Omega-3 er vigtigt for sundheden. Men måske får du en lidt dårlig smag i munden, når du sætter tænderne i en fisk. Flere bestande er alvorligt truede, og EU-kvoter for næste år kan skubbe yderligere til den tendens. Heldigvis er der måder at dække kroppens behov med nogenlunde god samvittighed.
Vi har nok alle hørt anbefalingen om at spise fisk – gerne fed fisk – minimum to gange om ugen. Men det kan måske være forbundet med en del ambivalens at gøre i praksis, når vi gang på gang hører om pressede fiskebestande og rovdrift på havmiljøet.
For der bliver fisket på livet løs. Eller i hvert fald til en grad, hvor flere fiskebestande herhjemme er under pres. Det gælder eksempelvis torsken i Nordsøen og ålebestanden. Derfor retter Danmarks Naturfredningsforening også kritik mod de nye fiskekvoter for 2022, som netop er blevet besluttet i EU.
Kritikken går blandt andet på, at der gives tilladelse til at fiske 11 procent flere torsk i Nordsøen, end det Internationale Havundersøgelses Råd (ICES) anbefaler. Havpolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Cathrine Pedersen Schirmer, forklarer, at det er uholdbart, når kvoten sættes så meget over, hvad eksperter vurderer, bestanden kan holde til.
– Nordsøtorsken er enormt presset, og når den overfiskes, er der risiko for, at bestanden på et tidspunkt kollapser. At fastsætte kvoten betydeligt over forskernes anbefaling er uansvarligt og betyder, at torsken fortsat bliver overfisket, siger hun.
[relateredehistorier]
Hun forholder sig desuden kritisk til den tilladte bifangst på torsk i Kattegat, som også er en del af beslutningen. Her har politikerne nemlig givet lov til, at man som led i andet fiskeri, lovligt må fange 97 ton torsk som bifangst, hvilket heller ikke er i tråd med anbefalingerne. Som om det ikke var nok, er EU’s fiskeriministre heller ikke blevet enige om et stop for ålefangst.
Ålen er kritisk truet, og Danmarks Naturfredningsforening mener, at den burde være totalfredet.
– ICES’ rådgivning for fiskeri efter ålen er klar: Nul fangst både for det rekreative fritidsfiskeri og for det kommercielle erhvervsfiskeri. Alligevel giver fiskeriministrene nu grønt lys til at fortsætte et fiskeri, der er stærkt kritisabelt, understreger Cathrine Pedersen Schirmer.
I lyset af de tal – og den generelle debat om overfiskeri – er det ikke mærkeligt, hvis nogle føler et behov for at afholde sig fra at spise fisk. Men det åbner op for et helt andet problem. For fisk er en god kilde til omega-3 fedtsyrer, som er så vigtige for vores sundhed.
Omega-3 spiller både en vigtig direkte og indirekte rolle for vores krop. For det første er fedtsyren vigtig for mange ting, som eksempelvis syn og hjerne, men et indtag af omega-3 er også afgørende for fedtsyrebalancen.
Der skal nemlig gerne være et passende forhold mellem omega-3 og omega-6 i kroppen, og fordi omega-6 findes i så mange fødevarer i dag, risikerer balancen nemt at tippe, hvilket kan føre til øget inflammation. En måde at undgå det er ved at skrue op for omega-3 – og gerne skære ned på omega-6 hvis muligt.
Fisk er altså en måde at skabe omega-harmoni i kroppen. Og selvom det kan virke besnærende i et bæredygtighedsperspektiv at vinke fisken farvel, er det altså ikke den kropsligt bedste løsning. Heldigvis er der også måder, man kan spise fisk og give kroppen omega-3 med samvittigheden nogenlunde i behold.
Man kan blandt andet gå efter bæredygtigt fiskeri. Det er markeret på fisk med et ASC- eller MSC-mærke. Mærkningerne kan også findes på fiskeolier. Men netop i forhold til fiskeolier er der også andre spændende veje at afsøge. For der bliver i dag udviklet en masse forskellige produkter, som både skal sikre en god kvalitet og renhed, men som også er smarte i lyset af overfiskeri. Et godt eksempel på det er olie fra alger.
Udvalgte alger har nemlig et højt indhold af de gode fedtsyrer EPA og DHA, som også er det, man skal kigge efter i en almindelig fiskeolie. Det gør algerne velegnede som et omega-3 tilskud, uden at olien har bidraget til overfiskeri. Algeolien kan desuden spises eller drikkes af vegetarer og veganere, da alger betegnes som planter.