Selina Juul: Der går stadig ufattelig meget mad til spilde

Når det gælder bekæmpelse af madspild, er Selina Juul Danmarks ukronede dronning. I år er det ti år siden, hun stiftede bevægelsen Stop Spild Af Mad – og hvad, der startede som et protestopråb på Facebook, er i dag en både national og international spiller med vægt. Vi fangede bevægelsens travle stifter til en snak om de første ti år på madbarrikaderne.

Undren, forargelse og handlekraft. Et mix af de tre ingredienser i ret indbyrdes mængdeforhold er tilsyneladende opskriften på en succesfuld protestbevægelse med ørenlyd hos lovgivere, forbrugere og industri. I hvert fald hvis man hedder Selina Juul og ens mission er at ændre samfundets madkultur:

– Da jeg kom til Danmark, blev jeg forbløffet og forarget over, hvordan folk omgikkes mad her. Når man er vokset op med stor fødevareknaphed, er det et chok at se mad blive smidt ud på rutinebasis. Det gjorde mig vred og vakte en trang hos mig til at gøre noget ved det, fortæller Danmarks madspilds-græsrod par excellence.

Selina Juul kom hertil fra Rusland som 13-årig i 1993. Mødet med det danske samfund var overvejende positivt, for her mødte hun en orden og en velfærd, som hun ikke kendte hjemmefra:

– Gaderne var rene og pæne, der var ingen, der sultede eller gik fulde og voldelige rundt i gaderne, folk var venlige og hjælpsomme. Hvis man blev syg, kunne man komme gratis på hospitalet. Det var et fantastisk paradis at komme til, husker hun.

Men på ét punkt oplevede den unge Selina dog danskerne som skødesløse grænsende til det respektløse. Når det gjaldt vores forhold til mad, var der ikke meget af den ordentlighed, som hun ellers så gennemsyre samfundet:

– I 10. klasse var jeg i erhvervspraktik hos en centerbager, hvor de hver aften ved lukketid smed sækkevis af brød ud. Jeg var chokeret og spurgte, om vi ikke skulle give det til hjemløse eller til nogle heste i lokalområdet og fik det svar, at “næh, sådan her gør vi i Danmark, og du skal ikke være besværlig”. Jeg husker også, hvordan mine klassekammerater smed de fine madpakker ud, som deres forældre gav dem med hjemmefra, for at kunne gå på McDonald’s i stedet. Det forargede mig, fortæller hun.

Forargelsen ulmede i Selina ind i hendes voksenår, mens hun så madspildskulturen fortsætte omkring sig. På en sommerferie i Kroatien sad hun og kæresten en aften og snakkede om, at der burde være en bevægelse mod madspild. Da de kom hjem, var der en stor artikel i Politiken, der handlede om, hvor meget mad (dengang 63 kilo pr. person i snit om året) vi danskere smider ud:

– Den artikel føltes som et tegn. Nogen måtte gøre noget, og den nogen skulle åbenbart være mig. Og så startede jeg Facebook-siden ‘Stop Spild Af Mad’.

Året var 2008, og dengang var opmærksomheden på madspild endnu begrænset. Alligevel må der have været et momentum i befolkningen, for følgerne strømmede til siden, og efter tre måneder ringede supermarkedskæden Rema og sagde, at de nu – inspireret af Selina Juuls opråb – ville stoppe deres praksis med mængderabatter og i stedet tilskynde til køb af enkeltstyksvarer. ‘Ta’ mig – jeg er single’ blev sloganet for den kampagne, der skulle sætte fokus på det store spild af blandt andet enkeltbananer.

Andre supermarkedskæder fulgte trop med lignende tiltag, og både danske og udenlandske medier begyndte at henvende sig for at få interviews med den dansk-russiske ildsjæl. Inden længe var Selina Juul en kendt og hyppig deltager i den offentlige debat.

I dag har Facebook-siden, der startede det hele, over 65.000 følgere, og man kan dårligt finde en kæde eller madproducent, der ikke har en formuleret madspildspolitik. Så Selina Juuls initiativ må siges at have båret frugt. Ifølge hende er der dog stadig masser at gøre på madspildsfronten:

– Der går stadig ufattelig meget mad til spilde. Alene i Danmark kasserer vi hvert år over 700.000 ton mad, og af det står husholdningerne for hele 247.000 ton. Så der er stadig meget at vinde, siger hun og forklarer, at man i fagterminologien skelner mellem madspild og fødevaretab:

– I Vesten er problemet størst i slutningen af værdikæden, det vil sige i detailhandlen og især hos forbrugerne. Det kalder vi madspild. I de fattige lande sker fødevaretabet især i starten af værdikæden, det vil sige på marken eller undervejs fra mark til forarbejdning, på grund af ringe køleforhold og andre svagheder i infrastrukturen. Det er to meget forskellige problemstillinger, og vi skal sætte ind begge steder, understreger hun.

Derfor kan vi heller ikke læne os tilbage og tro, at problemerne er løst alene ved, at vi begynder at indsamle bioaffald fra husholdningerne og omdanne det til biogas:

– Affaldssortering er supergodt, og hjemme hos os bruger vi vores grønne biospand flittigt. Det er fantastisk, at flere danske kommuner begynder at indsamle madaffald og sende det til bioforgasning, men det løser kun det delproblem, der ligger allersidst i værdikæden, påpeger hun.

