Den evige hjælper: Er du for sød?

Af: Birgitte Aagaard, coach

Foto: AdobeStock

Det er jo ikke, fordi vi ikke har hørt om det før. Vi skal lære at sige fra, både for ikke at blive udnyttet som hjælper mod vores vilje, men også fordi vi skal passe på os selv og undgå at brænde ud af ren og skær selvopofrelse og mangel på rygrad …

Langt de fleste opdrages til at skulle yde for at nyde, give en hånd med og gøre sig fortjent.

Det modsatte findes også – dem, der sørger for at tage først, altid føler, at andre skylder dem og aldrig er tilfredse med, hvad de får til gengæld for deres bidrag. Men det er (heldigvis) de søde piger og de flinke drenge, der er flest af.

Spørgsmålet er, hvad de flinke og søde i sidste ende får ud af det, OG hvordan de måske kan lære at blive bedre til at sørge for sig selv, sige deres mening og opnå en bedre balance i regnskabet for at give og tage, være hjælper og blive hjulpet, sige ja og sige nej.

Den egoistiske hjælper

Tag ikke fejl, der er også en ’egoistisk’ grund til, at vi ikke lige får sagt: ”Nej, desværre, det kan jeg ikke overkomme” eller ”Jeg er ikke enig, jeg synes faktisk, at…”

Først og fremmest er det nemmere. Konflikterne undgås. Og det kan give nogle nemme point på populariteten.

Derudover er der den mere forfængelige drivkraft: følelsen af at være god og måske endda bedre end de fleste. Det føles jo godt at være hende/ham, alle regner med, ser op til eller læner sig op ad: Den gode veninde eller ven, ægtefælle, medarbejder, kollega … Lige indtil det bliver for meget, og trætheden, tomheden og måske bitterheden melder sig.

Ubalance i regnskabet

Der er ikke noget forkert i at ville give, men det kan til tider blive noget anstrengende for modtageren, især når ”den flinke” ikke selv kan finde ud af at modtage: ”Det kan jeg sagtens klare, du behøver ikke …”

Man kan endda få fornemmelsen af, at det helst skal være sådan, at det er de andre, der “skylder” i det uudtalte regnskab over vennetjenester mv. Det, der gives i overmål – også selvom det synes at være af lyst – kan også være udtryk for et behov for at tage styring eller få positiv opmærksomhed. Det kan nemt tage overhånd for en entusiastisk hjælper …

Og uanset de fordele, der følger med den selvvalgte rolle, kan det også føre til et kollaps. Ubalance er ubalance, uanset motiver og mellemregninger.

Gøre sig fortjent

Som terapeut er det en fintfølende sag at prikke hul i en selvforståelse af, at: ”Jeg skal gøre (og gør) det rigtige”. Vi må for alt i verden ikke pille et menneske ned, når selvværdet i forvejen er skrøbeligt.

Det altafgørende fundament for at kunne give og modtage med samme glæde og ro i maven – sige ja OG nej – er en naturlig overbevisning om, at du – alt andet lige – altid er værd at respektere og elske. Du har fortjent den samme anerkendelse som menneske som alle andre, også uden altid at anstrenge dig mere end andre.

Jeg synes …

Når vi arbejder med at blive mere robuste og få mod til at sige fra og dermed gøre opmærksom på vores egne behov, må vi ofte starte i selvtilliden – den ydre og mere målbare tro på dig selv.

Gennem mange år har jeg både i terapien og på workshops arbejdet med denne problematik, og der er én ting, der ofte gør sig gældende for de helt inkarnerede pæne piger og flinke drenge: De siger meget sjældent deres uforbeholdne mening. Og mange gange har de knap nok en.

Det svarer ikke til de hårdtarbejdende samaritanere, som ofte agerer som skjulte ledere, idet de gennem deres gavmildhed med tid og kræfter opnår en markant indflydelse. De pæne piger og flinke drenge, jeg taler om her, har meget svært ved at mærke, hvad de selv vil og mener. Det skal fiskes frem.

En effektiv øvelse, der hjælper, har været at øve sig i at formulere sætninger, der begynder med: ”Jeg tror …”, og ”jeg synes …”. Det kan virke lidt for nemt, set udefra, men det er faktisk svært for mange at være præcise og kontante i deres formuleringer.

Efter et stykke tid spændes skruen, og det er tid til at prøve kræfter med: ”Jeg mener …”, så sætningen får både indhold og kant. Dette er et konkret og centralt sted at starte. Næste skridt er så faktisk at sige det til nogen af dem, man har brug for at sig fra/til over for.

