Danskernes levealder er på vej op. Hvis de nye rygeregler bliver overholdt, kan vi vinde endnu flere leveår.
En undersøgelse fra de industrialiserede landes samarbejdsorganisation OECD viser, at danskernes middellevetid er steget med fire måneder. Forskere siger dog, at nyheden skal tages med en gran salt, da tendensen helst skal holde et år, før man kan konkludere noget ud af tallene. På grund af den nye rygelov, der trådte i kraft 15. august, kan vi i Danmark se frem til yderligere forbedringer i danskernes levetid. Opgørelser fra bl.a. Irland, USA og Storbritannien viser, at skrappe rygeregler har en næsten øjeblikkelig effekt på levealderen, skriver Dagens Medicin. I 1970 var gennemsnitslevealderen for en dansker var 73 år og det placerede os blandt de seks bedste lande i den vestlige verden. Men i begyndelsen af 2000 lå Danmark på et sidsteplads ved siden af Portugal i gennemsnitslevetid. Nu kan danskerne igen se frem til at blive ældre. De seneste år har Danmark nærmet sig de øvrige industrialiserede lande og OECD's nye sundhedsstatistik viser, at kun Portugal og Tyskland har haft en bedre fremgang fra 2004 til 2005. De fleste andre lande, blandt andet Sverige, har haft mindre fremgang end Danmark. Torben Jørgensen, Forskningscenter for Forebyggelse er ikke overrasket over udviklingen. Han siger til Dagens Medicin: – Når man som Danmark har været ret ekstremt placeret i udviklingen i middellevetid, så vil tendensen gå mod midten, og det ser vi også hos lande som Portugal og Tyskland, der har været bagud. Det er sværere for de lande, der ligger højest, at blive ved med at opnå samme vækst. Torben Jørgensen siger videre, at nye tal fra USA, Irland og Storbritannien viser, at hyppigheden af blodpropper er faldet efter indførelse af totalt rygeforbud i offentlige bygninger: – I USA har man registreret et fald i antallet af blodpropper på 25-30 pct. efter forbuddet, og i Irland og Storbritannien ligger tallet på 15 pct. Det er sket kun et år, efter at man har indført rygereglerne. Kilde: Berlingske
Forrige artikelForskere: Mere sex giver bedre sæd
Næste artikelResistente bakterier dræbte 19.000 amerikanere i 2005