser for børn med badevinger og voksne, der med bøger og solhat har kunnet dandere dagene væk i det fine sand. Huden blev brun, håret bleget under de varme stråler, og vi er blevet tanket godt op med D-vitamin.

Men nu står solen lavere, gemmer sig bag skyer, og står senere op og forsvinder tidligere bag horisonten, netop som vi faktisk har særligt meget brug for den D-vitamin, solen kan give os. Vi overvejer influenza-vacciner, men måske skal vi bare tankes op?

D-vitamin passer på dig

Sidste år kunne et hold af forskere konkludere i en meta-analyse, at D-vitaminet er en både sikker og meget naturlig måde at holde luftvejsinfektioner for døren.

Der deltog knap 11.000 personer i varierende alder og fra forskellige lande i undersøgelsen, for at sikre et solidt datagrundlag. Forskerne fandt også blandt andet af den grund, at der var tilstrækkeligt grundlag for med sikkerhed at kunne give et definitivt svar på vitaminets beskyttende effekt. Noget, der tidligere har hersket en del tvivl omkring.

Studiet viste, at deltagerne med det laveste indhold af D-vitamin i kroppen havde de største effekter af at tage et tilskud. Med ugentlige eller daglige tilskud kunne deltagerne, der havde under 25 nmol/D-vitamin i blodet, halvere risikoen for akutte luftvejsinfektioner.

Personer med et højt indhold i blodet fik også nedsat deres risiko ved tilskud, men kun med 10 procent. Samlet set var beskyttelsen med vitamintilskud bedre, end den beskyttelse influenza-vacciner kan give.

Booster immunforsvaret

Hvordan hænger det så sammen at et vitamin, der i høj grad kommer fra solen, kan beskytte luftvejene? En af de ting, D-vitamin og dets nedbrydningsprodukter sørger for, er at stimulere en cellerenselses-proces kaldet autofagi. Den proces har indflydelse på infektioner i luftvejene.

Vitaminet booster også mængden af antimikrobielle peptider i lungerne. antimikrobielle peptider er en del af vores medfødte immunforsvar, og virker som en form for naturligt antibiotika, som ødelægger mikroorganismernes membran.

Det er altså en kombination af flere faktorer, der gør, at D-vitamin er et særdeles godt tilskud til at beskytte mod efterårets og vinterens mange sygdomme – forkølelse, influenza, ondt i halsen – som influenza-vacciner langt fra altid beskytter mod. Der florerer en bred vifte af potentielle sygdomme i de grå måneder, som alle kan lænke os til sengen.

Hvad gør man, når solen er væk?

Vi kan som bekendt få D-vitamin fra solen, men det er på vores del af kloden kun fra maj til august, at solen står højt nok, til at vi kan danne vitaminet.

D-vitamin som tilskud anbefales i form af det naturlige D3-vitamin, som gerne skal indtages sammen med fedtstoffer, da det er fedtopløseligt. Det er der taget højde for i nogle tilskud, hvor man får det som små perler med olie, der hjælper med optagelsen.

Heldigvis bliver de fleste efterårssygdomme ikke alvorlige. De er milde og går over af sig selv. Men globalt er akutte luftvejsinfektioner en væsentlig årsag til både sygdom og dødsfald, og harmløse forkølelser kan føre til mere alvorlige sygdomme som lungebetændelse.

Det er altså en god ide give kroppen de bedste betingelser for at holde sig sund og rask.

Forrige artikelDårlige kredsløb koster helbred og liv

Næste artikelRygestop-guide for brændeovne