Demens: Sådan bliver besøget meget hyggeligere

Hun kan jo alligevel ikke huske det om lidt. Sådan kan man godt være tilbøjelig til at tænke, når man forsøger at retfærdiggøre overfor sig selv, at man igen har udskudt besøget hos sin mor eller bedstemor med demens. Men faktisk skal der ikke så meget til for at gøre besøget hyggeligt. Du får her en guide med gode råd, der kan gøre stunderne gode for alle parter.

Har du en person med demens i din omgangskreds, kender du måske til den dårlige samvittighed over, at dine besøg har en tendens til at blive kortere og sjældnere. Det er en skam, for egentlig kræver besøget ikke meget andet, end at du er til stede og respekterer den demens, som godt nok gør, at du skal svare på de samme spørgsmål igen og igen – men som også kan være en anledning til nærvær, som man ikke finder mange andre steder.

Else Hansen, som er demensfaglig rådgiver hos Alzheimerforeningen, giver her en række gode råd til, hvordan du får det bedste ud af besøget, hvis en af dine pårørende har demens.

Snak sammen – eller lad være. Men gør det på demensens præmisser:

• Lad være med at rette

Det hænder, at mennesker med demens siger ting, der ikke har bund i virkeligheden. Lad være med at rette deres udsagn, for det kan skabe både forvirring, vrede eller tristhed. Tal i stedet ind i emnet.

• Tag udgangspunkt i det nære

Er det svært at finde på samtaleemner, så grib fat i det, der er lige for: At kagen smager dejligt, eller at solen skinner. Lyt efter, hvad der giver energi.

Hav evt. en gæstebog, så I kan tale om, hvem der har været på besøg siden sidst.

• Det er okay at være stille

Man behøver ikke sige noget hele tiden. Det kan også være fint at være stille sammen.

• Konstatér i stedet for at spørge

Hvis du spørger en person med en demenssygdom, om han vil have kaffe, kan han godt være i tvivl om, hvad det rette svar vil være. Er det okay at have lyst til kaffe nu? Konstatér i stedet, at du er kaffetørstig, og spørg så, om han også vil have en kop.

• Forhør ikke – forær

Lad være med at sige: ”Kan du ikke se, hvem jeg er?” hvis personen ikke kan genkende dig. Forær i stedet informationerne ved at sige: ”Hej mor” eller ”Hej, det er Lise, din gamle nabo.”

Undlad i det hele taget at stille spørgsmål, der kræver korttidshukommelse. En person med demens kan ikke huske, hvad han fik til frokost, selvom det kun er en time siden. Spørg personalet og sig så i stedet: ”I har fået tomatsuppe til frokost. Det lyder vel nok lækkert.”

• De døde

Spørges der efter en afdød, behøver du ikke straks at sige, at vedkommende jo er død. For en person med demens er det som at få det at vide første gang, hver gang du siger det. Sig i stedet noget, som kan give anledning til en snak om personen. Måske kommer vedkommende i løbet af samtalen selv i tanker om, at den pågældende ikke er her mere.

• De evige gentagelser

Det kan være svært ikke at miste tålmodigheden, når man for tiende gang bliver spurgt om det samme. Men det er jo sygdommen i en nøddeskal, så her er ingen lette genveje. Du må bare gentage og smile – også tiende gang.

• Brug humor

Brug humor og grin sammen. Det giver en dejlig fornemmelse, som han kan huske, selv når han har glemt, at du har været på besøg.

• Husk kropssproget

Glem ikke, at du også taler med kroppen. Selvom en person med demens ikke kan afkode dine ord, kan han godt fornemme, hvis du keder dig. Så er det okay at gå og så komme igen med god energi en anden dag.

Måske synes du, at det er nemmere at være sammen, hvis I foretager jer noget. Der er flere muligheder, så længe du husker at holde det simpelt.

• Sang, dans og musik

Selv mennesker, der ikke længere har et sprog, har overrasket deres omgivelser ved at kunne synge. Det skyldes, at sang indlæres et andet sted i hjernen end det talte sprog. Føl dig frem, om det er højskolesangen eller Lille Peter Edderkop, der vækker størst lykke. Føles det naturligt, kan I også danse. Udover, at det er sundt at røre sig (for jer begge), får berøringen også kroppen til at udskille lykkehormonet oxytocin.

• Gå en tur – eller cykl

Gå en tur og tal om det, I ser. Naturen virker afstressende, men I kan også sætte jer på en bænk i byen og se på mennesker, hvis din pårørende har været vant til det. Bor din pårørende på et plejehjem, hvor der er særlige cykler til rådighed, kan I komme lidt længere omkring. Slut turen, når du kan mærke trætheden melde sig.

• Spil og puslespil

Spil et spil, men lav reglerne simple. Måske kan I også lægge puslespil – det gør ikke noget, at man ikke kan lægge brikkerne. Det vigtigste er følelsen af nærværet og langsomheden, og at I gør det sammen.

• Husligt arbejde

De fleste mennesker elsker at føle sig nyttige. Læg håndklæder sammen, vand blomsterne eller tør støv af – men gør det sammen og accepter, hvis det går langsomt eller ikke er, som du selv ville gøre det.

• Se billeder eller kig i erindringskassen

Bladr i fotoalbummet og snak om gamle dage. Hjælp med at sætte ord og navne på undervejs. Hav evt. en ”erindringskasse” med ting, som kan få samtalen i gang. Der må gerne indgå noget sjovt.

Selvom sproget og hukommelsen er væk, fungerer sanserne stadig. Stimuler dem og skab en stemning af velvære, som bliver i kroppen resten af dagen.

• Duften af hjemmebag

Er der mulighed for det, så lav kaffen på stedet eller smid dej på panden til en omgang pandekager. Alternativt kan du tage en brødrister med hjemmefra og få en skøn duft af hjemlig hygge til at brede sig.

• Musik

Musik skaber ro og glæde – både hos den pårørende og den travle besøgende.

• Et kærligt klem

Kropskontakt er vigtigt for alle mennesker, demens eller ej. Giv massage, hvis det føles naturligt – evt. bare en håndmassage. Børst personens hår, lakér hendes negle. Dans og kram.