Det kan trænes

At stå fast på os selv, vise hvem vi er og insistere på det, vi tror på og har brug for, hjælper, men er ikke nogen nem opgave – heller ikke for de af os, som måske længe har forsøgt at melde os ud af flinkeskolen.

Generelt handler det om ren og skær øvelse: at gå den lange seje vej, igen og igen, og vænne sig til at sige eller vise det, som man har på hjerte. Efter de første nervøse forsøg – som for de sværest ramte kan føles som en nærdødsoplevelse – bliver det nemmere. Det kan trænes op.

Hvis interessekonflikten derefter viser sig at være uløselig, vil det til gengæld stå så lysende klart, at du kan give op – gå din vej, smække røret på, sige op – med ren samvittighed. Nu ved du, at du har gjort dit bedste for at løse situationen, og at det eneste ’rigtige’ at gøre her netop er at passe på dig selv.

Fra usynlig til synlig

Når du bliver synlig f.eks. ved at sige, hvad der er vigtigt for dig, opnår du en fordel, som du ikke er vant til: At have udspillet!

Når du har formuleret dit ønske eller behov, er det nemlig op til modparten at sige fra og til, opfylde eller ikke opfylde. Rollerne byttes om.

Af erfaring ved jeg, at mange bliver overraskede over, at reaktionen fra modparten ikke er værre: ”Nå, ja, det er da godt, du siger det … Det var jeg slet ikke klar over!” For at blive set, må du gøre dig synlig.

Mit ”jeg” er udbrændt…

Vi mennesker har en tendens til at holde fast i velkendte strategier, indtil vi segner. Det er uden tvivl en del af vores selvopholdelsesdrift, men det holder ikke i det lange løb.

I de sidste 20-30 år har vi talt og skrevet om stress uafbrudt. Det er efterhånden tydeligt for mig, at næste fase for ”uholdbare livsstrategier” er godt i gang: Blandt dem, jeg møder i min klinik og i livet i det hele taget, er der flere og flere “flergangs-stressede”.

De fortæller om at føle sig udbrændte. De har mistet orienteringsevnen i deres eget liv – kompasnålen skal ikke bare justeres, den er faldet af!

Hvor hvile og pauser før kunne få stressbarometeret ned hos den enkelte, beskriver de nu, hvordan de konstant kommer til at overskride deres egne grænser, fordi de kan ikke mærke dem længere. Og ofte må jeg fortælle dem, at det har de faktisk ikke kunnet meget længe, fordi det er selve årsagen til, at de er blevet udbrændte. De har ikke sagt fra.

Uanset, hvor egoistisk det kan virke at sætte sig selv først og ændre sine strategier og adfærdsmønstre til egen fordel, så er det det, der hjælper og skal til.

En klient – engang et trofast medlem af flinkeskolen – udtalte om sit stressforløb i flere etaper: ”Først var det bare mit arbejde, der skulle ændres på. Nu er det ”mig”, der skal forandre mig. Den dur bare ikke længere, den gamle måde.”

 


 

ØVELSE: ”Uholdbare livsstrategier”

Spørg dig selv:

1. Er der nogle af disse helt naturlige udtalelser, du kan genkende?

– ”Jeg tager gerne arbejdet med hjem, hvis jeg ikke når det hele. Så er jeg fri for at skynde mig i morgen.”

– ”Jeg tror bedst, det kan betale sig at holde husfred. Der kommer ikke noget godt ud af at råbe ad hinanden.”

– ”Andre har gode grunde til ikke at kunne tage den, og jeg skal jo alligevel ikke noget særligt.”

– ”Prisen vil være for høj, og jeg har lært at leve med det.”

– ”Når der er nogen, der taler sådan til mig, bliver jeg bare mundlam. Jeg ved godt, at det ikke er ok, men hvad skal jeg sige?”

– ”Det er bare blevet sådan – sådan har vi altid gjort.”

– ”Jeg har nogle gode værktøjer til at holde styr på det hele. Men der kommer jo hele tiden nogen og skal have ordnet noget.”

– ”Det vigtigste i mit liv er min familie. Den fungerer som det åndehul, hvor jeg samler energi til ugen.”

– ”Jeg plejer ikke at sige noget – jeg synes ikke, jeg ved nok om det.”

2. Er der noget, der kunne eller burde være anderledes, når du tænker efter?

3. Hvad gør disse strategier ved dig, hvis de ikke bare gælder lige nu, men fortsætter flere måneder, et år, fem år … Hvor vil du sætte grænsen?

1 kommentar

  • H. C. Christiansen siger:

    Hvem er den værste ??
    -Den der bruger
    -Eller den der misbruger
    -Måske den der lader sig misbruge..

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *