Stort arbejdspres, højt tempo, skiftende arbejdstider og lav indflydelse er kendetegnende for de mest stressende job.
40-årige Lars Lindbjerg har Danmarks mest stressende job. I hvert fald hvis man skal tro Det Nationale Forskningsinstitut for Arbejdsmiljø, som har undersøgt, hvor stressede forskellige faggrupper føler sig, skriver morgenavisen 24timer. Ifølge listen er det mest stressende at være pakker på et tapperi. Det overrasker ikke Lars Lindbjerg, der arbejder på Carlsbergs distributionscenter i Taastrup. Ifølge stressforsker Tage Søndergaard Kristensen fra Det Nationale Forskningsinstitut for Arbejdsmiljø lyder en præcis opskrift på jobstress: Stort arbejdspres, højt tempo, skiftende arbejdstider og lav indflydelse er alle store stressfaktorer. Men også job, der har med mennesker at gøre, scorer højt på stressbarometeret. »Hvor der er mennesker, er der mulighed for konflikter, og det giver stress. Derfor føler plejepersonale, lærere og pædagoger sig ofte stressede,« siger Tage Søndergaard Kristensen. I undersøgelsen spurgte forskerne et repræsentativt udsnit af befolkningen, hvor ofte de føler sig stressede, irritable og anspændte og har problemer med at sove. Alt sammen tegn på stress. Offentlige chefer er i den faggruppe, der føler sig mindst stresset. Top 10– Tapperi pakkere – Fysio- og ergoterapeuter – Plejepersonale – Lægesekretærer – Ufaglærte elektronikarbejdere – Folkeskolelærere – Bogholdere og revisorer – Pædagoger – Omsorgsmedhjælpere – Læger og tandlæger De 10 mindst stressende job – Offentligt ansatte chefer – Lagerekspedienter – Elektrikere – Lager- og havnearbejdere – Pædagogmedhjælpere – Dagplejere – Mekanikere – Nærings- og nydelsesmiddelarbejdere – Sygeplejersker – Tømrere og snedkere Kilde: Spørgeskemaundersøgelse med et repræsentativt udsnit af den danske befolkning udført af NFA Kilde: 24timer
Forrige artikel300.000 danskeres livsstil skal undersøges
Næste artikelBarnløse kvinder får zoneterapi