Nyheder

Den perfekte løbehastighed er fundet

6. april 2009

Den optimale løbehastighed er fundet. Se hvilken fart du skal løbe med for at udnytte energien bedst muligt.

De fleste løbere kender fornemmelsen af at være i zen med underlag, vejrtrækning og muskelkraft med sindsfornemmelsen af at kunne løbe for evigt.

Det er nu ikke længere bare en fornemmelse. Forskere fra University of Wisconsin-Madison har nemlig fundet frem til den perfekte løbehastighed for både mænd og kvinder, skriver Live Science.
Tidligere troede man, at en vilkårlig distance krævede den samme mængde energi uagtet hastigheden. Spurt kræver mere energi, men på den anden side ville du komme til destinationen hurtigere og dermed ikke være i gang så længe. Og det fungerer også den anden vej rundt: Langsomt løb forbrænder mindre, men det tager tilsvarende længere tid, og derfor vil man ende med at bruge lige meget energi, hvad enten du lunter eller spurter.
Det troede man, men det er forkert, viser den amerikanske undersøgelse.
Forskerne fra University of Wisconsin-Madison er nemlig kommet frem til en løbehastighed, hvor man kommer fremad med den maksimale effektivitet.
Hvis kvinder skal have følelsen af at de har 'gode ben', så skal turen rundt om søerne eller i skoven gå fremad med 10,46 kilometer i timen. For mænd skal farten være 13,36 kilometer i timen.
Angivelserne er ikke universelt perfekte tempi at løbe i, men gennemsnitshastighederne af de undersøgte i det tempo, hvor de bruger mindst mulig ilt til en given distance.
Undersøgelsen viste også den energi-mæssige dyreste hastighed at bevæge sig med. 7,24 kilometer i timen er en blanding mellem løb og gang, der skulle være akavet, unaturlig og altså også uøkonomisk i et energimæssigt regnskab.
Kilde: Berlingske

Forrige artikelFiskeolie kan formindske kræftceller

Næste artikelAllergikurven er knækket