Mad

Dårlig mad i sportshallerne er en skandale…

25. september 2009

Det er blot tre år siden, at Camilla Martin slog den sidste smash i gulvet og lagde badmintonketsjeren på hylden, men meget har forandret sig for den blonde Århus-pige. Hun er dog ikke forsvundet fra rampelyset.

Først blev hun vært på den højt profilerede Radio 2, og efter at have født sit og manden, Lars Nygaards, første barn, sønnen Lucas, for godt halvandet år siden, startede hun i efteråret som vært på TV3's sportsprogram Onside.

Camilla, med det blide ydre, og den ofte skarpe tunge, er tilbage i fokus. I en ny og anderledes rolle, men stadig den samme ærlighed, som altid har kendetegnet hende.

Vi møder Camilla hjemme i villaen i Holte, nord for København, som i et par år har dannet rammen om hendes nye liv. Et liv som mor og som hustru. Noget af en omvæltning fra den egocentriske tilværelse som idrætsstjerne i verdensklasse.

Camilla Martin lever i dag et familieliv som de fleste andre. Lucas går i vuggestue, både mor og far har travle jobs, og der står to biler i carporten, for ellers kan hverdagen ikke hænge sammen.

Her er samtalekøkken med legekrog, der er fladskærm i stuen og en nyanlagt solterrasse i hele husets længde.

Camilla Martin ligner sig selv fra dengang, man næsten altid kunne se hende i korte bukser. Det samme lyse, glatte hår. Det samme smil og den samme glødende entusiasme. Alt sammen blot modnet en smule og iført jeans og sweater.

Dårlig taber

Hun savner ikke sporten, siger hun, så man tror på hende. Faktisk har hun erkendt, at hendes temperament ikke er til hygge-fjer, og derfor er ketsjerne lagt helt væk. Trods pres fra forskellige sider har hun ikke planlagt et halvhjertet comeback til den danske elitedivision eller for den sags skyld til Old Girls badminton med veninderne.

– Jeg duer simpelthen ikke til det, siger hun, og fortæller om hendes seneste omgang med ketsjer og fjer. Det var til noget så afslappet som en badmintonturnering med kollegerne inden julefrokosten på TV3.

– Vil du tro det, men jeg begyndte sgu at skabe mig! De sad ude bagved og skreg af grin af mig og sagde, at jeg sandelig da ikke havde mistet mit temperament. Jeg tænkte bare: 'Nu må du tage dig sammen – de kan ikke ramme bolden, vi skal bare hygge os og have det sjov og så skaber du dig.' Det var jo pinligt, siger hun med et bredt selvironisk smil.

– Sådan har jeg det desværre med alt spil. Jeg kan ikke spille ludo uden at blive hysterisk, hvis jeg ikke vinder. Jeg har sagt til Lars, at han ikke skal foreslå, at vi skal spille noget, når vi er sammen med vennerne, for så må de spille alene. Jeg kan ikke være med. Det går mig lidt på, at jeg ikke kan hygge mig med det, og så er det faktisk irriterende, siger hun.

Det er tydeligt for enhver, at Camilla ikke bare har ladet 'stå til', siden hun stoppede sin aktive idrætskarriere. Hun er stadig slank og i glimrende fysisk form. I stedet for at spille badminton, som før i tiden, så løber hun. Og går lidt i fitness center, for kroppen skal holdes ved lige, mener hun.

– I begyndelsen var det lidt on-off, det med at løbe. For da jeg stoppede som aktiv, havde jeg alle mulige undskyldninger for ikke at gøre en skid, og jeg tror ikke, at jeg tog mere end højst to kilo på, så det gjorde ikke rigtigt noget. Men så blev jeg gravid, og så kunne jeg pludselig mærke, at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg spiste jo både pålægschokolade og trøffler, og jeg tror, at jeg tog…

Og så nærmest hvisker hun:

– 20 kilo på… Og det kan man jo fand'me ikke komme af med igen. Jo, JEG kan, men det er kun fordi, jeg er så stædig, siger hun.

Prisen for topidræt

Det, med blot at løbe for at holde figuren og formen ved lige, viste sig at være et større problem for Camilla end først antaget. Ikke så snart havde hun fået snøret løbeskoene, før hun syntes, det gik for langsomt.

– For mit vedkommende skulle jeg jo kun løbe for motionens skyld. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg ikke skulle til et OL eller et VM, men det var svært i starten bare at tage det roligt. Det var svært at acceptere, at tingene er, som de er. Så jeg kiggede på uret og tænkte, at det går sgu' for langsomt det her, og så satte jeg tempoet op med det resultat, at jeg blev øm i hele kroppen, og så gider man jo ikke.

– Nu har jeg fundet et passende leje og fundet nogle ruter i området, hvor det er rart at løbe. Og jeg går lidt i det lokale fitness center. Desværre har jeg en rigtigt dårlig ryg. Det havde jeg allerede de sidste fem år, jeg spillede, men det er ikke ligefrem blevet bedre af at slæbe rundt på Lucas og ligge og lege med ham på gulvet, så jeg har genoptaget noget Pilates-træning, som jeg også allerede var i gang med, inden jeg stoppede. Vi vil gerne have barn nummer to, og det tror jeg simpelthen ikke, at ryggen kan klare, hvis ikke jeg gør noget for at stabilisere den, siger Camilla.

Hun er helt på det rene med, at en dårlig ryg er den pris, man betaler for al den benhårde træning og de mange kampe som international topatlet, og alligevel betragter hun sig selv som heldig.

