Nyheder

Danskerne får for meget koffein

9. juni 2015

Kaffe i afmålte doser kan være godt for helbredet, men drikker du for meget, har det den modsatte effekt. Omkring 33 pct. af danskerne får for meget koffein.

Koffein findes primært i te, kaffe, cola og energidrikke, og ifølge EU’s autoritet for fødevaresikkerhed, EFSA, bør vi ikke få mere end 400 mg koffein om dagen. Den grænse menes 33 pct. af danskerne at overskride.

Dermed er danskerne den befolkning i EU, der får mest koffein. Det viser en rapport fra EFSA.

På andenpladsen følger Holland, hvor 17,6 pct. af befolkningen får mere end de 400 mg dagligt, og Tyskland på tredjepladsen med 14,5 pct, der overskrider anbefalingen.

Energidrikke er en stor synder

Det er dog næppe kaffen alene, der bærer skylden for det høje koffeinindtag i Danmark. Energidrikkene er meget populære, og hver gang, du drikker energidrik får du koffein svarende til en kop kaffe.

– Hvis en teenager drikker en kop kaffe, en cola og to eller tre Redbull hver dag, har man hurtigt overskredet grænsen, siger en talsmand fra EFSA, der af uvisse grunde ønsker at være anonym, til det britiske dagblad Telegraph.

Omtrent hver tredje voksne deltager i EFSAs undersøgelse erklærede sig for regelmæssig forbruger af energidrikke som Redbull – og tolv pct. af dem svarede, at de drak energidrikke fire eller fem dage om ugen.

Anderledes så det ud blandt de ti-18-årige respondenter, hvor hele 68 pct. kaldte sig for regelmæssige forbrugere, og 12 pct. svarede, de havde et stort forbrug af energidrikke.

Koffeinniveauet i energidrikke varierer fra mærke til mærke og kan ligge mellem 70 og 400 mg pr. liter.

For meget koffein kan påvirke hjertet

Det er ikke helt klart, hvilke sundhedsrisici, et for højt koffeinindhold indebærer på længere sigt. Men især gravide og børn bør passe på med indtaget.

Undersøgelser viser, at den primære risiko ved for meget koffein er problemer som hjertebanken, forhøjet blodtryk, opkastning, kramper og i ekstreme tilfælde dødelige hjertesvigt. Og forskerne lægger særligt vægt på, at koffein har en dokumenteret negativ effekt på børn og unge.

Hvis du får for meget kaffe i dagligdagen, kan du vælge koffeinfri kaffe i ny og næ – eller te, der normalt har mindre end halvt så meget koffein pr. kop.

Kilde: telegraph.co.uk

Forrige artikelAmning gør barnet klogere

Næste artikelMælk – du selv kan lave