Liv

De kører lang vej for et råd på Østerbro

Hus Øbro Helsekost på Østerbro har Torben et godt råd til alle kunder, selvom han nogle gange selv må spørge sig for.

Foto: Carsten Gottlieb
26. august 2022

Øbro Helsekost er en lokal forretning med mange stamkunder fra kvarteret, men en del kunder bruger gerne ekstra tid på at opsøge butikken. For Torben har et godt råd til alle kunder, selvom han nogle gange selv må spørge sig for.

Ved siden af kasseapparatet har Torben en notesblok. Her skriver han telefonnumre op på kunder, som han skylder et svar eller en vare. De får besked, lige så snart han har noget til dem.

For de færreste går forgæves til Øbro Helsekost. Den lyse og hyggelige butik, der har holdt til på Østerbrogade i omkring 40 år, har i de seneste 13 været bestyret af Torben Sønnichsen. Og han har en enkel forklaring på, hvorfor han har så mange stamkunder.

– Folk kan godt lide, at vi rådgiver. Vi sørger for at have en opdateret viden, og den kan kunderne jo trække på, siger han. Og uddyber:

– Mange kunder besøger os, fordi de er skuffede over lægestanden. ”Hvorfor forstår lægen ikke, hvorfor lytter lægen ikke?” Jeg lytter, og jeg har for det meste et forslag til noget, de kan prøve at gøre for sig selv.

Mange stamkunder i butikken

I den times tid, vi besøger Øbro Helsekost, noteres 4-5 telefonnumre i blokken. De skal have besked, når en efterspurgt vare er tilbage på lager. Et par stykker skal have svar på spørgsmål, som Torben ikke havde på rede hånd, da de besøgte butikken. Dem kan han svare, når han har været i kontakt med en leverandør eller en ekspert.

– Jeg kan genkende mange kunder hver dag. Stamkunderne er modne mennesker, og de har boet i området i længere tid, hvor de også er kommet hos os i lang tid, lyder forklaringen.

På hylderne står varerne velordnet og med god plads. Øbro Helsekost har en politik om ikke at have for mange ting på langer. De risikerer at stå og blive for gamle, hvis der i en periode er lav efterspørgsel på et af de mere end 5.000 varenumre.

– Vi får leveret flere gange om ugen, så kunderne skal sjældent vente længe.

Når jobbet er en hobby

Øbro Helsekost er en respekteret og veldrevet butik, men succesen har aldrig fristet Torben til at udvide butikken eller satse på en øget vækst.

– Vi er tilfredse med den stabile drift af butikken, og jeg er glad for at kunne rådgive alle kunder personligt. Helsekost og naturmedicin er jo en personlig interesse for mig, så jeg arbejder med min hobby. Det er rart at tænke på, at vi kunne blive ved, som vi gør i dag, i de næste 20 år, siger Torben Sønnichsen.

Han er universitetsuddannet fysiolog og efteruddannet sundheds- og miljøkonsulent. Desuden er han aktiv i netværket Erfagruppen for Helsekostbutikker og -leverandører, hvor man diskuterer branchens forretningsforhold og etablerer dialog med Christiansborg-politikere.

Torben har personligt flere gange deltaget i møder med de politiske partiers sundheds- eller fødevareordførere. Det overordnede formål med disse møder er, at ”de bliver bekendt med, at kunderne er glade for helsekost, fordi det holder dem raske og styrker immunforsvaret.,” som han selv formulerer det.

I den slags tilfælde kommer der et skilt i ruden om, at der er ”lukket i formiddag” eller lignende.

Det er måske lidt gammeldags at drive butik sådan. Men Torbens ide om service er også lidt gammeldags. Han tager sig nemlig tid til kunden og til at diskutere mulighederne for et tilskud, som kan afhjælpe et problem.

– Vores kunder kunne købe deres varer andre steder. Men det ønsker de ikke, for de vil handle her, siger Torben med et smil.

Han tilføjer, at han kender både sundheds- og anprisningsloven til fingerspidserne, inklusive de lovmæssige begrænsninger i at anprise produkter.

– Folk ved mange gange selv, hvad de mener, kan hjælpe dem.

Et stort udvalg i en lille butik

Øbro Helsekost er en helsekostbutik som så mange andre i Danmark. Men samtidig er den helt sin egen – som alle de andre helsekostbutikker også er det.

Et varebud kommer ind i butikken for at sikre sig, at adressen er den korrekte. Han vil først stille forsendelsen med helsekostprodukter på fortovet foran butikken, men Torben overtaler ham til at levere den inde i butikken. En elektronisk signatur, og så kan Torben starte udpakningen. Det sker mange gange om ugen.

– Det er ikke nogen stor butik, vi har, men vi vil gerne kunne tilbyde kunderne et stort udvalg. Så jeg har faktisk mere end 55 leverandører, som har varer på hylderne, forklarer Torben.

– Vores vigtigste mission er sådan set, at folk køber lokalt og ikke på webshops med varer fra udlandet, der ikke er kontrolleret af Fødevarestyrelsen.

Mens Torben stiller varerne på deres rette plads, træder endnu en kunde ind ad døren. Går hen til en af forretningens udstillinger, kigger sig omkring. Om lidt har hun sikkert et spørgsmål til Torben om et produkt. Og hun kan være sikker på, at der kommer et svar.

Forrige artikel5 tips til at minimere risikoen ved mikrobølger

Næste artikelLivets vand flyder i din krop

Carsten Gottlieb

Redaktør