Danskerne er vilde med alternativ behandling. Næsten hver fjerde har brugt en eller flere former for alternativ behandling inden for det seneste år, og knap halvdelen af befolkningen har været til alternativ behandling på et eller andet tidspunkt.
Det er langt flere end for 20 år siden, hvor kun en tiendedel af befolkningen havde været til alternativ behandling. Tallene stammer fra Statens Institut for Folkesundheds undersøgelse fra 2005 af danskernes sundhed og sygelighed og viser, at stigningen gælder både mænd og kvinder og blandt alle uddannelsesgrupper. Størst er stigningen dog blandt de, der har den længste uddannelse. Massage har størst fremgang Det er især inden for massage, osteopati, der stimulerer kroppens egne helbredelsesmekanismer, og andre behandlingsformer, hvor behandleren manipulerer med led, muskler og sener i kroppen, at stigningen har været størst. Derefter følger zoneterapi og akupunktur. Undersøgelsen viser også, at kvinder er mere optaget af alternativ behandling end mænd og oftere benytter sig af en eller anden form for behandling. Desuden er det oftest mennesker mellem 25 og 65 år, der går til alternative behandlere, og de bor overvejende i Hovedstaden, på Sjælland eller i Sønderjylland. Kilde: Jyllands-Posten