Mad

Den dejligste daal (Sys Bjerre)

5. juni 2015

En indisk skønhed: Daal er en smuk indisk linsegryde med masser af kærlige krydderier og potente proteiner. Den er absolut en favorit i Sys Bjerres køkken – specielt om vinteren.

Til 4 personer

Du skal bruge:

Til gryden:

400 g linser (gule eller røde)

4 fed hvidløg

4 cm ingefær

1 spsk gurkemeje

2 små, grønne finthakkede chilier

lidt salt

Til panden:

2 spsk alm. smør eller ghee (indisk klaret smør)

2 skalotteløg, skåret ud i både

1 spsk spidskommen

1 tsk sennepsfrø

1 tsk tørret chili

1 håndfuld friskhakket koriander

Sådan gør du:

Gryden: Skyl linserne indtil vandet, der løber igennem dem, er klart. Fyld linser og 2 liter vand i en stor gryde og kog 15 minutter, skum overfladen for eventuelle urenheder undervejs. Tilføj hvidløg, ingefær, gurkemeje, hakket chili og lidt salt og lad daalen stå og simre i ½ til en hel time ved lavt blus. Rør i den nu og da, og hvis den ser ud til at blive for tyk, hælder du lidt mere vand i. Kog til linserne er helt kogt ud og har fået en cremet konsistens.

Panden: Opvarm de 2 spsk smør eller ghee i en pande ved siden af. Tilføj løg og krydderier og steg til det hele er gyldent og sennepsfrøene begynder at poppe.

Hæld blandingen fra panden over i din daal og bland rundt. Smag til med salt, drys med rigeligt frisk koriander og server med ris og/eller fladbrød og evt. nogle stegte grøntsager og en chutney.

Forrige artikelBotox ødelægger kommunikationen

Næste artikelJulie Berthelsen: “Mine hormoner gik amok”