Nyheder

Den gode arv

1. marts 2007

Ny forskning viser, at en del af befolkningen har en tredjedel mindre af en bestemt type fedt i blodet end resten af befolkningen. Det kan betyde bedre hjertesundhed.

For meget af det dårlige kolesterol i blodet øger risikoen for at få en blodprop i hjertet, men også andre fedtstoffer er på spil, når det gælder hjertesundhed. Det er også påvist, at personer med forhøjet niveau af fedtstoffet triglycerid har øget risiko for blodprop i hjertet. Forskningen i gener af betydning for triglycerid er stadig meget ny og mest baseret på dyreforsøg, men nu har en stor dansk/amerikansk undersøgelse kigget nærmere i genmaterialet hos mere end 23.000 personer. Dét, forskerne gerne vil vide mere om, er, hvilke variationer der findes af et gen i fedtceller, der udskiller proteiner, som regulerer sukker og fedtomsætningen. Og undersøgelsen afslører faktisk, at vi har temmelig mange forskellige mutationer i netop det gen, og det er sandsynligvis en bedre nyhed for nogen end for andre. Seks procent af den danske befolkning har nemlig en genmutation, der betyder, at de har en betydeligt lavere mængde af fedtstoffet triglycerid i blodet. Samtidig har de en lidt større mængde af de gode kolesteroler i blodet. Det er de gode kolesteroler, der blandt andet fjerner det dårlige kolesterol fra karvægge. Bedre hjertesundhed Det burde alt andet lige betyde en bedre hjertesundhed for de seks procent af befolkningen, fordi det er påvist, at personer med forhøjede triglycerider har større risiko for hjerte-karsygdomme. »Næste skridt er at undersøge, om folk med den genmutation, så også har færre hjertesygdomme end resten af befolkningen. Hvis den sammenhæng kan påvises, så skal man måske til at behandle for forhøjet triglycerid på samme måde, som man allerede behandler for forhøjet kolesterol,« siger overlæge dr. med. Anne Tybjærg Hansen, Klinisk Biokemisk afdeling på Rigshospitalet. Resultatet er nået ad flere omgange, idet man startede med at undersøge genmutationer hos 3.500 personer ved såkaldt resekventering – som det hedder, når man bestemmer rækkefølgen på byggestenene i et gen. I anden omgang blev de fundne genmutationer undersøgt i den danske Østerbro-undersøgelse, der dækker 10.000 personer og en tilsvarende amerikansk gruppe. Undersøgelsen er netop publiceret i et af verdens mest anerkendte tidsskrifter, Nature Genetics. Kilde: Berlingske

Forrige artikelStop sygdom i at spredes – åben et vindue!

Næste artikelStresset? Tag telefonen og få et godt grin