Nyheder

Danmark skal være foregangsland for insektproduktion

5. december 2016

Danske forskere vil etablere en industriel produktion af insekter til menneskeføde og dyrefoder for at løse nogle af klodens problemer, når det kommer til miljø, klima og antibiotikaresistens.

Et sprødt stykke bacon eller en saftig bøf kan få mundvandet til at løbe hos de fleste. Men kødproduktionen har store omkostninger for miljø og klima, og vi kan ikke fortsætte vores kødvaner, hvis vi skal brødføde hele kloden.

Det er årsagen til, at insekter som mad er kommet mere og mere på tale de seneste år. Men selvom vi er blevet meget bevidste om nødvendigheden af at skifte vores proteinkilder ud, så finder du sjældent de seksbenede dyr nede i dit lokale supermarked.

Det vil forskere bag forskningsprojektet inVALUABLE lave om på. Målet er at etablere en industriel produktion af insekter til menneskeføde og dyrefoder og gøre Danmark til foregangsland for insektproduktion.

 

Kan måske erstatte antibiotika

Det bliver primært meleorme, der indgår i projektet. De er både gode proteinkilder, og så kan de fodres med madaffald, slagteraffald eller gødning. På den måde kan restprodukter blive udnyttet, i stedet for at producere nyt foder, som man gør til kødproduktion.

Forskerne vil bruge grise som modeller for mennesker, når de skal undersøge ormenes virkning på fordøjelsen. Derudover skal forskerne undersøge, hvordan melormene påvirker smågrises sundhed og vækst. Håbet er, at ormene kan erstatte antibiotika og fremme dyrs sundhed i husdyrproduktion.

– Vi har en formodning om, at insekter indeholder stoffer, der kan gavne immunsystemet. Og derfor håber vi, at vi kan opdage nogle egenskaber, der gør, at vi ved at bruge insekter i foder kan mindske brugen af antibiotika i svineproduktionen, forklarer Jan Værum Nørgaard til au.dk. Han er lektor ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet og står bag projektet sammen med forskere fra blandt andet Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DTU Fødevareinstituttet.

 

Frysetørrede insekter til brød

Som det ser ud nu, er det primært i Asien, at der er et marked for insekter. Derfor er den store opgave for forskerne bag inVALUABLE at danne et grundlag for en større efterspørgsel på insekter i Danmark.

Det er dog allerede muligt at skaffe insekter i danske specialbutikker og på flere websites. Du kan for eksempel købe spiselige insekter på dininsektbutik.dk. Her kan du bl.a. købe dem i en frysetørret model, der kan males til mel og bruges i brød eller kager, så de glider lidt nemmere ned.

Har du lyst til at give dig i kast med den bæredygtige proteinkilde, men har lidt svært ved at se, hvordan orme og små seksbenede kræ skal blive en del af dine måltider? Så kan du finde masser af inspiration på bloggen buglady.dk.

 

 

 

 

Kilder: au.dk

 

 

Forrige artikelLuksus under træet?

Næste artikelHver tredje unge kvinde tager antibiotika