Nyheder

D-vitamin beskytter mod hudkræft

Et studie fra Finland mere end antyder, at D-vitamin reducerer risikoen for hudkræft. Et tilskud er vigtigt – især i vinter- og forårsmånederne.

Foto: Shutterstock
1. juni 2023

Et studie fra Finland mere end antyder, at D-vitamin reducerer risikoen for hudkræft. Et tilskud er vigtigt – især i vinter- og forårsmånederne. 

Du danner D-vitamin, når du solbader. Men hvis du solbader for længe, øger du risikoen for hudkræft. Til gengæld beskytter D-vitamin dig mod hudkræft. Det kan umiddelbart lyde lidt selvmodsigende. Det er det nu ikke.  

Det er University of Eastern Finland og Kuopio Universitetshospital som for nylig har offentliggjort en undersøgelse vedrørende D-vitamins effekt på risikoen for hudkræft. Det er sket i “Melanoma Research”, der er et internationalt anerkendt tidsskrift for videnskabelige studier. 

Knap 500 deltog i undersøgelse af D-vitamin

Undersøgelsen, hvis fulde navn er “Færre tilfælde af melanom (hudkræft) blandt mennesker, der tager D-vitamintilskud”, har tiltrukket sig stor opmærksomhed verden over. 

I den finske undersøgelse deltog 498 personer mellem 21 og 79 år: 253 mænd og 245 kvinder. Forsøgspersonerne, som havde en øget risiko for hudkræft, fik deres helbredshistorie kortlagt. Derefter blev de opdelt i tre grupper baseret på deres brug af D-vitamintilskud: Ingen brug, lejlighedsvis brug eller regelmæssig brug. 

Resultaterne af undersøgelsen viser, at regelmæssigt indtag af D-vitamintilskud er forbundet med færre tilfælde af hudkræft sammenlignet med dem, der slet ikke tog D-vitamintilskud. 

D-vitamin har en vigtig effekt på kræftceller 

Hudlæge Amra Osmancevic, der selv har forsket i D-vitamin som en effektiv behandling af psoriasis, mener, at det finske studie ikke kun er vigtigt for at fremhæve mulighederne for at forebygge kræftrisikoen, men også fordi studiet fremhæver D-vitamin som vigtigt for vores helbred generelt. 

– D-vitamin er egentlig ikke et almindeligt vitamin. Det hedder et vitamin, fordi vi kan få det gennem kosten. Men faktisk er det et hormon, der produceres i vores hud ved hjælp af soleksponering eller anden UVB-stråling, siger Amra Osmancevic. 

D-vitamin er vigtigt for knoglerne

Det fedtopløselige hormon er med til at regulere kroppens calcium- og fosfatbalance. De bedste fødevarer til at få det gennem kosten er fisk, såsom laks, sild og makrel, men også kød og æg samt særlige fødevarer, der er beriget med D-vitamin. 

— Det har længe været kendt, at D-vitamin er godt for knoglesundheden, for at opretholde calciumbalancen. Det lille molekyle er en puslespilsbrik i den store mosaik, som vi skal bruge for at optimere vores helbred, og det påvirker også vores celler, siger Amra Osmancevic. 

Et tilskud på 10 mikrogram D-vitamin om dagen er et anbefalet minimumsniveau for voksne, hvis man ikke tilhører en risikogruppe. Ældre mennesker og personer i risikogrupper, såsom overvægtige, bør tage en dobbelt dosis. Altså 20 mikrogram hver dag. For overvægtige er der risiko for, at D-vitaminet lagres i fedtvævet, og så har hele kroppen ikke gavn af det. 

Du kan tage ti gange dosis uden risiko, som American Institute of Medicine og European Food Safety Authority har konkluderet. Men det skal tilføjes, at det ikke vides, om der er nogen fordele ved høje niveauer af D-vitamin. Det er bedst at holde sig til de anbefalede doser. 

Det er nok at følge den foreskrevne dosis for at se gevinster vedrørende immunsystemet og skelettet. Ifølge Amra Osmancevic skal den finske undersøgelse af D-vitamins betydning for hudkræft, som viser, at regelmæssig oral indtagelse af D-vitamin forårsager færre kræfttilfælde, følges op af flere undersøgelser, der afklarer årsagssammenhængen. 

Fakta om D-vitamin 

Der er to forskellige former for D-vitamin: 

Vitamin D3 dannes i vores hud, når vi er i solen. Det findes også i kosten, hovedsageligt i fisk, kød og æg og i fødevarer, der er beriget. 

Vitamin D2 findes i svampe og i fødevarer, der er beriget. 

Forrige artikelNorge forbyder energidrikke til unge

Næste artikelBliver du 100 år? Find svaret i tarmen

Thomas la Cour

Journalist