Nyheder

Museskader – et udbredt problem

25. februar 2011

Den 28. februar er international RSI-dag. Dagen skal bruges til at sætte fokus på bl.a. museskader.

RSI står for Repetitive Strain Injury – arbejdsrelaterede skader på nakke, ryg, bryst, skuldre og arme.

International RSI-dag

Den 28. februar vil man for elvte år i træk sætte fokus på arbejdsskader som følge af ensidigt monotont arbejde.  Det hele startede den 29. Februar 2000, hvor en samling amerikanske arbejdere med RSI-skader fandt sammen. De valgte datoen, fordi det var den eneste dag, der ikke gentog sig – og dermed en slags symbol på et opgør med ensidigt gentagent arbejde, der er årsag til skaderne. Siden er dagen internationalt blevet markeret den sidste dag i februar hvert år.

Museskader stort problem

Ifølge analyseinstituttet Userneeds, der baserer sit arbejde på 150.000 danske paneldeltagere, døjer seks ud af ti danskere med musesmerter i forskellig grad. Hver fjerde har haft smerter, der påvirker arbejdsindsatsen. For et par år siden fandt fagforeningen HK ud af, at omkring 28.000 af deres medlemmer havde svære museskader.

Stillesiddende arbejde

Så problemet er stort – og ifølge fysioterapeut og ekspert i ergonomi, Thomas Höfelsauer, er det ikke aftagende:

– Stadigt flere danskere har meget stillesiddende jobs, hvor de sidder foran en skærm og laver monotone bevægelser fra morgen til aften, siger Thomas Höfelsauer.

Han anbefaler bl.a., at man skal variere sin arbejdsstilling og bruge genvejstaster. Læger og andre eksperter anbefaler at skære det daglige computerarbejde ned til fire timer dagligt for at undgå fysiske skader, men den seneste undersøgelse fra 2009 viser, at hele 85 procent af danskerne anser det for urealistisk at holde sig inden for de anbefalede, fire timer.

Ti bud til at undgå museskader

Derfor kan du med god grund tage Thomas Höfelsauers ti bud på sund ergonomi til dig:

1 .     1: Lyt til din krop – har du begyndende ømhed eller stivhed?

2.      2: Skift arbejdsstilling – sørg for at have et bord, som du kan hæve, så du kan skifte mellem at stå og sidde.

3.      3: Ret ryggen – også når du sidder på din stol.

4.      4: Brug genvejstaster – brug musen mindst muligt.

5.      5: Giv plads til din mus på bordet – det er ofte den manglende præcision, når ledningen er for kort eller musen støder på forhindringer, der får os til at spænde i nakken og skuldrene.

6.      6: Bevæg dig på jobbet – Sørg for at stække lidt ud i muskelgrupperne og brug kroppen anderledes, når du går på toilet eller efter kaffe.

7.      7: Hold pauser – Du bør ikke sidde stille i meget mere end tre kvarter af gangen.

8.      8: Slap af – sørg for at dine pauser bliver brugt til afslapning. Gå gerne et sted hen, hvor der er ro.

9.      9: Din næse og dine fødder skal pege i samme retning, når du arbejder.

10.   10: Vælg den type mus, din krop har det bedst med – der findes mange forskellige mus på markedet. Find den, der passer til dig.

Forrige artikelTV3’s smukke tv-vært Ibi Støving: Unge smider dybde og værdier væk på tv

Næste artikelDiæt kan hjælpe mod ADHD