Mød skuespiller, TV-vært, sanger og iværksætter Anette Heick der fortæller om, hvordan den sunde, grønne hverdag ser ud for hende og familien.
Musikken spiller på fulde drøn inde fra salen i Musikteatret Albertslund. Det er de eneste lyde, man kan høre lige nu. For det er en almindelig eftermiddag, og i forhallen og teatercaféen er der helt tomt. Det er som om, at dørene gemmer på en lille hemmelighed, som det store team af skuespillere, dansere, makeupartister, scenografer og andre hårdtarbejdende mennesker finpudser og gør klar til premieren, når omverdenen må blive lukket ind og blive en del af kulisserne.
Læs også: “Engang rynkede folk på næsen af genbrug, nu er det cool!”
– Ej hvor er det dejligt at komme ud i dagslys! Og solen skinner uden for, jeg elsker det! Udbryder Annette Heick, da hun kommer ud fra scenen efter seks timers prøve på Matador Musicalen, hvor hun spiller Elisabeth Friis fra februar til maj.
– Det betyder meget for mig at være en del af en musical med gode og stærke kvinderoller. Det mangler der. Og så er det bare både spændende og skræmmende at være en del af så stor en produktion. Det er som et puslespil, hvor vi hver især har øvet og øvet, og nu sætter vi det hele sammen, lyder det fra en spændt Annette Heick.
De fleste tænker nok, at en periode med først forberedelser og derefter turné med en stor landsdækkende musical ville være stressende. Men ikke for Annette. Tværtimod. Den 14. januar i år var en dato både hun og hendes krop havde set særligt frem til. For her kunne hun slippe et 2023 med 80 arbejdstimer om ugen i bytte for en mere struktureret hverdag med fri om aftenerne under musical-forberedelserne og fri om dagen under turneringen.
– Når jeg spiller musical om aftenen, har jeg en masse fritid om dagen. Det er en kæmpe luksus. Bare det at lave mad og se TV er jo helt vildt, udbryder hun.
Der gik kun 24 timer, fra hun havde sluppet det vanvittige arbejdsskema, til kroppen reagerede med ti dages lungebetændelse, hvor hun ikke kunne andet end at ligge ned. Som om, at kroppen nu endelig kunne restituere, som den havde skreget efter i flere måneder.
– Det har været et forfærdeligt år, hvor jeg nærmest ikke har sovet og i stedet har arbejdet absurd meget. Alle knapper på panelet lyste rødt, og jeg tænkte, at jeg skulle af det tog, så snart jeg kunne. Jeg kan stadig godt mærke, at der ikke skal meget til, før min krop reagerer med hjertebanken, siger hun og tilføjer:
– Men det har været nødvendigt. Corona har været hårdt for os, og derfor har vi været nødt til at idéudvikle og arbejde på nye projekter. Selvom det har været en sej kamp, er det en investering, som vi nu begynder at kunne få glæde af.
Hun og Jesper har dagen før, vi møder hende, lanceret et nyt koncept kaldet Chefmade, hvor man i hele landet kan få leveret et kit med 3-retters menu og tilberedningsguide hver torsdag.
– Det bliver så vildt fedt, at vi nu kan mærke resultaterne af det hårde arbejde. Det er en form for genfødsel, siger Annette.
For Annette er vaner en vigtig del af hverdagen. Ikke kun de praktiske, som handler om huslige pligter og arbejde, men også de ting, som er vigtige for krop og sind har behov for at have det godt.
– Hele 2023 havde jeg ikke tid til de sunde vaner. Der gik det ad hekkenfeldt til. Der var simpelthen ikke mere tid og overskud tilbage i døgnet. Så nu glæder jeg mig virkelig over at kunne sætte mig selv først igen, siger Annete.
Vanerne bliver skemalagt, så hele familien har et overblik og kan hjælpe hinanden. På Annettes vaneplan står der for eksempel: vinterbadning to gange i ugen. Tennis to gange i ugen med veninderne. Kulturelle oplevelser med børnene to gange i måneden. Powerwalking flere gange i ugen – gerne hver dag. Og læse i en god bog en gang om ugen.
– Det kan virke lidt underligt statisk i starten, men med tiden bliver vanerne naturlige. Vi evaluerer en gang om måneden og taler om, hvad der har været godt for os, og hvad vi godt kunne tænke os at ændre. Det er jo alt sammen noget, man gør for sig selv, siger Annette.
52 år og født på Frederiksberg
Hun mener, at den slags vaner ikke skal ses som nice to have, men need to have på lige fod med arbejde.
– Det er vigtigt for vores sundhed at udfordre os selv både fysisk og mentalt, for ellers har vi det ikke godt i hverdagen. Det er afgørende for at forebygge stress, siger Annette.
Noget af det, hun gør, for at få udført vanerne, er at inddrage andre.
– Jeg spiller tennis med mine veninder, for det forpligter, når du har en aftale. Og når det så er mørkt, eller jeg har en ekstra hård dag, får jeg det gjort alligevel og har det meget bedre bagefter, siger hun.
Annette oplever, at der er mange, der kommer med undskyldninger for, hvorfor de ikke får gjort de gode ting for sig selv i hverdagen. De undskyldninger, vil hun gerne mane til jorden.