Selina Juul gør meget ud af, at madspildsbevægelsen ikke må blive noget med løftede pegefingre og militante udmeldinger:

– Det er ekstremt vigtigt, at vi ikke agerer madspildspoliti og skælder ud, for det gider folk ikke høre på. I stedet skal vi vise, hvad man hver især kan gøre, for madspildsområdet er fuldt af lavthængende frugter. Hvis man fortæller folk, at de kan spare over 7.000 kr om året, så er det noget, enhver kan forholde sig til. Ingen gider købe ind til skraldespanden, hvis det kan undgås, pointerer den engagerede aktivist og tilføjer:

– Heldigvis er vi allerede kommet rigtig langt. De nyeste tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at danskerne siden 2011 har reduceret madspildet med 14.000 ton, og 85 pct. af danskerne kender nu til madspilds-problematikken. Vi er ikke i mål, men vi er på rette vej, konstaterer hun glad.

Arbejdet mod madspild har ført Selina Juul vidt omkring. Hun har talt på FN-konferencer, er blevet interviewet af BBC og CNN og blogger fast på det toneangivende amerikanske netmedie Huffington Post. Den megen opmærksomhed kan dog ikke nødvendigvis aflæses på bankkontoen:

– Stop Spild Af Mad bygger på frivillighed, og indtil forrige år fik ikke engang jeg løn for mit arbejde. Lige nu kører vi på projektmidler fra Tuborgfondet, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Men de udløber til september, så hvad der sker derefter er stadig åbent, fortæller hun.

Naturli har fanget den travle madspildsaktivist mellem udlandskonferencer i Polen, Island og Tyskland. Hvordan ser hun på det paradoks, at arbejdet for bedre ressourceudnyttelse indebærer så megen CO2-udledende rejseaktivitet?

– Jeg er meget optaget af klimaproblematikken og flyver kun, når det er nødvendigt. Jeg har ikke kørekort, så når jeg rejser indenrigs, er det altid med tog eller bus. Flyrejserne må jeg leve med, fordi jeg betragter arbejdet mod madspild som så vigtigt, at budskabet skal fortælles så ofte som overhovedet muligt, fortæller Selina Juul, der faktisk for et par år siden blev hjemme fra en konference i Singapore netop af hensyn til CO2-regnskabet.

Enhver, der har hørt Selina Juul tale, kender hendes hæsblæsende diktion og høje energiniveau. Selv siger hun, at hun kører med 800 kilometer i timen, og man får indtryk af, at alle hendes vågne timer går med madspilds-arbejdet.

Hun er tydeligt stolt af sin bevægelses resultater og af det forhold, at hun har formået at samarbejde med samtlige danske regeringer, der har siddet i dens levetid. Partipolitisk bliver hun aldrig, for dertil er hendes arbejde for vigtigt, fastslår hun.

Når man gennemlæser hendes meritter, kan man godt blive helt forpustet. Hvad tænker hun selv om den udvikling, hun og hendes bevægelse har gennemgået de sidste ti år?

– Hvis nogen for ti år siden havde fortalt mig, hvor gigantisk stort det ville blive, havde jeg sagt “ja-ja, den er god med dig”. At lille Selina skulle tale foran 7.500 mennesker, optræde på BBC og ændre dagsordenen inden for madspild? Jeg ville ikke have troet dem simpelthen, ler hun.

Mere end én gang er hun blevet inviteret til at deltage i kendisprogrammer og realityshows, men det siger hun konsekvent nej til:

– Jeg har et stort ansvar og er meget påpasselig med at deltage i den slags. Det ville underminere min professionalitet, og så ville alt være tabt på en aften. Og det er sagen simpelthen for vigtig til, slutter Selina Juul.

 

---

 

Kort om Selina Juul

• Født 1980 i Moskva, flyttede i 1993 med sin mor til Danmark.
• Uddannet grafisk designer Fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2006. Startede i 2008 bevægelsen Stop Spild Af Mad.
• Har modtaget en række priser og udmærkelser for sit arbejde mod madspild, herunder Nordisk Råds natur- og miljøpris, Svend Auken-prisen og Ridderkorset Pro Utilitate Hominum. Har talt på konferencer verden over, bl.a. FN’s verdenskongres SAVE FOOD i Düsseldorf og klimatopmødet COP 23 i Bonn. Blogger fast om madspild på The Huffington Post.
• Bor i København med sin kæreste Jakob.

 

---

 

10 gode råd til dig, der vil mindske dit madspild

• Køb ind med hovedet, ikke med maven, og hav altid indkøbsseddel med.
• Køb mad fra datohylden, hvis du regner med at bruge det samme dag.
• Tænk efter, før du falder for supermarkedets mængderabatter: Hvis du alligevel ender med at smide ud, er besvarelsen spildt.
• Opbevar maden rigtigt.
• Hold orden i dit køleskab og stil de ældste varer forrest.
• Tænk i portionsstørrelser til dem, du laver mad til: Hvor meget spiser hver enkelt person i husstanden? Hvis du altid laver for meget pasta/ris, så lav mindre. Husk at begge dele vokser til cirka dobbelt mængde ved tilberedning.
• Har du alligevel fået lavet for meget mad, så frys ned. Gerne i portionsstørrelser, så det er let at tø op igen. Undgå UFO’er (Uidentificerbare Frosne Objekter) og sæt etiketter på dine fryserester.
• Skær emballager op for at få de sidste madrester ud.
• Tænk over, om rester kan bruges i andre retter eller blive til næste dags forret.
• Til middag eller buffet: Stil ikke al maden frem på én gang, den holder sig bedre i køleskabet. Del f.eks. osten i to og sæt den ene halvdel frem – du kan altid sætte den anden på bordet senere.

Kilde: http://www.stopspildafmad.dk/

 

---