Nyheder

Danskerne på jagt efter fællesskab

14. december 2006

Flere vælger at slå rødderne sammen i bofællesskab. Bondesamfundet lever endnu.

På en mark i Albertslund vil Danmarks formentlig største bofællesskab stå klart om halvandet år. 53 familier flytter sammen i en moderne udgave af landsby­fællesskabet, hvor der er plads til både at være sig selv og til at være sammen med naboerne. Flere lignende fælles­skaber er på vej landet over. Det er der en god grund til, mener fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen fra Instituttet for Fremtidsforskning. »Vi har brugt årtier på at vriste os fri af fællesskabet. Nu søger vi tilbage. Vi har haft travlt med at prioritere bolig, uddannelse og karriere og har glemt venner og familie. Nu er det gået op for os, at det ikke er nok,« siger hun til metroXpress. Bofællesskaberne bliver dog næppe en massetendens. »Men man kan se tendensen på andre måder. Fødevareindustrien sælger sine varer med reklamer, der handler om fællesskab i 50'er-versionen. Internettet er også blevet så populært, fordi det giver os mulighed for at holde kontakt,« mener hun. Professor Birte Siim, der forsker i fællesskab og individualitet på Aalborg Universitet, er enig. »Det gamle bondesamfund er her endnu. Det tager bare nye former. Vi forbinder ofte fællesskab med 70'ernes store massebevægelser, men i dag er det mere åbne netværk, der får os til at engagere os, og tendensen er stigende, lige- som der lige nu også er en tendens til, at vi gerne vil dyrke fællesskaber med andre, der ikke ligner os. Og det er nyt,« siger hun. »Vi er med i frivilligt arbejde som aldrig før, unge dyrker venner og familie, ældre flytter i bofællesskaber og gifter sig i stigende grad. Vi vil stadig gerne være os selv – men ikke os selv nok,« siger Birte Siim. Kilde: metroXpress

Forrige artikelSpanierne kvitter tobakken efter forbud

Næste artikelFarlig ske trækkes tilbage

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.