– Der er dem, der har det meget værre. Se bare håndboldpigen Aanne Dorte Tanderup, som har haft fem knæskader, og slet ikke er i stand til at spille bold med sine børn. Så galt er det heldigvis ikke for mig.

Et nyt liv

Camilla Martin har oplevet overgangen fra eliteidrætskvinde til mor med fuldtidsarbejde som en stor omvæltning, men hun er lykkelig for sit nye liv. Hun var nået dertil, hvor det slet ikke var sjovt at være ”badmintonspilleren Camilla Martin”

– Overgangen er en stor omvæltning, men den kom gradvist. Lars overlappede og var med til at ændre mit liv. Han kendte ganske vist til idrætsverdenen, men han kom fra en anden branche. Og mødet med ham var anderledes. Jeg syntes jo, at han var en rigtig mand. Tidligere havde jeg haft sportsfolk som kærester, men her kom en mand, der havde læst økonomi på universitetet, og med ham kom nogle andre ting, jeg kunne læne mig op af, og som var med til at flytte mit fokus i den sidste tid som aktiv spiller. Så blev vi gift og fik hus – i første omgang tænkte jeg 'åh nej, ud af byen', og 'der sker ikke en skid i Holte', men med barn er det jo helt fantastisk. At have en have. Og naboer, der også har børn på samme alder. Og de søde store piger nede ad vejen, som synes, det er sødt at lege med små drenge. Og naboens søde piger, der gerne vil være babysitter. Det er helt ideelt.

– Så blev jeg gravid og fik Lucas. Alt sammen skete på kort tid. Fra jeg stoppede i oktober 2004 og til Lucas blev født i juni 2006. Der skete sindssygt meget i mit liv i den periode. Og jeg vidste jo ikke, om jeg var klar til alt det. Men det var fantastisk. Jeg kunne ganske enkelt ikke holde Camilla Martin navnet ud mere, kunne ikke holde den verden ud mere. Jeg kunne ikke holde ud at stå op og skulle til træning. Jeg havde fået nok af det hele, så for mig var det at stoppe karrieren og starte et helt nyt liv egentlig blot at få ro.

Junkfood og sport

Som tv-vært er Camilla dog stadig i tæt kontakt med sporten, og hun er ikke bange for at blande sig i debatten. For eksempel er hun forarget over al den junkfood, der stadig serveres til børn og unge i landets idrætshaller. Det er ikke så længe siden, at jeg blev ringet op og spurgt om emnet af en avis, og jeg troede, det var løgn, at forholdene stadig er, som dengang jeg var barn og nærmest boede i en idrætshal. Jeg må blankt erkende, at jeg også voksede op med fritter og cola og den slags, men det er da en katastrofe, at det stadig er sådan. Jeg er forarget over, at det ikke har ændret sig. Helt seriøst. Det handler om folkesundhed, og de skal da lade være at sidde inde på Christiansborg og tale om fedme, og at der skal gøres noget ved problemet, når de ikke selv tager et initiativ.

– Politikerne må gøre noget. De må se at få lavet nogle madordninger ude i idrætshallerne, ligesom i institutionerne – vi er så privilegerede med Lucas' vuggestue – for børnene i dag bliver endnu tidligere bevidst om, at de bare vil have pizza og cola, og de sidder der og propper sig, meget mere end vi gjorde. Jeg kan ikke fatte, at man ikke gør mere for folkesundheden, for vores børn og for fremtiden, siger hun med glødende indignation. Og løser så alligevel lidt op.

– De unge skal jo ikke snydes for en bakke fritter en gang i mellem, sådan er det jo ikke, men der må stilles krav til idrætshallerne fra Christiansborg om sundere mad. Holdningsændringen skal komme derfra.

Camilla Martin er vokset op i et hjem, hvor sund mad var en del af hverdagen. Hun husker stadig med gru, når hendes stedfar troppede op i badmintonhallen med sin køletaske med hjemmebagt rugbrød. Hun hadede den taske og kan stadig se den for sig. Hun ville hellere have det samme skidt at spise som de andre børn, men i dag er hun glad for, at stedfaderen havde den sunde mad med i den forhadte køletaske, og skulle nogen have lyst til at bruge hende i et projekt for sund mad i idrætshallerne, så skal de bare ringe, siger hun.

Økologi til husbehov

Hjemme hos Camilla og Lars lever de sundt. Især efter at de har fået Lucas. De er ikke fanatiske, men påpasselige med, at han ikke får for meget sodavand, slik og kage, som han dog skal have lov til, når lejligheden byder sig. Det er også noget, Camilla husker fra sin egen barndom; når hun besøgte bedsteforældrene, og der var slik i skuffen. Det var et lille højdepunkt af stor glæde.

– Min stedfar laver forrygende mad og mener, at alt skal laves fra bunden. Så vidt går vi ikke altid, men vi sørger for at få økologisk frugt og grønt fra Årstiderne, og vi køber økologisk mælk og den slags. Så er det ikke altid, at flæskefarsen er økologisk, men det går nu nok endda, siger Camilla Martin, inden hun skal over i vuggestuen i den modsatte ende af Holte for at hente Lucas. Sønnen er hendes et og alt. Han kommer før noget andet, som hun siger. Han er centrum i hendes nye liv.

Forrige artikelSuper lækkert & økologisk

Næste artikelPositivitet gavner