Daglig tynd mave hos 4-årig

Min søn på 4 år døjer med tynd mave type 6 til 7 nærmest daglig. Han skyder det ud med et ordenlig bluf, og inden han skal på toilet, får han ondt i maven.

Den sidste måned har det været helt galt: toiletbesøg 2-3 x dagligt, og det går ham på, især også i børnehaven, hvorfor han for det meste bare gynger.

Han spiser havregryn med lidt chokopops på til morgenmad.

Så har han en gulerod med og en skive peberfrugt. Et æble, en appelsin, 2 stykker kernebrød med pålæg på. Nogle gange har han et franskbrød med lidt havrefras. Han spiser ikke det hele, men næsten. Her den sidste stykke tid har han ikke haft appetit, han spiser dog lidt og drikker også.

Han er i børnehave fra kl. 7-15.45.

Han er blevet undersøgt for intolerans, allergier og afføringsprøve – intet viser noget.

Men der må være noget galt. Er det kosten? Spiser han for meget frugt? Får han for meget fiber? Han er 104 cm høj og vejer lige knap 16 kilo.

Han er ellers en frisk dreng, men er blevet langsom, og jeg kan mærke, at han er mærket af at skulle på toilettet hele tiden.

Han er god til at nå at komme på toilet, men nogle gange render der bare vand ud, og det kan han jo ikke holde.

Kærlig hilsen

Moren

 


 

Mange tak for din mail. Hvor er det godt, at du holder fast i, at der må være noget galt. For selvfølgelig skal din søn ikke gå rundt med konstant tynd mave.

Fordøjelsen har så stor betydning for hele vores sundhed og trivsel. Det er rigtig godt, at I har fået ham undersøgt for allergier, intolerancer osv. Det er bare desværre sådan, at man ikke måler alle former for fødevare-reaktioner i en traditionel blodprøve.

Vores immunforsvar reagere på mange forskellige måder. Der findes antistoffer, som hedder IgE. Det er dem, man måler, når man tjekker for en traditionel allergi. Men kroppen kan også reagere med andre typer antistoffer f.eks. IgG.

Men dem tjekker man ikke for i det traditionelle system.

Og der er også andre måder, som kroppen kan reagere på, hvis der er fødevarer, som den ikke tåler så godt. Så den bedste måde at finde ud af, om der er noget, som din søn ikke tåler, er at udelukke det fra kosten i en periode.

I princippet kan det være alt muligt, der giver problemerne. Men der er nogle fødevarer, som oftere giver problemer end andre. Så jeg vil foreslå, at I starter med en periode helt uden mælkeprodukter. Det vil sige alt mælk, ost, smør, yoghurt, fløde og mad, der indeholder: vallepulver, laktosepulver og mælkepulver.

I er nødt til at være 100 % konsekvente. Det er ikke nok bare at fjerne drikkemælken.

Det kan godt føles ret uoverskueligt i starten, men det bliver hurtigt nemmere, når I vender jer til det.

Som alternativer kan I bruge risdrik, havredrik, sojadrik, soja-yoghurt, soja-fløde.

Husk dog, at drenge ikke skal drikke alt for meget sojamælk, da det indeholder nogle østrogen (det kvindelige lønshormon)-lignende stoffer. I det hele taget skal man ikke bare skifte ½ liter komælk om dagen ud med ½ liter plantemælk. Men brug det der, hvor du ellers bruger komælk i madlavning og på havregrynene.

Plantemælk indeholder ikke de samme vitaminer og mineraler som komælk. Så sørg for at give en god børne-multivitamin og et kalk/magnesium tilskud samt ekstra D-vitamin.

Samtidig vil jeg kraftigt anbefale jer at give jeres søn probiotika! Probiotika er mælkesyrebakterier – ligesom dem, man kan tage for at forebygge dårlig mave, når man skal ud at rejse.

Tarmsystemet er afhængig af at være fyldt med de rigtige typer af bakterier for at fungere ordentligt. Der findes mange forskellige stammer af bakterier, og nogle er specielt vigtige for børn.

Derfor vil jeg anbefale et produkt specielt til børn som f.eks. Udo´s probiotika Infant blend 0-5 år. Det købes i en helsekost butik eller på internettet. 

Prøv en periode uden komælk på 4 uger. Og prøv så at give en lille smule komælk igen og hold godt øje med eventuelle reaktioner. De kan komme 3-72 timer efter indtagelsen.

Måske bliver det sådan, at jeres søn godt kan tåle en lille smule komælk engang imellem – eller ost, eller yoghurt. Men at han ikke skal have det hver dag.

Hvis i slet ingen effekt har ved at udelukke komælk, så vil det næste være at forsøge 4 uger helt uden gluten. Også selvom han er tjekket for cøliaki (glutenallergi). Igen gælder det, ligesom med komælk, at blodprøver ikke viser alt.

De bedste ønsker til hele familien.

Med kærlig hilsen

Anette Opstrup

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*