Nyheder

Danskerne klar til at ændre livsstil

7. februar 2008

På mindre end to år har danskerne genemført 768.276 såkaldte forebyggelseskonsultationer med deres praktiserende læger, hvor de får råd om, hvordan de kan leve sundere.

Danskerne vil leve længere og sundere. Årtiers velmenende oplysningskampagner begynder nu langt om længe at blive omsat til praktisk virkelighed for hundredetusinder af danskere, der nu for alvor synes parate til at droppe cigaretterne, spise sundt og motionere mere. På mindre end to år har danskerne gennemført i alt 768.276 såkaldte forebyggelseskonsultationer med deres praktiserende læger, hvor der er fokus på deres livsstil og mulighederne for helt at undgå sygdom eller leve et længere, sundere liv med kroniske sygdomme som f.eks. diabetes. Det fremgår af tal fra de praktiserende lægers organisation (PLO), der har opgjort antallet af forebyggelseskonsultationer, efter at ordningen blev introduceret i en overenskomst mellem PLO og regionerne i foråret 2006. »Emnet forebyggelse er blevet sat massivt på dagsordenen mellem danskerne og deres læger. Tilsyneladende er danskerne blevet mere opmærksomme på, at de skal passe på sig selv,« siger formanden for de praktiserende læger Michael Dupont. De nye tal kommer samtidig med, at regeringen har nedsat en forebyggelseskommission, der skal komme med forslag til, hvordan danskernes gennemsnitlige levetid kan blive forlænget med tre år i løbet af de næste ti år. Det er målet, selv om antallet af danskere med kroniske lidelser på det nærmste er eksploderet gennem de senere år. F.eks. er antallet af sukkersygepatienter fordoblet på bare ti år, og mere end 300.000 danskere lider af en hjertekarsygdom, som kan være udløst af en usund levevis. »Det er alle tiders, at både den enkelte dansker og de praktiserende læger har taget muligheden for en forebyggelseskonsultation til sig. Det er vigtigt, ikke mindst fordi konsultationen er målrettet dem, der har størst behov for det. Skal vi nå regeringens ambitiøse mål, skal forebyggelsesarbejdet styrkes, og her er jeg slet ikke i tvivl om, at en samtale med lægen om rygning, kost, motion og så videre er et af de redskaber, vi skal holde fast i,« siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K). Kilde: Berlingske

Forrige artikelKognitiv adfærdsterapi hjælper mod børns mavesmerter

Næste artikelLight-sodavand øger risiko for sukkersyge

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.