Ingen ved reelt præcist, hvad og hvordan vi skal spise for at holde kiloene og sygdommene fra døren og opnå optimal sundhed via kosten, erkender to førende eksperter i de otte nuværende kostråd.
Spis frugt og grønt, mindst 6 stk. om dagen, rør dig mindst 30 minutter hver dag, spis mere fuldkornsbrød plus fisk og fiskepålæg flere gange om ugen.
Vi får tudet ørene fulde med de otte kostråd af myndigheder, læger, diætister og medier.
Men sandheden er, at de otte kostråd – og de nordiske næringsstofanbefalinger, som ligger til grund for rådene – ikke er så veldokumenterede og endegyldige, som man skulle tro. Det siger en af eksperterne bag de nuværende otte kostråd fra 2005, institutleder og professor dr.med. Arne Aastrup fra Institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet (KU Life).
»De otte kostråd – og de nordiske anbefalinger til kostens fordeling af fedt, protein, kulhydrat og fibre – er ikke den endegyldige sandhed om en sund kost. Rådene er velfunderede, men dybest set kender vi endnu ikke den optimale sammensætning af den kost, vi skal spise for at reducere risikoen for fedme, hjerte-karsygdomme og kræft,« siger Arne Astrup.
Løbende justering af anbefalinger Som fadder til kostrådene er han klar over, at hans udtalelser er en bombe for mange læger, kosteksperter og danskere, som ser kostrådene og anbefalingerne som en endegyldig sandhed.
I DTU Fødevareinstituttet erkender en anden ekspert på området, forskningschef Inge Tetens, at de otte kostråd ikke er det sidste ord, der er sagt i den sag.
»Den ene udfordring, når vi fastsætter kostråd, er, at vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i, hvad danskerne spiser. Den anden er, at vi hele tiden arbejder på at skaffe mere og bedre dokumentation for, at de gældende kostråd reelt har de effekter, vi tror, de har. Det gør, at vi løbende må justere råd og anbefalinger,« siger Inge Tetens.
Både hun og Arne Astrup understreger dog, at ingen bør have grund til at betvivle eller vende ryggen til de nuværende otte råd og næringsstofanbefalinger.
»Hvis man følger dem, er man stadig på rette vej, hvis man vil spise sundt og holde overvægt, fedme og livsstilssygdommene fra døren,« siger Arne Astrup.
Kilde: fpn.dk
(oprettet 22. juni 2009)
Forrige artikelTopkokke i krig mod fedme og papmad
Næste artikelDu kan stadig nå den
sommerslanke linje