– Mange fokuserer hele tiden på økonomi og penge, men der er så mange gratis glæder, der bare venter på, at vi går ud og tager for os. Du kan gå i naturen og lytte til fuglene helt gratis. Du kan bade på flere strande året rundt helt gratis. Det er gratis at sove og bevæge os. Alt det, skal vi blive bedre til at se goderne i, for det er de ting, der er gode for os, og som heller ikke kræver meget af vores tid, siger hun.
Når man snakker sundhed med Annette, kan man ikke undgå at komme ind på kost. Hun er gift med kokken Jesper Vollmer, og i familiens køkken bliver det mest mad lavet fra bunden. Derfor bliver Annette også overrasket, når hun er ude og handle og kigger ned i de andre kunders kurve.
– Vi køber ikke færdigprodukter, og snacks er mest rosiner og nødder. Det er rene råvarer, helst dansk, fordi det er jo helt åndssvagt at køre dyr til Polen for at slagte dem og køre dem retur til Danmark igen. Jeg glemmer nogle gange, at det ikke er sådan, alle spiser i hverdagen.
Og selvom det er danske og rene råvarer, der kommer i kurven, så er det ikke noget, der vejer tungt på madbudgettet. Tværtimod.
– Vi bruger kun 4.500 om måneden på mad for hele familien. Det er ikke fordi, det er et aktivt valg, det er bare naturligt for os, siger Annette.
Alligevel har det kaotiske år betydet, at badevægten har vist et højere tal end vanligt. Det gælder både hende og Jesper. Derfor er de hoppet med på den populære 16:8 faste, hvor man ikke må spise i 16 timer. Typisk fra om aftenen til over middag næste dag. Samtidig har de cuttet søde sager og alkohol fra. Og det har gjort noget ved Annettes appetit.
– Først var det bare noget, vi skulle prøve af. Klip til, at jeg pludselig kun gad at spise aftensmad, og nu falder det helt naturligt for mig at springe morgenmad og frokost over, fordi jeg ikke er sulten. Jeg får det dårligt, hvis jeg spiser 5 lakridser. Og drikker jeg et glas vin, hæver jeg næsten op og kan ikke sove. Jeg har været et kæmpe slikører, men nu er jeg tosset med rosiner i stedet, fortæller hun.
Nogle andre vaner, Annette prioriterer i sin hverdag, handler om at tænke på miljøet og kloden. Her har hun egentligt ikke arbejdet så aktivt med det. Det er kommet lidt af sig selv. For samvittigheden nager, hvis ikke hun tænker sig om. Et godt eksempel på det er plastik. Da der kom affaldssortering til bopælen i Holte, blev hun chokeret over, hvor hurtigt plastbeholderen blev fyldt op. I dag går hun ikke ud ad døren uden at have stofnet med. I grøntsagsafdelingen udvælger hun altid varer uden plastik, hvis hun kan. Og hun har lært sine børn, at har man glemt en pose, har vinafdelingen i supermarkedet som regel en tom kasse, man kan låne.
– Jeg er næsten ved at græde, hvis en af de andre køber en plastikpose, griner Annette.
Hun har heller aldrig været storforbruger af nyt tøj, for hun synes, der findes så meget godt, som kan bruges på ny.
– Jeg er virkelig god til genbrug! Jeg både sælger og køber rigtig meget på Den Blå Avis. Den her er for eksempel second hand, siger hun og trækker ud i sin lange grå vest, som hun har over en brun rullekrave trøje, siger Annette.
I forbindelse med matadormusicalen, har hun også skilt sig af med sin store Maserati, fordi den er blevet unødvendig. I stedet tager hun S-toget fra Holte til København. Hun er meget bevidst om, at de ressourcer, vi har i dag, ikke er uendelige.
– Når jeg børster tænder, kan jeg godt tænke, at de kommende generationer vil synes, vi er tossede, fordi vi har stået og skyllet mund i rent vand direkte fra hanen. Og har jeg vand tilbage i en vandflaske, gemmer jeg det til senere eller kommer det i potteplanterne, siger Annette.
Det er ikke kun i fritiden, at Annette har omtanke for klima og miljø. I det nye koncept Chefmade er maden pakket i en genanvendelig kasse med papemballage – uden plastik. Og på hende og Jespers restaurant RÅ på Bornholm, udvælger de råvarerne nøje fra lokale leverandører. Til Folkemødet i år bliver temaet fremtidens mad med fokus på Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mindre kød og flere plantebaserede proteiner som bælgfrugter.
– Jeg er selv en kød-pige, men vores holdning er, at man sagtens kan lave lækker mad uden kød, så det er det, vi gerne vil inspirere til, siger Annette.
Selvom bæredygtighed er et vigtigt emne for Annette, vil hun ikke spille hellig. Ligesom alle andre, flyver hun også på ferie med familien en gang i mellem, og hun er glad for sin brændeovn, som hun har svært ved at skille sig af med. For hende handler det om de mange små skridt.
– Hver især kan vi ikke redde hele verden. Men vi er alle nødt til at tænke os om i hverdagen og gøre, det vi kan.
Forrige artikelUnge kan få varige mén af nikotinposer
Næste artikelSkræl er skyts til dit immunforsvar